HOBIE TIGER

SEJLSPORTENS TIGER. Hobie Cat 16 har fået en ny storebror - Hobie Tiger på 18 fod. Topfarten er 25-30 knob, så det er med at holde fast, når den strømlinede ´tiger´ accelererer.
01-05-2001 15:13 Hans Henrik01 May 2001 13:13 - Troels Lykke
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
'Bare lad dig glide ud over kanten, så kommer resten af sig selv'. Det var den besked Bådmagasinets testsejler fik, da han i 8 sekundmeters vind ville kaste sig ud i trapezen på Hobie Cat 18 Tiger. Farten var omkring de 15 knob. Man må ikke rejse sig op for at gaste i trapez, så smutter man af krogen til trapezlinen, og så vælter katamaranen. John Rerskov Sørensen, som styrede, kunne undervejs fortælle, at noget af det sværeste for nye Hobie sejlere er at stå i trapez med høj fart og bølger, ikke mindst hvis du samtidig skal styre båden.
Når du endelig står på pontonen, har du følelsen af, at kunne blive kastet af båden hver øjeblik. Men samtidig er det også en berusende oplevelse at 'flyve' hen over vandet i høj fart.
Hobie Tigere er en videreudvikling af den snart 30 år gamle Hobie Cat 16. Den er designet af Hobie Cat topsejlere med det formål at kunne deltage i den åbne Formula 18 klasse. Her har den hidtil klaret sig bedst i de store felter, dog hjulpet af, at den olympiske Tornado-topsejler Mitch Booth har valgt Hobie Tiger.
Rullefokken har også gjort sit indtog hos Hobie Tiger, hvilket er en hjælp når katamaranen søsættes, hvor blafrende sejl ofte er generende. Rullefokken har også den fordel, at den kan rulles ind mellem sejladserne, eller hvis du vil have en pause på tursejlads.
Testbådens storsejl var let at trimme, da storskødet løber i otteskåret hal med kuglelejeblokke. For at krumme masten er stor spænding på storsejlet vigtig, så man i hård luft kan lukke noget af kraften ud af sejlet, derved undgås for meget krængning. Kata-maranen sejler bedst når den ene ponton lige er fri af vandet.
Cunningham-halet er ligeledes skåret i 8:1. Det kan hales, mens man står i trapezen. Halet bøjer masten efter samme princip som på et surfsejl.

Lav idedalvægt - men en herrebåd
Besætningens idealvægten på Hobie Tiger er ca. 150 kilo, hvilket er noget højere end Hobie Cat 16. Den lave idealvægt er samtidig en forklaring på, hvorfor der i katamaranklasserne findes så mange mænd og kvinder der sejler sammen.
Dog er Hobie Tigeren mere en herrebåd, hvor man kan veje op til 160 kilo. Der skal også gode armkræfter til at hale genakkeren. Det gælder om på læns at skære, så luv ponton løftes. Når den er hævet over vandet skal der faldes 30 grader af, hvorved der skabes yderligere acceleration. I Hobie Tiger klassen benævnes denne teknik populært, som en 'wild thing'. Hvilket må siges at holde stik, for farten på Tigeren steg, og vi nærmest fløj gennem Køge bugts bølger med 16-17 knob.
Et andet vigtigt trim er mastetrimmet, med et sindrigt system kan den ovale mast rotere. Jo mindre det blæser, jo mere skal masten roteres, da rotationen skaber en bedre strømlineform på sejlets læ side. Masten bliver samtidig mere ret, hvilket bevirker at sejlet bliver mere fyldigt og der skabes derved mere kraft i sejlet, noget som er afgørende i den lette luft.
Tigeren tilgiver flere fejl fra mandskabet end Hobie Cat 16, der i hård luft ikke giver mandskabet et øjebliks ro. Ved mindre fejlmanøvre kan Hobie Cat 16 finde på at slå forlæns kolbøtter. Hvis en kæntring sker i Hobie Tigeren skal man være to til at rejse den, så i hård luft tilråder Hobie Tiger sejleren John Rerskov Sørensen, at man ikke sejler alene ud.
Hobie Tiger stagvender også bedre end Hobie Cat 16 på grund af den anderledes skrog facon. Hobie Cat 16 - skrogene er formet som køle, så den kan sejle uden sværd. Tigerens sværd tillader en meget fladere bundkonstruktion, som får den til at glider bedre rundt i vendingerne.

Taktisk sejlads
I praksis betyder det, at der på kryds under kapsejlads kan sejles meget mere taktisk i Hobie Tiger. Det store volumen i skrogene bevirker tillige med, at Hobie Tigeren ikke går i stå i bølgerne, som Hobie Cat 16 gør det, noget som giver besætningen en mere stabil sejlads.
Testbådens sejlegenskaber var generelt i top, og det er en high-tech båd der lever op til tidens krav om funktionelle trimsystemmer. Prisen for Hobie Tiger er 108.000 kroner, hvilket ikke virker urimeligt, når man først har været ude at prøve båden. Ved et køb af Hobie Tiger får man en sjov sejlmaskine der både kan bruges til tursejlads og seriøs kapsejlads.
På verdensplan er der solgt ca. 300 stk., så der er langt op til salget af Hobie Cat 16, som er solgt i 100.000 eksemplarer. I Danmark er der solgt otte Hobie Tiger. Salget er geografisk godt fordelt blandt Hobie Cat Danmarks fire fleets, der ligger i Ishøj, Skovshoved, Middelfart og Århus. I alt er der ca. 300 aktive Hobie Cat sejlere i Danmark.



Udvalgte artikler til salg - gratis for abonnenter under Mit Bådmagasin

140
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer