Unge surfere i det kolde Hawaii

SURF: 65 børn og unge surfere – og lige så mange forældre, brugte deres efterårsferie på den årlige surfcamp i Klitmøller, og kastede sig allerede første dag ud i Vesterhavet.

22-10-2012 06:51 - Søren Øverup

Det var femte år i træk, at Sebastian og Torben Kornum arrangerede surfcamp'en, som de med et glimt i øjet kalder for JP Young Gun Classic – opkaldt efter et surfstævne fra 80'erne i det virkelige Hawaii. Den danske camp startede, da Sebastian var 14 år gammel og forældrene ønskede at samle hans unge surfvenner til en aktiv efterårsferie. I dag er Young Gun Classic kendt for de mange deltagere til trods for det alt andet end eksotiske klima, som Klitmøller byder på i uge 42.

Verdens største junior-surfcamp

Sebastian Kornum, står sammen med seks jævnaldrende surfkammerater for træningen, og han har et godt bud på årsagen til Young Gun Classic's succes:

"Der findes tusindvis af danske børn og unge, som har lyst til at surfe, og de er stort set ligeglade med om det er varmt eller koldt i vejret. Havde de mulighed for det, ville mange af dem surfe hver dag, men de begrænses til daglig af forældrenes tid. I uge 42 tager familierne fri, lejer et sommerhus i Klitmøller, og surfer fra morgen til aften. Om aftenen har vi fællesspisning og hygger i Redningshuset. Young Gun Classic er ikke kun en surfcamp, men også en ferie for hele familien."

Der surfes uanset vejret

På camp'ens første dag var der i år stort set vindstille, men flotte bølger rullede ind i bugten ud for Klitmøller, og med hjælp fra den lokale surfshop, blev der hurtigt arrangeret padle-surfboards til alle. Både Young Guns og forældre havde en sjov eftermiddag på vandet, og der blev ikke noteret en eneste negativ kommentar om lufttemperaturen, som var beskedne 12 C.

Nexø3

Der surfes uanset vejret, og humøret er da også i top efterfølgende når der hygges.


Tre spots

De efterfølgende dage bød på windsurfing i timevis under alle tænkelige forhold. Trænerne fordelte sig på tre forskellige spots, og det var op til den enkelte deltager at vælge hvor de helst ville surfe. Mange valgte den fredelige Vandet Sø, som ligger få km fra Klitmøller, og andre det mere vindsikre spot Krik Vig på indersiden af Agger Tange, som byder på nogle af landets bedste freestyle forhold.

Det tredje spot er selve revet i Klitmøller, som i september dannede ramme om de professionelle surferes world cup. Revet er en kalkgrund, der skaber nogle af Nordeuropas bedste bølger, og for mange unge er det et lidt skræmmende surfspot, men under de trygge Young Gun Classic rammer, blev revet ændret til en overskuelig udfordring for de fleste.

Mere end blot en surfcamp

For Sebastian Kornum er uge 42 helliget Young Gun Classic også i årene fremover: "Der er selvfølgelig en del arbejde med projektet, men det er meget motiverende for os at se deltagernes begejstring for surfsporten. De nyder virkelig surfkulturen og etablerer mange værdifulde venskaber i ugens løb, og jeg er sikker på at alle går styrket herfra, ligesom vi selv gjorde, da vi var Young Guns for bare få år siden.

Arbejdet med campen er også en mulighed for os trænere for at give noget tilbage til sporten og vores sponsorer, så vi slår flere fluer med ét smæk" – siger den 20-årige medarrangør.

Se flere super dejlige fotos på næste side



Skriv en kommentar

Alle vores læsere kan frit deltage i debatten.
Husk at holde en god, sober tone.
Læs mere om vore retningslinier her >>
Captcha plugin for Joomla from Outsource Online
 

0 Kommentarer

 
 

 

 
 
 
 

 

 
 






 

onlineabo

 

printabo

 
 
 
 

Udvalgte varer til vores abonnementer

 
 
 
 

dit link til bådbranchen

Køge Boat Center
Floor/Lund Marine
Baadhuset