Danmark Rundt: Kryds fra Bornholm til Kiel kostede rekorden

Related Articles: Hansen Sailing Team Danmark Rundt: Rekorden i sigte – men..., Hansen Sailing Team går efter rekorden Danmark Rundt

Det lykkedes desværre ikke for Team Hansen om bord på deres Elliott 35ss at sætte ny rekord Danmark Rundt. Søndag formiddag kl. 10.30 udløb tiden, og her var teamet ganske tæt på Kiel, men ikke tæt nok!

Fra Brunsbüttel ved Kielerkanalens vestlige udmunding, til Dueodde på Bornholm var teamet ellers langt foran deres estimerede tidsskema, men aftagende vind, og kryds fra Bornholm til Kiel kostede for meget tid.

Fredag var vi her fra redaktionen på Sundet hvor vi mødte Team Hansen syd for Ven, og i den efterfølgende artikel skrev Øyvind Bordal:

’Det springende punkt bliver vindretningen, når de skal sejle mod vest, fra Bornholm til mållinjen i Kiel. Pt ser det desværre ud til at lavtrykspassagen medfører at vinden drejer fra nordvest til sydvest i den periode, sejlerne skal mod vest fra Bornholm. En god del af tiden på sidste etape vil i så fald blive kryds.’

Det endte desværre med at Øyvind Bordal og hans forudsigelse passede lidt for godt til hvad et rekordforsøg kunne klare!

Stærkt at gennemføre
Selv om det sikkert kan være svært at overbevise teamet i skrivende stund, så vil jeg altså meget gerne kippe med flaget for overhovedet at have gennemført. Det at sætte team og båd op til sådan et forsøg er ganske enkelt stort. Op langs vestkysten i kuling, bomme ved Skagen og så blæse ned gennem Kattegat og Sundet er i sig selv en opsigtsvækkende præstation. Turen har helt sikkert givet teamet værdifuld erfaring og kendskab til båden, som kan vise sig at blive guld værd, når teamet sætter sig nye mål for fremtiden. Den gamle rekord, sat af Nokia for 20 år siden står endnu. 3 døgn, 8 timer, 00 minutter og 18 sekunder. 

Fuld- og stor respekt herfra. Godt gået gutter.



Seneste nyheder





Sailing World News

Facts about 12 mR Worlds

RIP Lowell North

Yacht Racing Forum: Unprecedented turnout