Waterz præsenterer ny hovedsponsor

Nordens største vandsportsfestival Waterz, har netop indgået en hovedsponsoraftale med Esmark Feriehusudlejning A/S dækkende dette års festival. Arrangørerne er i fuld gang med planlægningen og forventer at fylde Hvide Sande med vandsportselskere til september.

- Waterz har i 2020 bevist, at man har formået at stable en række events på benene, selvom de har været udsat for store udfordringer. Man kårede vinderne af årets DM i Kitesurfing, Dansk Surf- & Rafting Forbund afviklede en afdeling af DM i Surf, ligesom man også kårede årets danske mester i SUP, blandt andet ved at krydse Ringkøbing Fjord. Herudover afviklede man for første gang Oceanwoman-Oceanman Denmark 2020, der er den ultimative udfordring for alle havkvinder og havmænd, påpeger Salgs- & Marketingdirektør Thomas Christiansen, Esmark Feriehusudlejning A/S - alt sammen noget der også årsagen til, at Esmark Feriehusudlejning A/S bliver hovedsponsor.

- Waterz skaber værdi for vores gæster, hvoraf rigtigt mange er vandsportsfolk. Dem der ikke allerede er det, har så mulighed for at prøve kræfter med de mange gratis aktiviteter. Det er med til at skabe aktivitet for vores gæster og skaber samtidigt masser af liv og omsætning i området, siger Thomas Christiansen.

Han roser også arrangørerne for tilgangen til at have håndteret udfordringerne omkring Covid-19.

- De har tænkt ud af boksen og fået det optimale ud af en ellers umulig situation. De har ikke sat sig hen i et hjørne og givet op, men taget ”ja-hatten” på og fundet løsninger. Den måde at arbejde på, flugter helt med vores egen hos Esmark, forklarer Thomas Christiansen.

Stolte af opbakning
Hos Waterz er man naturligvis både stolte over, at Esmark Feriehusudlejning A/S har forlænget deres hovedsponsorat endnu et år, men også ydmyge.

- I 2020 var det svært at skabe fuld valuta for pengene for alle sponsorer. Men vi har været begunstiget af, at vores lokale sponsorer loyalt har bakket op i en for alle svær tid. Det forpligter omvendt også, og derfor er vi også klar til at lave det arrangement en hel vandsportsverden blev snydt for sidste år og med hundredevis at vandsportsfolk, der higer efter at mødes i Hvide Sande til september, siger projektleder Katrine Kock Frandsen.

Hun forventer efter påske at kunne præsentere de store linjer i forhold til årets program.

- Med Folketingets udmelding mandag aften omkring genåbning, ser jeg lyst til mulighederne for at gennemføre et så godt som normalt stævne til september. Vi skal lige have de sidste ting på plads, før vi endelig kan melde ud, hvordan planerne ser ud. Det forventer jeg sker efter påske, slutter Katrine Kock Frandsen.

Waterz finder sted fra den 3. til den 5. september 2021.










Udvalgte artikler *