Viknes 900 Combi

Den klarer alt - på første klasse. Viknes 900 Combi har egenskaber, der gør den egnet til både erhvervsfiskeri og færgefart mellem småøer, men den er også en fremragende fritidsbåd, med fin finish og masser af aktivitetsmuligheder.
18-07-2002 13:26 Hans Henrik18 Jul 2002 11:26 - Torry Lindstrøm
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Viknes 900 Combi vinder næppe skønhedspriser til vands, og den er vist heller ikke én, der indkasserer blide blikke fra sejlbåde i let vejr, for denne halvplanende nordmand slæber hækbølge af dimensioner efter sig.
Men er du først ombord, risikerer du at falde for en sjælden kombination af rå charme og glimrende kvalitet. Her er eksemplet på en båd, der i grunden er en arbejdsbåd, men som er så gennemarbejdet og omhyggeligt udstyret til lystsejlads, at de fleste fritidssejlere vil føle, de kan få alle deres behov dækket.
Med en længde på 9,15 meter og 3,30 i bredden er vi naturligvis oppe i en størrelse motorbåd, hvor det meste kan lade sig gøre indretningsmæssigt. En motorbåd over 27 fod er en stor båd. Tegnebogen skal også frem med en stor håndbevægelse, for standardprisen er 768.000 kroner, men Viknes 900 giver alligevel en udpræget fornemmelse af at få valuta for pengene.
Det første indtryk er den fiskerbådsprægede fremtoning med det braknæsede frontparti med den stærkt udfaldende, buttede stævn og styrehusets bagudvinklede frontvinduer. Agterude har vi det enorme og meget dybe arbejdsdæk/cockpit på tre gange tre meter. Der er masser af velanbragte håndlister og en god badeplatform. Viknes’en bygges som standard med fordoblet styreplads, så man kan stå og styre ude i cockpittet. Båden oser af brugsmuligheder, robust styrke og maskuline eventyr.
Flot aptering inden døre
Inde i styrehuset overraskes man af en virkelig fin kvalitet i apteringsarbejdet. Styrestolene og sofaen i dækssalon-højde er udført med formstøbt koldskum og møbelfinish på polstrerarbejdet. Det er lavet så nydeligt, at man næsten aner en konflikt, for med det skridt man går fra cockpittet og ind i styrehuset, er fra det ene yderpunkt til et andet i bådens anvendelsesområde.
Styrepladsen er fremragende. Man tilbydes en velformet styrestol af bucketseat-typen med fin pasning, plus en dobbelt passagerbænk i bagbord. Hele instrumentbordet er et lysegråt glasfiberelement i ét stykke. Der er ikke kælet for teaktræs-elskerne her, men sørget for drinksholdere og gode håndtag - af teak - i bagbord.
Udsynet til vandet lige foran båden er en smule begrænset af den høje stævn og af rorgængerens noget tilbagetrukne placering i styrehuset. Men det opvejes rigeligt af funktionen af styrehusets indadvendte forruder. De er en gave på dage med stærkt lys, hvor man sidder godt inde under "kasketskyggen" og slipper for lysreflekser i ruderne.
Indretningen af styresalonen er ganske traditionel for en motorbåd, med et flot pantry i styrbord med to blus, masser af skuffer og ekstra aflæggeplads, når man tipper styrestolen frem. I bagbord er der bygget kølerum under den agterste siddeplads, og Viknes har hensynfuldt placeret kompressoren ude agter, så man slipper for støj.
Syv køjepladser - med forbehold
Fremme i båden går man ned i en mellemgang med toilet (elektrisk) bag en pladsbesparende skydedør i styrbord og indgang i bagbord til en godt dimensioneret dobbelt "alkove" under styrehusbunden. Pladsmæssigt er køjerummet ikke pralende, men der er sørget for god ventilation med to store ventilationsriste op til styrehuset.
I stævnen er der indrettet etagekøjer. Den styrbords går knap an til to voksne, så skal den ene være ret lille. Den bagbords er en barnestikkøje, som ser rigtig god ud som stuveplads.
Sovepladsernes antal suppleres traditionelt med en topersoners køje i styrehuset, når man sænker kahytsbordet og lægger en hynde over, så det bliver til fem voksensovepladser plus to små. Så mange mennesker er båden dog knap indrettet til for andet end en kort bemærkning, idet der vil blive mærkbar mangel på skabs- og stuveplads til tøj og bagage.
Den er sej, men rolig og støjsvag
Sejladsen er en flot oplevelse, for Viknes’en er ualmindelig komfortabel at sejle. Det hænger naturligvis sammen med, at det halvplanende koncept ikke lægger sig ud med elementerne på samme måde som en helplanende båd, når man i denne 230-hestes version ikke når over 22 knob.
Men Viknes’en er en havbåd, og det demonstrerer den med beherskede skrogbevægelser. Bølger op til en ganske pæn størrelse tromler den myndigt igennem på en overbevisende måde, og det tungtbyggede skrog mæler ikke en lyd.
Generelt er båden bemærkelsesværdigt støjsvag, idet motoren står i en separat, svært lyddæmpet motorkasse, som naturligvis kan skilles helt ad til service og eftersyn. Sådan myldrer båden med praktiske og uventede detaljer. Agterude under den selvlænsende cockpitbund er aluminiumstanke, og på testbåden var der indrettet en skruebrønd, så man kan komme til propellen indefra, hvis f.eks. man får et fiskegarn i skruen.
Nok ligner Viknes 900 Combi et erhvervsfartøj, men den sejler som en lystbåd. Styringen er virkelig lækker med et Bosvik hydraulisk system, som tillader den fordoblede styring uden friktionsmæssige problemer. Der er kælet for chaufføren med de nye Morse reguleringshåndtag til motoren, der går blødt som smør. Og båden styrer naturligt og ligetil. Med fast skrueaksel, støttet af en god bid køl agterude, samt bovpropellen, der er ekstraudstyr, kan man lirke den store båd ind hvor som helst, uden at have de store forudsætninger.
Viknes 900 Combi er flot udrustet med en udstyrsliste, der foruden hydraulisk dobbeltstyring omfatter targabøjlen med lanterner, dobbelt batteri, defroster til forruderne, koldt og varmt vand, toilet med elektrisk skyl, samt brændstof- og ferskvandstanke i aluminium. Til ekstraudstyret lokkes der f.eks. med hydraulisk slirekobling til ca. 8000 kr., der tillader den store båd, som normalt løber 4 knob i tomgang, at gå præcist ned i de lave trollinghastigheder, hvor det drejer sig om en nøjagtighed på tiendedele af en knob.

VIKNES 900 Combi
Længde: 9,15 m
Bredde: 3,30 m
Dybgang: 0,90 m
Motorstørrelse: 165-300 Hk
Topfart: Ca. 20 knob
Brændstorftank: 2x250 l alu.
Vandtank: 160 l
Varmtvandsbeholder: 30 l
Sceptiktank: 80 l
Batterikapasitet: 2x115 Amp timer
CE-godkendt: 8-pers. kat. C
Testet med Yanmar 4-cyl. 230 Hk turbo diesel med intercooler.
Pris som testet ca. 860.000 kr. omfattende følgende ekstraudstyr. Bovpropel, køleboks, badeplatform, hydrauliske trimflaps og inspektionsskakt over propel.

Import :
Rungsted Bådeværft,
tlf. 45 86 85 00

Udvalgte artikler til salg - GRATIS for abonnenter under Mit Bådmagasin

140
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer