fbpx

Vil du med i Dansk Sejlunions bestyrelse?

Inkluder i Newsletter: Ja

Fristen for at indstille kandidater til Dansk Sejlunions bestyrelse udløber mandag den 18. februar, kl. 12.00. Hvad indebærer det at sidde i bestyrelsen? Få svaret her fra to aktuelle medlemmer, Line Markert (formand) og Anne Skovbølling.

Aktuel kommentar fra Line Markert og Anne Skovbølling:
Med blot to måneder til Dansk Sejlunions generalforsamling 2019 er tiden inde til, at kandidater til den kommende periodes arbejde i bestyrelsen skal indstilles. Fire af de otte pladser i bestyrelsen er på valg - og fristen for at indstille kandidater er mandag den 18. februar, kl. 12.00. Det er med andre ord lige nu, at du eller din holdkammerat skal overveje at stille op til valget.

Det er altid spændende, hvilke navne der er på stemmesedlen. Dansk Sejlunions bestyrelse rummer i øjeblikket et godt miks af erfarne frivillige, som kender organisationen og har taget del i arbejdet gennem mange år, samt lidt yngre kræfter der fra forskellige grene af sporten er trådt ind og har kastet nye øjne på den måde, vi gør tingene på.
Det allervigtigste er, at vi også efter generalforsamlingen 23. marts har en bestyrelse, der repræsenterer en bred kompetenceprofil, som er nødvendig for at bevare den interne dynamik og fremdrift i det fortsatte bestyrelsesarbejde.
Derfor er det vigtigt, at vi har et bredt felt af engagerede kandidater på stemmesedlen. Og derfor skal DU overveje at stille op til bestyrelsesvalget.

Hvad kan du forvente?


Så hvad kan du forvente - og hvad kræver det - hvis du er en del af Dansk Sejlunions kommende bestyrelse?
Det vil vi gerne komme med et bud på. Baseret på vores egne erfaringer fra til sammen syv år i bestyrelsen og baseret på de mål og prioriteringer, som bestyrelsen har formuleret for de kommende år.
Vi har alle dét til fælles, at vi brænder for sejlsport, foreningsliv eller sejlerlivet i en eller anden form. Når man skal drive ting fremad i en større gruppe, er det som alle andre steder – man er nødt til ind i mellem at fortøje sin kæphest udenfor og fokusere på den bedste fælles løsning. Viljen og evnen til at finde løsninger er en vigtig egenskab i bestyrelsesarbejdet.
Der er også andre vigtige forudsætninger. Det gi'r sig selv, at du skal brænde for at tage del i arbejdet med at udvikle sejlsporten og varetage sportens interesser på nationalt og internationalt niveau til gavn for alle sejlklubber i Dansk Sejlunion.

Hav lyst og mod


Det er samtidig vigtigt, at du har lysten og modet til at byde ind med dine holdninger, forslag og ideer - både under møderne og i den løbende dialog.
Ligesom det også er vigtigt, at du er åben og tilgængelig for dialog og input fra de klubledere og frivillige, som du møder på din vej.
Bestyrelsesarbejdet kan virke lidt overvældende og komplekst i begyndelsen, og du vil støde på forhindringer (fx regler, aftaler, økonomi, mandskabsressourcer), der gør, at ikke alle gode ideer kan realiseres på kort sigt.
Men sådan er det for alle, og de nye pust og vinkler, du kommer med, giver ofte gode perspektiver på bestyrelsens diskussioner. Hvad der i første omgang ender som en strøtanke på tegnebrættet er måske dét, der udvikler sig til konkret handling om et år eller to. Det er på den måde, vi skaber udvikling.

Vigtigst er din åbenhed og interesse


Vi er glade for, at nogle i bestyrelsen har en bred og dyb erfaring med Dansk Sejlunions aktiviteter og tilbud, men det er ikke en forudsætning, at alle i bestyrelsen har en sådan baggrund. Ligesom det heller ikke er en forudsætning, at du er regnskabsekspert eller ved alt om organisationsdrift, og du behøver ikke kende talent- og elitesejlsporten i detaljer.
Til gengæld er det vigtigt, at du har en åben og interesseret tilgang til alle grene af Dansk Sejlunions arbejde. Du skal være nysgerrig, ganske enkelt, og have lyst til at blive klogere på alt, hvad der rører sig i Sejlerdanmark.
Når du er i tvivl, skal du have modet til at spørge for at lære og indhente viden.

Bestyrelsens kommende opgaver


DS Pejlemærker 2022 giver et godt overblik over og indblik i, hvad Dansk Sejlunions bestyrelse fokuserer på i de kommende tre år.
Det bliver en bestyrelsesopgave at være med til at få pejlemærkerne ud og "leve" i klubberne. Det skal stå klart for klubberne, hvad Dansk Sejlunion vil, så de derigennem kan tage medejerskab for pejlemærkerne og frem for alt være med til at omsætte dem til konkret handling.
Vi står ligeledes foran en stor opgave med at udvikle og formidle Dansk Sejlunions uddannelsesaktiviteter, som i disse år gennemgår en markant forandring.
Sparring og bidrag til at løfte sekretariatets indsats for at skaffe ekstern finansiering til Dansk Sejlunions aktiviteter, blandt i samarbejde med Commercial Upside, er yderligere en central opgave på bestyrelsens dagsorden.

Har vi vakt din interesse?


Vores mål med denne tekst er at informere, dele viden og personlig erfaring - og forhåbentlig inspirere gode kræfter i klubberne til at overveje at stille sig til rådighed som kandidat til Dansk Sejlunions bestyrelse.

Hvis din interesse er vakt, og du har lyst til at høre mere om vores arbejde, så kontakt os gerne:
Line Markert (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.), Anne Skovbølling (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.)

Vi ses til generalforsamling i Middelfart den 23. marts.

 









Kort nyt

Anholts nye redningsbåd sejler stadig ikke 

Kapsejlads

YES - Dansk Nacra 17 klar til OL

World Match Racing Tour

Congressional Cup: Jeppe Borch suverænt fra start - 'leading...

OL

Øv - ingen dansk 'kvinde-bræt' ved OL

Kort nyt

Træskibenes sammenslutning inviterer til Pinsestævne

Kapsejlads

Så skal Lillebælts 2Star Mester findes igen

Kort nyt

EU har netop stemt for en "Havets Parisaftale"

★ Artikel

★ Landstrøm: Ja, jord skal med om bord

Kort nyt

Tyv satte stjålne bådmotorer til salg på nettet





Udvalgte artikler *