Vegvisir Race: Begrænsning på 150 både

Det handler om sikkerhed, når Vegvisir Race sætter begrænsning på antallet af deltagende både til 150 stk. Sidste års Silverrudder Challenge var en advarsel om, at især passage af broer rummer en potentielt fare – det gælder også for Guldborgbroen. Det skriver løbsledelse i en pressemeddelelse sendt til redaktionen her fredag den 19. april. 

Grunden til, at der er indført en begrænsning på 150 både er bekymring for deltagernes og deres bådens sikkerhed.
Tommelfingerreglen er, at 15-20% af de tilmeldte aldrig kommer frem til starten. Men skulle det alligevel ske, at alle rent faktisk mødte op i år ville vi gå fra 90 både i 2018 til 150 i år. Det er tæt på en fordobling, og vi er i tvivl om hvordan især passagen af Guldborgbroen vil forløbe med så stort et felt, siger Morten Brandt Rasmussen, der er ophavsmand til Vegvisir Race-konceptet.
Og netop bropassager kan være kritiske. Det viste Silverrudder 2018, hvor der var massive skader på bådene blandt andet efter nærkontakt med Svendborgsundbroen, hvilket efterfølgende kostede forsikringsselskaberne dyrt.

Sikkerhedsfokus fra start
Vegvisir Race har dog siden sejladsens første udgave i 2017 været opmærksomme på broen som en potentiel risiko. Derfor har man en såkaldte ”Pantaenius Gate” ca. en halv sømil før og efter Guldborgbroen.
– Pantaenius Gate er en strækning på ca. en 1 sømil, hvor bådene skal have motoren kørende i tomgang. Skulle der opstå en kritisk situation kan skipper hurtigt sætte i gear for at redde situationen, siger stævneleder Jørgen Bojesen.
I let vind og modstrøm er det ligeledes tilladt at gennemsejle broen med motoren kørende. Det tilladte tophastighed gennem den 1 sømil lange gate er 2 knob. Også i let vind handler det om at forebygge skader på bådene og at farlige situationer opstår.

26 pladser tilbage
Der er i skrivende stund 124 både tilmeldte, der fordeler sig på 32 singlehand-sejlere. Disse er på 86 sømil-banen sammen med 28 2Star sejlere i 14 både. 25 både og 50 sejlere er tilmeldt 152 sømil-sejladsen, mens stævnets største løb har 53 både og 106 sejler, der skal ud på 225 sømil-banen. – Om vi når 150 både i år ved jeg ikke, men jeg håber det!, siger Morten Brandt Rasmussen.
Vi er jo stadig en ny sejlads, der tager tid at løbe i gang. Den sælger ikke sig selv. Jeg forventer, at vi får tilmeldinger helt frem til en uge før starten, når tvivlerne står med en god vejrudsigt. Vi tilbyder deltagerne mere end man får i fleste andre events. Her taler jeg ikke kun om kapsejladser, men om sportsevents på tværs af idrætsgrene. Vegvisir Race-deltagerne får rigtig meget for deltagergebyret. Det er et budskab, der kun langsomt trænger igennem til interesserede og potentielle deltagere, siger han.

Spar 18% ved tilmelding nu
På tirsdag den 23. april stiger prisen for at deltage i Vegvisir Race 2019 med knap 20%. I tørre tal betyder det, at prisen går fra 1261 kr. til 1485 kr. pr. deltager. Stiller du op i det nye OL 2024 disciplin ”Kølbåd Mix Crew” kan du tilmelde dig for 1037 kr. pr. deltager. Rene kvindebesætninger kan deltage for 739 kr. pr. kvinde.

Tilmeld dig på linket her.

Tillægsinfo:

Det får du
Du får som Vegvisir Race 2019 deltager blandt andet: En uges fri havneleje, kranløft før og efter sejladsen, sandwich til skippermødet, tracking fra Tractrac, professionel fotografering med efterfølgende privatsalg, uopslidelige finisher poloshirts, præmier til løbsvinderne, middag ved efterfesten.

Nye baner – hvert år
Vegvisir Race 2019 tegner til at blive endnu mere intenst og underholdende end i 2018. Det skyldes blandt andet årets nye baner og at tilslutningen også i år er repræsenteret af både bredde og elite.
– Vi har nogle rigtig gode baner igen i år og jeg er sikker på at det trækker mange til, siger Jørgen Bojesen inden han fortsætter. Modsat andre sejladser har vi nye baner hvert år. Rettesnoren er at de altid har en kombination af udfordrende inshore navigation og ren offshore. Man skal være dygtig til omstillinger – af båden og af sit mindset som sejler.

Banerne kort fortalt
De to lange 2Star-baner starter begge fra Nykøbing F. De går nordud af Guldborgsund videre mod øst. Her skiller de sig og 152 sømilbanen går gennem Bøgestrømmen og rundt om Møn, tilbage via Grønsund. Den lange 225 sømil bane går ud gennem Grønsund, over Østersøen rundt om tyske Fehmarn til Ærø forbi Marstal, gennem Rudkøbingløbet inden det går tilbage mod Smålandshavet og Guldborgsund via Agersø.
Endelig deler singlehandsejlerne i år bane med den korte 2Star på 86 sømil. Også denne har start og mål i Nykøbing Falster, gennem Guldborgsund forbi Femø, rundt om Agersø inden det går tilbage mod Fejø og passagen af Guldborgbroen.
Vi tror, at mange har sejlet de samme distancekapsejladser igen og igen. Derfor laver vi nye baner hvert år som altid udfordrer deltagerne evner som navigatører. For eksempel har vi i år et nyt tiltag, der hedder ”Stubbekøbing Fly By”. Det er et udlagt mærke tæt under land lige ud for havnen i Stubbekøbing. Som starten i Nykøbing, turen gennem Guldborgsund og i særdeleshed passagen ved Guldborg er ”Stubbekøbing Fly By” endnu et element, der bringer sejlere og tilskuere tættere på hinanden. Tiltag som, håber vi, vil trække flere nye sejlere til klubberne. Endelig vil jeg fremhæve vores korte 86 sømil 2Star-bane, da det er en sejlads, hvor nye sejlere under ordnede forhold og med høj sikkerhed kan prøve kræfter med dels shorthandsejlads, dels kapsejlads og dels natsejlads, siger Jørgen Bojesen.












Produktnyt

Rindom i klar EM-føring før finaledag

Tager du ansvar for sikkerheden, skipper?

Ligastart med nye både og nye regler

Anne-Marie Rindom har kurs mod EM-guld