Elvstrøm Sails har for alvor fået vendt skuden

Gode nyheder fra bådbranchen kan vi ikke få nok af, og Jydskevestkysten skriver i dagens avis, at Elvstrøm Sails kommer ud med det bedste resultat i firmaets 62 år lange historie.

Selvom bådbranchen stadig er præget af finans- og gældskrisen, så er det lykkedes Elvstrøm Sails at præsentere det bedste resultat 'ever'.

De to væsentligste årsager til det flotte resultat, skal findes i bedre styring af personale, og færre fejl i den leverede vare, udtaler direktør Niels Bjerregaard til Jydskevestkysten. 

Hele branchen er hårdt præget af store sæsonudsving, og her har vi trimmet bedre i den travle sæson, hvor medarbejderne har måtte tage overarbejde, for så at afspadsere når der er knabt så travlt, og så har vi haft fokus på at reducere vores fejl på den leverede vare, så reklamationerne er der blevet færre af. 

Det er andet år i træk at virksomheden kommer ud med overskud, og nu ser det for alvor ud til at Elvstrøm Sails har fået vendt skuden.

Efter Bådmagasinet havde bragt ovenstående historie, modtog vi på redaktionen følgende pressemeddelelse:

Det bedste resultat i Elvstrøm Sails' historie

Med udgangen af 2015 kan den danske sejlproducent, Elvstrøm Sails A/S præsentere et fremragende resultat - det bedste i virksomhedens mere end 60-årige historie.

Sidste år leverede Elvstrøm Sails for første gang i syv år sorte tal på bundlinjen, mens Elvstrøm Sails i det netop afsluttede regnskab præsenterer et resultat, der er ikke mindre end 10 gange større end sidste år. Omsætningen fordeler sig med ca. 20% salg i Danmark og den resterende del fortrinsvist i Europa, med Tyskland som det største marked.

Direktør, Niels Bjerregaard udtrykker sin tilfredshed således; "Vi har grund til at være stolte over at kunne levere et så flot resultat. Vores hovedfokus har været at optimere og strømline virksomheden med det mål at forbedre vores bundlinje - en proces som er i gang, og nok aldrig bliver tilendebragt. Vi har lagt os i selen for at holde mådehold med de faste omkostninger med det for øje at bruge pengene på de rigtige ting. Og så arbejder vi konstant med at balancere vores kapacitet if.t efterspørgslen."

"Vi har en stolt virksomhed at tage vare om, og derfor er én af hjørnestenene i vores forretning kvalitet, i alt hvad vi foretager os. Det vil fremadrettet fortsat være en absolut prioritet. Men også de salgsfremmende aktiviteter er i højsædet med opstart af flere nye forhandlere rundt omkring i Europa," fortæller Niels Bjerregaard, der kom til virksomheden i 2013. Niels Bjerregaard tilføjer: "Vi har nu fundamentet til, at tage markedsandele i de markeder, hvor vi er fokuseret og aktive".

Èn af hovedaktionærerne bag Elvstrøm Sails, Preben Terp-Nielsen, der til daglig er direktør for Abena A/S fortæller: "Det er gode takter, vi ser hos Elvstrøm Sails. Helt klart et resultat af et vedholdende fokus på optimeringer i alle kroge af virksomheden. Det er den rette vej frem - og nu har vi muligheden for at øge vores fokus på toplinjen!"

Strategien for den sønderjyske producent af sejl er klar. Hovedfokus er at levere sejl til Cruising, Club Racing og Superyacht segmenterne.

En netop indgået sponsoraftale om det kommende ORC VM 2016 i dansk farvand cementerer strategien.

Her sætter Elvstrøm Sails alle sejl ind på at være tilstede og supportere Elvstrøm Sails både under verdensmesterskabet i København.

Jesper Bank, som gennem flere år har været en af kræfterne bag Elvstrøm Sails driver med afsæt i datterselskabet på Mallorca salg og service til Superyacht segmentet.

"Superyachts er ikke det vi ser mest af i dansk farvande, men kigger man lidt længere sydover er sejlbåde på 80 fod og opefter ikke helt så ualmindelige. Vi er stadig en relativ lille spiller på markedet, men vores tilstedeværelse bliver i stigende grad bemærket og forretningen på Mallorca begynder at bidrage positivt til det samlede resultat," understreger Niels Bjerregaard.

Afsættet for en fremtidig fremgang også i omsætningen er lagt for Elvstrøm Sails på et marked, der viser spæde tegn på vækst i årene, der kommer.



Seneste nyheder

Duel jorden rundt: Kampen er i gang

Seldén leverer kulfibermast til Farr X2





Kort nyt

Duel jorden rundt: Kampen er i gang

Branchenyt

Seldén leverer kulfibermast til Farr X2

America's Cup

Hvorfor er det så svært at sejle en AC-75? Se video

★ Historien

☆ PDF : Titanic skal sejle igen, skal du med?

Kort nyt

På fisketur? Nyt smart ekkolod fra Garmin

Vendée Globe

Se skaderne på HUGO BOSS - Alex Thomson holder modet oppe

Vendée Globe

Alex Thomson bygger båd

Vendée Globe

Bossen i store problemer - måske



Sailing World News


Udvalgte artikler *


Produktnyt

Få bedre overblik, når du sejler

Bådmotorer i Sverige forsvinder i store mængder