Sea Ray 230

Amerikansk speedbådskunst. Sea Ray 230 er dyr af en 23-fods, men der er sejlegenskaber og kvalitet for pengene, og på en varm solskinsdag findes der næppe bedre platform end denne "amerikanerbil" til vands.
19-07-2002 Hans Henrik19 Jul 2002 10:49 - Torry Lindstrøm
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Amerikanerne kan noget særligt med speedbåde. Det er et udpræget amerikansk speciale, hvor der er akkumuleret lige så stor erfaring, som vi europæere har med at bygge sejlbåde.
Sea Ray 230 er et godt bevis for amerikansk håndelag og amerikansk stil i de rene fornøjelsesbåde. 230'eren er så udpræget bygget til dagsejlads i solskinsvejr, til solbadning, vandski og svømmeture. Den er usædvanligt bred, knap 2,6 meter, men det gør den til en vellykket platform for det ubekymrede driverliv til søs. Cockpittet er enormt og kan indrettes til solbadesenge i to niveauer, når agtersofaen fyldes ud med hynder ved hjælp af cockpitbordet. Bådens CE-godkendelse gælder for XXX personer, og de kan sagtens være ombord.
Nok er båden er bygget til highlife og solskin og oser af uhøjtidelig stemning med drinks-med-paraplyer-i, men der er ikke slået en tøddel af på sejlegenskaberne. Sea Ray 230 sejler førsteklasses, og sejlegenskaberne fremtræder endda, som om der er taget særligt hensyn til, at der sjældent er sejlvante og hårdhudede passagerer ombord.
Masser af fart men uden larm
Testbåden var udstyret med den største motorinstallation i standardprogrammet, en 7,4 liters Mercruiser MPI indsprøjtningsmotor, der kaster 310 heste på propellen, hvormed en topfart lige under 50 knob er inden for rækkevidde med to mand ombord.
Mere vigtigt er dog, at Sea Ray 230 cruiser glimrende helt op i nærheden af 30 knob og sejler usædvanlig komfortabelt og støjsvagt ved 20 knob, som de fleste normalt vælger som cruisingfart. Her er samtale i normalt leje mulig, takket være en glimrende lyddæmpning af både motorkasse og udstødning. Sea Ray'en er også behagelig at høre på for andre, der færdes på vandet.
Med over 300 heste på skruen accellerer denne model af Sea Ray 230 så hurtigt, at der knap kan være tale om en markeret planingstærskel, og selvom egenvægten er 2 tons, er det ikke urimeligt at se på lidt mindre muskuløse modeller, hvor der kan skæres 60-70.000 kr. af prisen.
Sejladsen er lækker. Sea Ray'en er flot retningsstabil, men den letvirkende hydrauliske styring giver en fin styrevillighed på en tillidsvækkende måde. Skroget er temmelig dybt med 21 graders bundvinkel, som klarer de fleste udfordringer. Med sin store skrogbredde krænger båden behersket i sving trods den dybe bund, og den slår ikke små, krappe sving fra høj planingsfart, man skal tage farten af. Så svinger den til gengæld flot og holder propellen fint i vandet. Den store bundflade sætter også på et tidspunkt en grænse for, hvor svære opgaver man skal stille 230'eren i sø.
Førerstole med tre kørestillinger
Det komfortable indtryk fortsætter over i interiøret, hvilket giver båden en helstøbt fremtoning. Polstringen er tyk og af god håndværksmæssig udførelse. Alle siddepladser er suppleret med drikkevareholdere, der forresten også er glimrende til en mobiltelefon.
Helt fascineret bliver man af de to solide førerstole, der er bygget, så de tillader tre forskellige kørestillinger: En god bid af sædets forkant kan slås op mod sæderyggen, så man udover den almindelige siddende kørstilling kan vælge at stå helt op og styre, eller sidde halvvejs stående på den opslåede pude. Det justerbare rat, der er standard på amerikanske både, hjælper til en ubesværet kørestilling, uanset hvad man vælger. Når man har prøvet det, er man solgt!
230'eren er en "overnighter", hvilket betyder, at der er indrettet køje under fordækket. Køjen er stor, for der kan sagtens ligge tre voksne uden at genere hinanden. Herude finder vi det eneste, vi som europæere kan opfatte som et drop i kvaliteten. Beklædningen i loftet er blot tæppestof, der er klæbet op under dækket, men vi må vist respektere, at det muligvis er den eneste metode, som holder i en planende speedbåd.
Faciliteterne er som ventet de mindst tænkelige til egentlig tursejlads. Der er kemisk toilet under køjen, og foran passagerpladsen i cockpittet er der en lillebitte håndvask og et pænt stort isoleret stuverum med dræn. Et 12-volts udtag under instrumentbrættet inviterer til at tage en elektrisk køleboks med, og den er der masser plads til ude ved siden af motorrummet. På badeplatformen agter er der bruser med forbindelse til ferskvandstanken, men her skal der økonomiseres, for tanken rummer kun 30 liter.

Sea Ray 230 Overnighter
Længde: 6,96 m
Bredde: 2,59 m
Dybgang drev op/ned: 0,53/0,97 m
Bundvinkel: 21 grader
Vægt “tør": 1950 kg
Brændstof: 215 l
Vand: 30 l
Motorinstallation: 310 hk
Mercruiser 7,4 liters MPI
benzinmotor. Motormulig-
heder 220-385 hk. samt
diesel 150 hk.
CE-godkendelse: Kat. B
Pris som testet: 408.106 kr.
Forhandling:
Tandrup Trading, Hørsholm,
tlf. 45 86 59 25.

Standardudstyr:
Hydraulisk styring og justerbart rat. Kompas, ekkolod, fuld instrumentering, stereoanlæg, isoleret køleboks, cockpitbord, bruser på badeplatform, kemisk toilet, havnepresenning og lav kaleche.
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer