fbpx

Targa 27

Her er båden, der egentlig er bygget til hårdt brug og praktiske formål som hurtig arbejdsbåd i den finske skærgård. Men den er samtidig blevet mærkevare for folk, der under ingen omstændigheder vil sejle i noget, som alle andre har.
Denne holdning er der efterhånden en del der har, for Targa 27 har gennem årene opnået en særlig status som en slags "søens firehjulstrækker", hvilket egentlig er ganske rammende.
I Finland og Sverige går Targa'en åbenlyst under betegnelsen "advokat-jeep" og "havets Land-Rover", uden der er sket særlige indvendinger fra hverken advokatkredse eller Land Rover, så der må være noget om snakken.
Targa 27 er egentlig "kun" en bred og robust motorbåd med et dybt V-formet, sødygtigt skrog, som virkelig tillader den at trodse elementerne. Disse egenskaber piller ikke det mindste ved dens anvendelighed som fritidsbåd. Tværtimod er et dybt skrog komfortabelt at sejle med, det koster bare nogle flere kroner i brændstof at holde kørende i planingsfart.
Targa'en sender et klart signal om at være en båd for aktive udemennesker. Den har store udearealer for og agter, og skroget med den høje lønning og det markante firkantede styrehus udstråler en særlig form for brugsrigtighed, som givetvis har sin andel i Targa'ernes succes. Den blotte tanke om, at den kunne bruges til noget praktisk, og ikke blot det rene fritid og pjank, kan være en udløsende faktor for købet af en bådtype som Targa. Den er lavet til "noget" og det giver et særligt alibi for at tage ud at sejle - uden i øvrigt at lave noget.
Man mærker også en særlig prestige fra første sekund, man går om bord. Nok er Targa'en rå, men den er flot bygget med høj kvalitet. Targa'en tiltrækker drenge i alle aldre som en sukkermad trækker fluer.
Den planer af sted hvor andre må give op
Prøvesejladsen var passende for bådens egenskaber, for vi tog Targa 27 ud i 10 m/sek østenvind på Åbenrå Fjord, hvor der havde rejst sig en streng krapsø, som ville pille pynten af de fleste planende både og sendt farten ned under planingshastighed. Men Targa’en pløjede sig uimponeret igennem med god planingsfart - ikke maksimumfart, for så havde vi bumpet ukomfortabelt og fået vrøvl med passagererne. Selve båden tåler sagtens at sejle hårdt, det er besætningen, der sætter grænserne.
Styringen var ret stort udvekslet, og et hurtigere styretøj ville have gjort præcisionen bedre, både ved langsom sejlads i havn og i bølger, men det problem må være let at løse.
Targa'en var udstyret med den nyeste 6-cylindrede Volvo Penta KAD 300 DP-G, en kompressor/turboladet rækkemotor med 285 hk med fire ventiler pr. cylinder og den sidste nye indsprøjtningsteknik. Dette indebærer bl.a. elektronisk styring af indsprøjtningen, flertrins ladeluftkøler og ny dyse-teknik, der forstøver brændstoffet bedre, som skal virke både bedre ydelse og økonomi.
Den nye maskine udmærker sig i praksis ved et lavt vibrations- og støjniveau, som giver plusser til komforten. Med den effektive duoprop accelererer båden glimrende. Den har ikke nogen markant planingstærskel at skulle over, men begynder at plane allerede ved 10-11 knob. Tophastigheden er 33 knob, så man kunne sagtens nøjes med et mindre og billigere motorvalg.
Styrehus med intim stemning
Targa'en byder på en sjov form for flybridge, idet man sidder i to stole i et indhak bagest i overbygningen, så man ikke kommer helt op at sidde oven på taget. Det giver nogle fordele, for styrehuset er i forvejen så højt, at værdien af flybridgen er på højde med mange andre motorbåde. Samtidig er der kun et par trin ned til agterdækket, så man kan komme usædvanlig hurtigt frem og tilbage.
Pladsen er dog noget blæsende ved planingsfart, da vindskærmen ikke er helt tilstrækkelig, men arrangementet giver Targa'en et tilpas strejf af ekspeditionsskib og eventyr, og vi kan forresten også rapportere, at den 6-cylindrede Volvo Penta lyder potent for alle pengene, når man styrer udendørs.
Det store, oprette styrehus vil være en ny oplevelse for mange. Her er rigeligt med hovedhøjde og albuerum. Der er god plads til at stå op og styre, og der er naturligvis skydedør i hver side, som sikrer hurtig trafik ud og ind af styrehuset.
Styrehuset er en løjerlig blanding af gamle og nye ideer for motorbådsindretning. Forrest sidder rorgængeren og en passager i glimrende førerstole med udfoldelige fodstøtter, eller stolene kan efter valg skydes tilbage, så man kan stå op. Fronten af styrehuset er optaget af styregrejer i styrbord og et udmærket pantry i bagbord, som under sejlads er dækket af en klap, så det også kan fungere som navigationsbord.
Bag ved førerstolene er der en række gode sæder, hvoraf ét er klappet op under loftet efter et umiddelbart set sindrigt system. Det er nu ikke så indviklet, og sædet dækker over nedgangen til sovekabinen agterude, når det er i brug. Hermed opstår der en række på fire sæder agter, hvor man sidder ligesom i en bus. Styrehuset byder også på et udmærket bord, der sidder under loftet på en metalstang efter et velkendt system, og så omdannes styrehuset til en lidt trang, men intim salon.
En børnebørns-båd?
Kabinen agterude har vitterlig soveplads til fire, i form af to store langsgående køjer, som stikker langt ind inder styrehuset og lidt ud under agterdækket, hvormed man kommer til at ligge to og to, hoved mod hoved. Man forestiller sig hurtigt, at båden egentlig er bedst til dagture, til simpel weekendovernatning og til barske mandeture- Hvis da ikke man foretrækker at bruge den til transport fra havn til havn med gode spise- og overnatningsmuligheder.
Targa'en har for øvrigt også vist sig at vække kundeinteresse hos en helt anden gruppe sejlere. Det er bedstefædre, der gerne vil sejle tur med deres børnebørn, og som kan se sikkerhedsfordelene i de dybe og velbeskyttede cockpits i Targaen.
Vi kan allerede høre børnekoret rundt omkring: "Bessefar, se at komme til lommerne!"

Targa 27 Flybridge
Længde, skrog: 8,01 m
Totallængde: 8,56 m
Bredde: 3,04 m
Bundvinkel: variabel fra 19 gr
Dybgang: 0,9 m
Vægt: 3400 kg
Brændstof: 350 - 600 l
Vand: 50 l
Toilettank: 60 l
Motor: Volvo Penta 6-cyl. KAD 300 DP-G, 285 hk
CE-godkendelse: Kategori B
Pris: (udstillingstilbud 1.080.000 kr.) 1.179.775 kr.
Import og salg:
Reese Marin, Aabenraa, tlf. 74 62 62 56








Kort nyt

Så er Visens Skib tager ud på sidste turné

★ Artikel

★ Design: Hvorfor vende snuden på hovedet?

Kapsejlads

Cape31: Ny fuldblods racer på vej til Danmark

Kapsejlads

Volvo 29er EM åbnes med festlige toner og beach vibes

Kapsejlads

AFI 2Star flytter næste år termin

Kort nyt

My Song genopstået i ’ClubSwan’ sortimentet





Udvalgte artikler *

Hvorfor lære at sejle?

Mikroeventyr er hot – skal du med?

Ny båd til sommer?