Tilskuer til en speedbådsulykke

Det var en varm sommerdag med havblik, sol og blå himmel, og en sejlbåd for motor nærmede sig havnen. Det mærkelige var, at den blinkede med sine lanterner, og på dækket stod nogle mænd og råbte.
Vi var to tilfældige sejlere på havnen, som løb hen til båden. Tre våde, chokerede unge mænd råbte, at der lå en mand derude i deres motorbåd, som lå sunket med kun stævnen over vandet.
Den dejlige sommerdag var med ét blevet dødelig alvor.
Et blik over den lille havn sagde, at der ikke var nogen ombord i de hurtige motorbåde. Vi havde kun adgang til en lille klinkbygget motorsnekke. Den sprang vi ned i, startede motoren og brusede ud af havnen i den angivne retning. Imens var der ringet 112 efter hjælp. Snekken kunne kun gå 5 knob, men vraget var ikke så langt ude, forstod vi. Vi spejdede uden at vide, hvad vi egentlig ville få at se. Der stak en grå trekant en meter op over det blikstille vand forude. Det var stævnen af motorbåden, en lille, planende motorbåd på 5 m med et lille fordæk og åbent ruf. Den hang lodret i vandet med agterspejlet og den tunge motor nederst.
Lige i vandoverfladen var der et stort vindspejl, og til vores skræk så vi nede under vandet ryggen af en livløs mand i lyseblå vindjakke presset op under vindspejlet.

Resolutte Falckreddere

Han var forlængst druknet, for der var gået mindst 15-20 minutter. Sejlbåden havde brugt tid på at fiske tre mand op, samt ca. fem minutters sejlads til havnen. Vi havde brugt 6-7 minutter. Man får hjerneskade efter bare 4-5 minutter.
En Falck-gummibåd med to mand kom fræsende efter os. De kom få sekunder efter os til vraget, og vi havde kun nået at konstatere, at vi ikke anede, hvordan vi skulle få manden ud.
Men de to falckreddere kastede sig uden tøven ud i et dristigt redningsforsøg. Det havde været en perfekt opvisning, hvis det ikke var fordi, det var dødelig alvor.
De flåede gummilisten af vindspejlet - havde de en kniv eller skruetrækker? Vi så det ikke - og rev plexiglasset over manden væk. Det havde vi ikke turdet af frygt for, at vraget ville synke, når den indespærrede luft slap ud.
Manden var stor og tyk, og vi halede alle fire for at få ham op gennem vindspejlets ramme. Falckredderne trak ham direkte i hans kolde, hvide hænder. Det kunne vi andre ikke få os selv til, vi trak i hans ærmer.
Vi trak så hårdt, at falckreddernes lille gummibåd kom under vand og bordfyldte, og påhængsmotoren satte ud. Manden fik vi bakset op på snekkens fordæk.
"Ind med ham!", sagde falckredderne.
Snekken masede af sted, alt hvad den kunne, mens vand fra den druknedes tøj sivede ud over fordækket.
Imens kæmpede falckredderne med påhængsmotoren, som de hurtigt fik liv i igen. De planede rundt i en stor cirkel, så vandet i gummibåden tømtes gennem lænsehuller i agterspejlet, og så kom gummibåden farende op på siden af vores tøffende snekke. Den tunge, våde mand blev lempet ned i gummibåden, som forsvandt i flyvende fart mod havnen. Derinde så vi blå blink, og kort efter kørte en ambulance tavst blinkende bort.

Klirren af flasker i vraget

Nå, så kunne vi da lige så godt prøve at slæbe den halvsunkne motorbåd ind, så den ikke drev rundt til fare. Det gik forbavsende nemt. Da snekken begyndte at trække, kravlede motorbåden langsomt op af vandet, mens vandet fossede ud over dens agterspejl. Der lød også en klirren af flasker. Motorbåden fulgte med i næsten normal flydestilling, men agterspejlet med motoren var lige under vandet, så hvis vi stoppede, ville den synke igen.
Da vi kom i havn med den halvsunkne motorbåd på slæb, stod der en masse nysgerrige mennesker. Vi sagtnede farten ved slæbestedet, og motorbåden begyndte at synke. En mur af tavse mennesker stod i vejen, men heldigvis var der et par mand fra sejlklubben imellem. Vi kastede slæbelinen ind til dem, og de tavse tilskuere hjalp beredvilligt med at trække den bordfyldte båd op. Vandet sjaskede ud over agterspejlet, og inde i båden klirrede tomme flasker mellem flydende bundbrædder og hynder.

Hvordan skete det

Dagen efter ryddede en af de unge mænd op i motorbådens våde hynder og 10-15 tomme vinflasker, hvoraf de fleste nok var gamle. Jeg spurgte forsigtigt, hvordan båden kunne synke i totalt vindstille.
"Jamen, alle ville sidde helt agterude i solen. Så hoppede båden over en hækbølge og landede, og vandet fossede ind over agterspejlet. Al vægten var jo agterude. Ham dér - æh - sov under ruffet. Vi kendte ham ikke. Han kom med en flok bajere og spurgte, om vi gav en sejltur. Nå, jeg må se at få ryddet op."
Han var tilsyneladende ganske upåvirket af, at han var involveret i, at en mand var druknet. Men han havde jo heller ikke selv hevet den druknede op i hans lyseblå ærme.
Formodentlig har den lille motorbåd planet rundt med helt forkert vægtfordeling på det blikstille vand. Da den hoppede over sin egen hækbølge og landede, gik det tunge agterskib under vandet.
Dette er en gammel oplevelse, men at bjærge en druknet er ikke noget, man glemmer lige straks.