Bådmagasinet | Chartersejlads mellem italienske bjerge

Chartersejlads mellem italienske bjerge

28-09-2006 10:00 Hans Henrik28 Sep 2006 8:00 - Anders Høegh Post
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Vi var en flok erfarne Middelhavs chartersejlere, der havde lejet båd i Italien nær Napoli for at prøve noget nyt. Det blev en flot og uforglemmelig tur.
Båden, en Bavaria 40, lå i Agropoli lystbådehavn ca. 110 km syd for Napoli lufthavn efter en tur med minibus på to timer. Det var næsten en time mere end vi havde fået oplyst.
Vi sejlede nordpå mod Amalfi kysten, som er en af verdens smukkeste og med på Unescos liste over verdens naturarv. Bjergkysten er meget høj, 1200-1400 m, og det snød os, for vi kunne se byens hvide huse op ad bjergsiden. Vi skønnede at der var 2-3 sømil til havnen, men navigatoren sagde 10 sømil. Den får altid ret. Der er ingen navigations-problemer, for bjergene er så høje at man ser sit mål på 20-25 sømils afstand. Misvisningen er som i Danmark, omkring nul grader. Der er ingen sømærker, for der er overalt meget dybt, 200 m eller mere.
Efterhånden som vi nærmede os den flotte, høje bjergkyst, slingrede båden i en større og større dønning, der indhentede os sydfra. På et stort hav som Middelhavet kan der altid være en kuling 400 sømil borte, som sender dønninger langt omkring. Amalfi er en tidligere sømagt, der i 1000-tallet kæmpede med Genua, Pisa og Venedig om herredømmet på Middelhavet, og Amalfi har eget flag, et hvidt malteserkors i blå dug. Amalfis sølove Tavole Amaltitane blev fulgt helt til 1570. Alligevel har denne fordums sømagt ingen rigtig god havn, men byen ligger i den mindst ringe af bjergkystens bugter, hvor kun én enkelt, nyere vestmole beskytter mod den fremherskende vind.
Vi kom ind i den lille havn mellem opankrede fiskerbåde ved den maleriske bys hvide huse inde mellem kystens palmer. En gummibåd kom os i møde og viste vej til gæstebroen. Vi bakkede ind, som man gør overalt på Middelhavet, og gummibåden hjalp med at trykke vores stævn rundt. Man skal endelig ikke bruge eget anker, for alle havne har udlagt kraftige fortøjninger, som fiskes op med hjælp fra havnens personale og gøres fast i stævnen. Fra broen rakte havnens folk et par faste agterfortøjninger med kraftige fjedre til os. Lidt af dønningen udenfor slap ind i havnen, men fortøjningsfjedrene viste, at det var man vant til.
Det var påske, og den travle hovedsæson var ikke begyndt endnu, og vi og en tysk sejlbåd var de eneste gæstebåde. Næppe havde vi fortøjet i de idylliske omgivelser, før vi fik en forsmag på italienske havnepenge. Vor danske udlejer SunWay havde sagt, at ”de er noget højere end i Danmark”, og de tør siges. Uden blusel forlangte havnen 55 euro (412 kr.) for en 12 m båd. Faciliteterne var et usselt, offentligt wc og et bruserum uden bruser, samt en spændende by.
Havnepenge er dog en underordnet detalje, bare havnen og byen er køn og spændende. Vi havde betalt 12.000 kr. for båden i en uge og 2400 kr. pr. flybillet, og så tænker man ikke på havnepenge på 412 kr. fordelt på seks personer. Men en familie i egen båd vil mærke de italienske havnepenge meget hårdt, og ankrer derfor ofte uden for havnene. Standardtaksten var ca. 50 euro (375 kr.) i Napoli området. Og så havde vi endnu ikke mødt de allerhøjeste havnepenge på Capri.
Amalfi har en havnepromenade mellem palmer samt et kønt torv, der myldrer med promenerende italienere. Der er også livlig biltrafik mellem de gående, hvor gaden fra torvet går op ad bjerget mellem høje pastelfarvede huse med italiensk vasketøj på facaderne.
På torvet ligger en flot domkirke fra 800-tallet med 66 trin op ad en storslået trappe. Kirkens bronzedøre er fra Konstantinopel i 1000-tallet. Klokketårnets kuppel er dækket med grønne og gule arabiske kakler, der ses på mange af områdets kirker.
Amalfi blev angrebet af Pisa i 1135 og senere af arabere og tyrkere. I 1343 blev det meste af byen ødelagt af havet ved en pålandsstorm.
Den eneste, stejle gade mellem byens huse op ad bjerget blev til ”mølledalen”, Valle dei Mulini, med enkelte papirmøller som en rest af middelalderens talrige vandmøller, hvor papir var en vigtig handelsvare. I en stor kanal under gadens dæksler brusede en flod, som gav drikkevand og tidligere drev vandmøllerne.
Om aftenen var det 30-40 cm højvande, for der er lidt tidevand ved Italien, og dønningen fra syd gyngede os blidt i søvn. Der var for megen dønning til at vi kunne have landgangsplanken
permanent ude.

”Rough”, hellere Ravello
Næste dag var der lidt frisk vestenvind med mere dønning i havnen, og havnemester sagde, at søen var ”rough” længere ude. Tag hellere op til den kønne landsby Ravello 350 m oppe i bjergene. Han talte godt engelsk, hvilket viste sig at være en sjældenhed. Andre havnefolk talte kun italiensk, ligesom hovedparten af alle italienere, selv på turiststederne, og man må klare sig med fingersprog. Det var en stor fordel at kunne nogle få italienske ord.
Havnemesterens forslag lød godt, så vi stuvede os alle seks i en minibus og kørte syv km op ad en bjergvej med mange hårnålesving. Fra vejen så vi ned mellem pinjetræer og palmer over det blå hav dybt nede. Vurderingen af Amalfi som en af verdens kønneste kyster er nok gjort inde fra land. Set fra en båd er alle kysterne lige smukke.
Ravello er en meget idyllisk bjergby med smalle gader mellem hvide huse og en stor domkirke fra 1086 ved kirketorvet. Vi besluttede at gå hjem ad en lille sti, der naturligvis var en trappe med tusindvis af uregelmæssige trappetrin. Det tog et par timer. Den blå grotte på Capri hører man om. Men fire km vest for Amalfi har klippekysten en grøn grotte med el-belysning, Grotta dello Smeraldo, som man om sommeren kan sejle ind i med turistbåde fra Amalfi.

Sirenesang ved klipperne
Fra hyggelige Amalfi sejlede vi vestpå langs den flotte klippekyst mod Capri, turistøen over alle turistøer, så den måtte vi se. Vinden var svag og imod, så vi gik for motor. Capri er næsten 600 m høj og vi havde øen i sigte på 20 sømils afstand. Vi sejlede på 800 m dybt vand, selv tæt på Amalfis bjergkyst. Capris havn Marina Grande er på nordsiden. Vi sejlede syd om øen for at gå hele vejen rundt om den lille klippeø, som kun er 3,5 sømil lang.
Østpynten er en 296 m næsten lodret klippe, fra hvis top kejser Tibirius styrede romer-riget i årene 27-37. Han havde den uvane at skubbe fjender ned fra klippen.
På Capris SSØ pynt styrede vi efter de tre mystiske Faraglioni klipper, hvor sirenernes sang lokker søfolk til skibbrud. De tre klipper er nærmest lodrette søjler på 109 m, 80 m og 104 m, og den ”lille” i midten har hul igennem til turistbådene. Vi sejlede tæt forbi og lyttede efter sirenernes sang, der lød
livagtigt som bølgebrus om klipper.
På vor tur rundt om Capri friskede nordvestenvinden hårdt til 10 m/sek., og kortvarigt vraltede båden i tilbageslag og voldsom dønning, der buldrede hvidt ind mod Capris stejle klippekyst. På øens nordside fik vi vind og dønning med os, og vi kom forbi åbningen til den berømte blå grotte. Der er flere åbninger, og vi vidste ikke, hvilken der var den rigtige. Hullet til den blå grotte er kun 90 cm høj, og kun små både kan komme ind, men når dønningen er 1,5 m er det umuligt. Det kræver stille vejr, men så er der et mylder af små robåde med turister og en ”kontorbåd”, der opkræver 10 euro pr. person i adgang, og så spiller de også ”O sole mio” på bånd.
Vi anløb den store Marina Grande, hvor turistfærger gik ud og ind. I lystbådeafdelingen blev vi vinket ind ved siden af en enlig tysk gæstebåd, og havnens folk strammede op i linen til agterfortøjningen, så vi fik fat.
Vi var forberedt, og havnemanden kom straks med regningen: 110 euro (825 kr.) for una notte (en nat).
Der var så megen dønning i havnen, at vi ikke kunne lægge landgangsplanken permanent i land. Vi måtte én ad gangen løbe over den gyngende planke, inden den faldt ned. Disse klippehavne er urolige, fordi åbningen er bred. Molerne er bygget på 10-20 m dybde, hvor det er næsten umuligt og meget dyrt at lukke helt af.
Havnen myldrede med turister på kajen og i smalle gyder mellem hvide huse, og store færger kom ud og ind kl. 10-19, hvorefter Capris aftenfred sænkede sig.
En taxa kørte os op til Capri by, der ligger 300 m oppe over havnen med fantastisk udsigt over det blå hav. Gaderne var fyldt med turist- og modebutikker på stribe med Gucci og andre kendte mærker. Her var så megen turisme, at vi ikke orkede at se hele øen, og vi tog en skrå bjergbane ned til havnen igen. Mærkelig nok er alle skilte kun på italiensk, og her forstod næsten heller ingen italienere andet end italiensk.
Da vi kom tilbage opdagede vi at motoren havde lækket en del vand under dagens sejlads, tre spandfulde.

Kanal 68, 14 eller seks m/sek.?
Morgenvejrmeldingen fik vi på bånd på VHF kanal 68. Den sagde NV syv Beaufort (14 m/sek.). Sludder, sagde en tysk sejler ved siden af. Hans vejr-melding fra Hamborg mente N tre (seks m/sek.). Snart skiftede den italienske vejrmelding til S tre Beaufort.
Vinden var faktisk svag østlig, da vi sejlede østpå mod Sorrento, som charterfirmaets brochure anbefalede for sin maleriske by på klippekanten. Vi gik for motor langs en køn bjergkyst med vulkanen Vesuvio (Vesuv) i sigte forude.
Vesuvio har haft flere alvorlige udbrud, det meste kendte fra år 79, da Pompei blev ødelagt. Det sidste var i 1944, da kegletoppen blev sprængt af, og den evige røgsøjle som sikkerheds-ventil ophørte. Siden mener man, at trykket vokser og vokser, så vulkanen kan futte af en dag ved storbyen Napoli.
Ved anløb af Sorrento friskede modvinden kortvarigt til 8-10 m/sek., men der var læ inde i havnen. Desværre var brochuren forældet, og havnen var kun for færger og meget små fiskejoller, ikke en eneste plads til en sejlbåd fandtes. i prajede nogle marinere på kajen, og de spurgte videre
på deres håndholdte radio og gav svar: Videre til næste marina. Den blev frarådet i vore noget forældede havnelods, sådet betød seks sømil videre mod en større havn samt mod Vesuvio og mod frisk vind, der aftog.
Vi ankom til Castellamare, en stor værftshavn med mange lystbådebroer foran byens huse. Det var en ”rigtig” havn med gode moler fra stranden, og efter dønningen ude ved Capri var her vidunderligt stille. En snusket havnemand kom straks efter med regningen, 50 euro (375 kr.).
Han anbefalede også den nærmeste restaurant, hvor han helst straks ville følge os over. Det bestemte vi nu selv.
Byen var stor, men virkede fattig med skumle, smalle gyder med det traditionelle vasketøj på facaderne. Der var en flot havnepromenade med palmer og gamle kanoner overfor Vesuvio, og der er kun 10-20 km til ruinerne af Pompei og Herculanum.

Til salt-byen Salerno
Motoren var helt død, da vi ville starte næste morgen. Så død, som når der mangler en el-forbindelse. Vi søgte og fandt ret hurtigt, at startbatteriets kabler lå helt løse på polerne og kunne løftes op. Utroligt at motoren havde startet indtil nu. Da polskoene blev skruet fast, var motoren villig igen.
Vi rundede den høje klippehalvø med Amalfi og sejlede til Salerno inde i bugten, en by med hvide huse op ad bjergsiden og en flot, gammel borg på toppen. Det var en stor containerhavn, hvor der også var mange lystbåde, og her var dejligt læ, da dønningen ikke nåede ind.
Den lystbådebro, vi tilfældigvis valgte, viste sig at tilhøre et lystbådeværft, og to værftsarbejdere virkede lidt sure over bådens græske flag. Det hjalp at vi sagde, at vi var fra Danimarca, men de talte kun italiensk, så skipper måtte ind og tale med chefen, som også kun talte italiensk, men alt var ok, og vi kunne ligge una notte gratis. Gratis hedder gratis på italiensk. Så svært er sproget heller ikke.
Byens navn Salerno kommer af sal, salt, som gjorde byen rig i middelalderen, og der er smukke promenader, der mindede om Napoli. Da vi nu ikke kom til selve Napoli, nøjedes vi med palmerne her på Salernos brede promenader.
Sidste dag sejlede vi hjem mod starthavnen Agropoli i sol og halv vind til aflevering af båden efter en dejlig uge med smukke kyster og 120 sømils oplevelser. To uger ville have været endnu bedre i de smukke omgivelser.

Charterbåd i Italien
Bavaria 40, 12 m, tre dobbeltkahytter. Ca. 12.000 kr./uge lavsæson, ca. 19.000 kr./uge juni-juli-august. Mange andre både findes. Italiensk personale taler engelsk. Græsk flag, græsk ejer Kiriacoulis, gennem SunWay, Hornslet, www.sun-way.dk, tlf. 86 97 50 66.
Bådens søgelænder dinglede efter en trykket forpulpit. Før start måtte en dryppende slange til ny vandtank skiftes, og vandfyldt lampe på et toilet repareres.
En redningskrans måtte surres, da holderen var itu. Motor lækkede vand, tre spande om dagen. Motors startbatteri havde løse kabler, som vi måtte skrue fast for at få liv i motor.
Båden var udmærket at bo i, og med en anelse mekanisk snilde fin at sejle, for det var årets første tur.

Italiensk vejr
Vi sejlede i påsken i april. April, maj og sommeren har mest rolige vindforhold, gennemsnit april tre m/sek., men med op til 10 m/sek. i byger nær land. Lidt natteregn. Højsommer meget varm og tør.
Vejrmelding på VHF kanal 68 på bånd på engelsk og italiensk. Napoli området hedder Central Thyrenian East. Italiensk forstås også, idet verdenshjørner og vindstyrker udtales meget tydeligt. Det hedder nord, sud, est (øst) og ovest (vest, udtalt som ”å-vest”). Vindstyrker i Beaufort (ganges med to til m/sek.). Havnekontors vejrmelding kun på italiensk og med vindstyrke i nodi (knob, divideres med to til m/sek.)

Udvalgte artikler til salg - GRATIS for abonnenter under Mit Bådmagasin

140

Udvalgte varer til vores abonnementer

135
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer