Succes coach nomineret til nystiftet Trænerpris

Related Articles: Sportschef Thomas Jacobsen om Rindom – TOP professionel, Anne-Marie Rindom - en stjerne er født, YEES - Anne-Marie Rindom kåret som verdens bedste

Anne-Marie Rindoms forgyldte 2019 har skabt fortjent og berettiget opmærksomhed omkring hendes træner, Piotr Wojewski.

For et par uger siden blev Piotr nomineret til dagbladet B.T.'s pris Årets Træner i dansk idræt, og nu følger yderligere en nominering – denne gang er det Team Danmarks og Salling Groups nystiftede Trænerpris 2019, hvor han er én blandt tre kandidater.
'Det er lidt vildt. Selv om resultaterne har været der, så havde jeg ikke forventet denne her anerkendelse. Det er stort, og jeg er beæret,' fortæller Piotr Wojewski, der lige nu er hjemme nogle dage midtvejs i en seks uger lang træningslejr i Perth, Australien, for den danske Laser Radial-gruppe.  'Jeg havde ikke fået nomineringen uden gode kolleger – eller uden Anne-Maries og Annas (Rindom og Munch, red.) dedikation og resultater.'

Vildt år på flere måder
2019 har på flere måder været et vildt år for Piotr Wojewski, der har været tilknyttet sejlerlandsholdet siden 2013. Udover at guide Anne-Marie Rindom til både VM- og EM-guld, så er han også midt i det hele blevet far for første gang - til en søn på nu fem måneder.

'Også min kommende hustru har del i nomineringen ved at lade mig rejse så meget, som jeg gør,' understreger Piotr, som i årets løb både har fulgt de danske Radial-sejlere til bl.a. VM og For-OL i Japan med få ugers mellemrum – foruden træningslejr og Princesa Sofia Cup på Mallorca, EM i Portugal og lige nu, som nævnt, træningslejr i Australien.

'Vores samarbejde fungerer godt, pigerne er "easy going", og de har en meget høj arbejdsmoral. Som træner kan man ikke ønske sig nogen bedre at arbejde med,' fastslår Piotr, hvis resultat-cv også tæller bl.a. VM-guld i 2015 og OL-bronze i 2016 til Rindom samt U21 VM-guld til Anna Munch i 2018.

Det bedste fra to kulturer
Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen, roser Piotr Wojewski for hans evne til at kombinere det bedste fra den polske/østeuropæiske træningskultur med det bedste fra den danske idrætstilgang. 'Jeg har helt klart bevaret min polske trænerstil, men har også lært at lytte og spørge ind til sejlerne,' fortæller Piotr om sin egen udvikling som træner.

Vinderen af Team Danmark og Salling Groups Trænerpris bliver afsløret ved DR's Sport 2019-show i Herning, den 4. januar 2020. Her er Piotr nomineret sammen med Nikolaj Jacobsen, træneren bag håndboldherrernes VM-guld, samt Casper Jørgensen, træner for det succesfulde danske banelandshold i cykling.



Seneste nyheder

Endelig officielt - Dansk SailGP en realitet

Ib Kunøe - nu eneejer af X-Yachts

Giv en gave der holder






Sailing World News

Facts about 12 mR Worlds

RIP Lowell North

Yacht Racing Forum: Unprecedented turnout





Produktnyt

X-Yachts skal til at bygge motorbåde

Elmotoren er blevet voksen