Wayfarerjollerne med sæsonstart i Svendborg

Wayfarer-jollerne indleder kapsejladssæsonen med en-dags-stævne arrangeret af Svendborg Sund Sejlklub på søndag i den kommende weekend.

18 joller er tilmeldt, og det er en fin blanding af gamle kendinge og nye besætninger heraf flere fra lokalområdet, der har sat hinanden i stævne.

Vejrudsigten lover relativ let vind – og blandt favoritterne må derfor regnes Martin og Sofie Bak fra Farum, der afsluttede sidste sæson med en flot sejr i Herslev. Derudover må Riber og Riber fra Ho Bugt og Iversen og Iversen fra Farum Sejlklub regnes blandt favoritterne.

Erfaring fra tidligere stævner på Svendborg Sund viser dog, at de til tider drilske forhold med mange vindspring og varierende strøm kan drille selv de bedste i klassen.
Der planlægges gennemført op til otte sejladser a ca. 25 minutters varighed på op-ned-bane, så sejlerne skal nok blive trætte, inden dagen er omme.










Udvalgte artikler *