fbpx

Trim din båd

Sig nærmer tiden. Sæsonen går på hæld, og bådene skal snart rigges mere eller mindre af og i vinterhi. Nogle sejlere er mætte af en god sæsons sejladser, andre har ikke fået nok. Men fælles for alle er, at årets sidste sejltur nok er lidt vemodig.
Men trods vemoden, så skal sidste sejlads ikke være den rene hyggetur. Det er på denne tur, at næste sejlsæson skal forberedes. Så der skal knokles lidt, man noterer sig såvel bådens gode sider som de fejl og mangler, der skal rettes op på i løbet af vinteren. De fire vigtigste redskaber hertil er papir, tusch, målebånd og en god tape.

Hvert sejl sin huskeseddel
Først og fremmest sejlene. Brug så mange af dem på den sidste tur som muligt. (Og dem du ikke får hevet op på den sidste tur, dem lægger du ud på græsplænen eller på spisestuegulvet) og gå dem nøje igennem for slitage, rifter og andre fejl, som du selv eller sejlmageren skal rette i løbet af vinteren. Og lad være med at tro at du kan huske det hele. Skriv en seddel på hver sejl med hvad der skal laves, og hvis det er sejlmageren der skal på arbejde, så aflever dem allerede nu i efteråret.
Det behøver ikke at være store flænger eller manglende slæder. Det kan være en lidseline, der skal skiftes, et agterlig, der er begyndt at flappe eller dybden i et sejl, der er vandret lidt for langt agterud i løbet af sæsonen. Og hvis et af sejlene skal udskiftes til næste sæson, så er det på den sidste tur, at beslutningen skal tages. For det første udviskes den klare erindring i løbet af vinteren, om hvor dårligt sejlet er blevet. For det andet, så giver de fleste sejlmagere rabat i november/december, men har ventetid og høje priser til foråret. Så tag beslutningen om at købe et nyt sejl, inden du bjærger det gamle på årets sidste tur.

På kryds
Tag en god lang bidevind sejlads på begge halser på den sidste tur. Stil sejlene optimalt, og mærk så efter om båden: Sejler ens på begge halser. Er hård på roret eller måske for neutral at styre. Går dårlig højde. Krænger mere end den bør osv. Det er her, de store trim-ændringer næste forår skal grundlægges.
På mange især lidt større både, er det at flytte masten frem og tilbage i toppen eller måske sideværts et større projekt, som man ikke klarer på et par minutter med en svenskenøgle. Så selvom du ikke har løsningen på problemet, mens du sejler årets sidste tur, så skriv problemet detaljeret ned, og snak med sejlkammeraterne om løsningen af problemet i løbet af vinteren. Når der er gået 14 dage efter du har taget båden på land, har du glemt alle problemer, og husker kun hvor vidunderligt båden sejlede.

Målebånd, tusch og tape
Resten af turen må du godt nyde det, hygge og være lidt vemodig. Men når båden er kommet i havn, begynder der et nyt og lidt tidskrævende arbejde: NU skal trimmet noteres ned. Hvis det er et godt trim, behøver du ikke begynde
forfra næste forår. Og hvis det er et utilfredsstillende trim, så er det vigtigt at have et udgangspunkt for, hvordan masten ikke skal stå.
Når sejlene er pakket (husk at tør dem grundigt, hvis de er blevet fugtige), så er det frem med blok og pen plus målebånd. Start med mastens placering i mastehullet og/eller ved mastefoden. Slæk hæk- og bagstag helt af, så masten står så ”afslappet” som muligt og noter præcis, hvor den står i båden. Hviler eller trykker den på for- eller agterkanten af mastehullet? Presser den mod en af siderne i hullet? Hvor står den i mastefoden? Sæt evt. en fed tuschstreg præcis hvor den står. Hvor mange centimeter er det muligt at flytte den frem og tilbage, hvis du næste år skulle få lyst til at lægge masten længere tilbage i toppen eller frem?

Afstanden fra tape til dæk
Nu kommer turen til riggen. Sæt hækstaget let og begynd med at registrere forstagets nøjagtige placering. Hvis båden er forsynet med en røstjernsskinne i fordækket, så sæt en fed tuschstreg (vandfast) der hvor forstaget sidder fast. Sæt så et stykke tape på et givet sted på staget f.eks. med underkanten af tapen præcis 100 cm over dækket. (Noter også om du måler på siden, for- eller bagsiden af staget).
På klassebåde kan det være en stor hjælp for fremtidige trim, at placere tapen i en bestemt afstand over dækket.
I Drage-klassen har næsten alle både det lille stykke tape siddende omkring 120 cm over dækket. For at placere tapen afmonteres forstaget for et øjeblik og trækkes ned langs masten. Tapen placeres derefter præcis der, hvor det sorte målemærke på masten (lige over bommen) sidder.
Så har man et helt præcist mål fra tapen til fordækket, og sejlerne af den samme bådtype, kan nu diskutere om båden bliver for hård på roret med 121,5 cm eller om højden bliver for dår-lig med 118 cm målt fra tape til dæk. Ganske praktisk.

Fra talorit til dæk
Til sidst kommer turen til vantene. Her skal man også notere sig præcist hvor hårdt eller løst riggen står. Det nemmeste er at måle afstanden fra dækket til den øverste kant på taloritten lige over vantskruen (eller hvad man nu har på sine vant lige over dækket).
Igen er det ikke ligegyldigt, om man måler på yder- eller indersiden af vantet - der kan godt være et par mm forskel, og på en sejlbåd kan ganske få mm rigspænding være forskellen på et godt og et halvdårligt trim. Hvis vantene skal afmonteres, når masten er kommet af, er det også meget vigtigt at mærke dem med styrbord/bagbord, så de ikke bliver ombyttet næste forår. Så at sige ingen stålwire kan skæres lige lange, der vil næsten altid være en forskel.
Så er tiden kommet til årets sidste øl eller hvad man nu drikker i cockpittet efter endt sejlads. Men husk at lægge blokken med de vigtige notater på et sikkert sted. Tag den helst med hjem, så den ikke bliver ødelagt af fugt i løbet af vinteren.
PS: Det med, at det pinedød skal være på ”sidste sejlads”, at man registrerer bådens trim og unoder, behøver ikke tages helt bogstaveligt. Vejret om efteråret er mildest talt ustadigt, og hvis man venter for længe med at tage sejladsen, hvor man noterer bådens gode og dårlige sider, så risikerer man, at den bliver aflyst på grund af dårligt vejr, og så pludselig skal båden på land i huj og hast.
Så måske bør man finde en dejlig sensommer/efterårsdag med frisk mellemluft, og så invitere det fast mandskab på en ”noterings-sejlads”. Men husk blok, vandfast tusch, målebånd og lidt til at skylle efter med. Og så tak for en god sæson.

2009-06-28 20:49:32 af wulzctnc

aP5Tyc sqmsjcgbhpjm, [url=http://ftvoerxlcbxm.com/]ftvoerxlcbxm[/url], [link=http://bcdbdupnlqzg.com/]bcdbdupnlqzg[/link], http://qssmidizumzp.com/







World Match Racing Tour

World Match Racing Tour nu også for kvinder  – men hvor er de...

Kapsejlads

GRDR ’22: Vil 'åbne' vesterhavet for sejlsport

★ Artikel

★ Kapsejladsens mange ansigter

America's Cup

Team New Zealand går efter verdens-rekorden – på land!

Kapsejlads

Palby Fyn Cup vender stærkt tilbage

Kort nyt

Als Rundt - nu også med X-appeal...





Udvalgte artikler *

Hvorfor lære at sejle?

Mikroeventyr er hot – skal du med?

Ny båd til sommer?