Lørdag formiddag var det ved at blive rigtig alvorligt for en lystsejler i det sydfynske ø-hav. Det skriver Marinehjemmeværnet i en pressemeddelelse.
En motorbåd var på tur fra Fynshav til Lyø, da skipperen pludselig fik et ildebefindende og faldt om på båden. De fire passagerer, der var med om bord alarmerede vagtcentralen via 112. Ingen af dem var sejlerkyndige.
JRCC (Joint Rescue Coordination Center, red.) koordinerede en redningsaktion, hvor marinehjemmeværnets båd i Aalborg, MHV 816 Patrioten, som tilfældigvis på øvelse i Det Sydfynske Øhav, blev indsat sammen med en af Forsvarets redningshelikoptere, der også var på øvelse.
En hurtigtgående RIB kom i vandet, da en mere nøjagtig position for motorbåden var fundet, og ankom samtidig med helikopteren efter cirka 10 minutter. En redder fra helikopteren blev sendt om bord på motorbåden.
Skipperen blev sejlet med RIB-båden over til Patrioten, hvorfra han sikkert kunne hejses op til helikopteren. Herefter blev han fløjet til hospitalet.
To gaster fra Patrioten blev sendt om bord for at sejle passagerne og båden til Lyø Havn.
Marinehjemmeværnet er en frivillig organisation, hvor medlemmerne bruger deres fritid på maritime opgaver i samfundets tjeneste. Marinehjemmeværnet har fartøjer placeret i 30 havne i Danmark.