Mage til omklamring af barnets egen passion ser vi nærmest kun i elitesportsgrene med "korte sportsliv", som vi selv peger fingre ad som skrækeksempler (f.eks. tennisbørn og gymnastikpiger). Og det gør vi midt i en alder, hvor børnene er driftigt i gang med en fundamental løsrivelsesproces fra sine forældre. Hele forældregerningen handler jo fundamentalt om, at klargøre barnet til egen myndighed, selvopretholdelsesdrift og selvstændighed. Det gælder vel også deres passioner, ikk'?
Jeg vil på ingen måde fordømme årtiers engagerede forældres opbakning af deres børn, og jeg vil heller ikke trække en idealistisk "lighedsdiskussion" ind i dette indlæg. Jeg kan bare åbenlyst konstatere, at efter 5-7 års høj-intenst klassisk Optimist-forløb så er frafaldsraten fra vores sport så stor, at det må vække refleksion og eftertanke. Forvalter vi vores spirers indslusning rigtigt?
Ved blot at følge OCD's sidste krise - debatteret på dette forum – havde jeg svært ved at skelne mellem hvem der var de reelt voksne? Jeg tror simpelthen, at en del af svaret på sejlsportens manglende tilslutning findes her. Alt for megen utidig voksenindblanding og manglende tilbud til de ikke-kapsejladsfokuserede. Og selvom Optimistsejlads ikke er den eneste ungdomsaktivitet i dansk sejlsport, så er den er helt sikkert ofte hele kultur-fundamentet i de unges startende år.
Resultatet er åbenlyst på en lang række områder og betyder i grove træk: En formindskelse af aktørmassen i de senere år med meget stor konsekvens for sportens bredere udøvelse og tarv senere hen. Ungerne gider simpelthen ikke det forældre-ræs, og så snart de har chancen og modet til at sige fra, er de væk. De vil have fred. De vil have deres eget liv ... Og sejlsporten har – uforskyldt - stået i vejen. Og hvor forkælede, vi voksne nu kan blive enige om, de er, så forstår jeg dem godt. Var jeg 15 år og aktør i det forældrecirkus, så var jeg også skredet.
