Tysk Medie: Eksplosiv Vegvisir vækst

Knap 300 dage før start, kan den nye internationale sejlads for single- og doublehand mønstre hele 48 både – 24 i singlehand og 24 i doublehand, hvilket betyder, at 72 sejlere dags dato er klar til at indtage Nykøbing F. fra den 23. august 2018.

Siden tilmeldingen åbnede 18. oktober 2017 er deltagertallet til Vegvisir Race 2018 steget i et tempo som Europas største bådemedie tyske Yacht beskriver som ”eksplosivt”. Og i den seneste uge er der kommet flere prominente sejlere til. Blandt andre har chefredaktør Jochen Rieker fra netop Yacht tilmeldt sig, og senest har designchef for Hanse Group Karl Dehler også meldt sig på banen. Begge stiller op på den 210 sømil lange 2Star-bane i hhv. en J/109 og en Dehler 38C. Spændende bliver det om X-Yachts modtager en officiel udfordring på denne distance, ligesom det var tilfældet, da Karl Dehler udfordrede det danske værft på Silverrudder Challenge i 2015 – og vandt.

Dynamisk felt

På singlehand-banen er der tikket tilmeldinger ind fra den dobbelte Silverrudder vinder Franz Schollmayer, der sejler Esse 850 og fra Jan Andersen, der havde rekorden på Silverrudder i flere år. Han stiller op i sin kulfiber trimaran Black Marlin.

På deltagerlisten finder man også klassiske både som Nordisk Folkebåd, Maxi 999 og Polaris Drabant. Største gruppe blandt værfterne er Seascape, der i skrivende stund har fem både med, mens X-Yachts og Dehler begge har fire både på linjen.

"Vi er rigtig glade for de mange tilmeldinger, og vi synes, det skaber en god dynamik, når der er variation i feltet. Sejlerne har tydeligvis set potentialet både for at opleve adventure sail racing og for at sejle for at vinde", siger Morten Brandt fra Vegvisir Race.

Startnummeret kan sælges

Modsat sammenlignelige kapsejladser er det på Vegvisir Race muligt at sælge, eller overdrage sit startnummer til en anden deltager frem til 14 dage før start. Det sker ifølge løbsleder Jørgen Bojesen fordi det kan være svært planlægge 10 måneder ud i fremtiden: "Folk, der har tilmeldt sig i dag kan af den ene eller den anden grund blive forhindret i at komme til start om 293 dage. De skal naturligvis have en mulighed for at komme af med deres startnummer, hvis de skulle blive forhindrede", siger han.

Der kører frem til 30. november Early Bird tilbud på deltagelse i Vegvisir Race på 729 kr. (€99) pr. person. Herefter stiger prisen mærkbart til 1.179 kr. (€159) pr. person for siden at stige til 1.479 kr. (€199).

Yderligere information og tilmelding: www.vegvisirrace.dk







Bådudstillinger

Boot Düsseldorf aflyses - flyttes til 2022

Kort nyt

Jules Verne: Team Gitana på sporet til verdensrekord

Kapsejlads

DH-DM: Tilmeldingen åbner medio marts





Udvalgte artikler *