Kort nyt | Hestbæk og Dengsø helt klar til OL

Hestbæk og Dengsø helt klar til OL

Michael Hestbæk og Dennis Dengsø har fundet OL-grejet til deres nye 49er under testsejladser i Athen. Lidt fritid er det også blevet til inden OL.
12-08-2004 08:50 Hans Henrik12 Aug 2004 6:50 - Michael Hestbæk og Dennis Dengsø, OL-sejlere
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Nu er OL så småt ved at nærme sig. Dennis og jeg rejste allerede ned til Athen den 23. juli for at teste farvandet ud for Athen. Vi har købt 3 nye master, en ny båd og forskellige ror og sværd som skulle testes inden vi nu har bestemt os for lige præcis det grej som vi tror på er det helt rigtige at bruge til OL.

Vi har været så heldige at Allan og Klaus som sluttede 2. i udtagelsen sagde ja til at træne sammen med os hernede. Uden dem havde vi simpelthen ikke kunne nå alle de ting vi skulle. Vi har set flere af vores konkurrenter flakse lidt forvildet rundt og måtte line op mod forskellige både hver dag. Et godt OL kræver en god forberedelse og det mener jeg vi har fået, godt hjulpet af hele det Danske 49er hold.

Det er sådan i 49eren at det til tider godt kan være svært at finde en god mast. Det så vi slutningen af vores OL udtagelse og ved EM, hvor de master vi brugte ikke rigtig havde det fornødne fart potentiale.

Dannebrog i front
Til træningen og forberedelsen her i Athen har vi købt tre master som alle er valgt omhyggeligt ud efter opmålinger som vi laver med lodder på masten og derved får de forskellige bukke kurver på masterne. Faktisk har vi målt ca. 50 master igennem inden vi har bestemt os for lige netop de tre master som er kommet med her til Athen.

Efter ca. 10 dage med fart- og kapsejladstræning fandt vi frem til at specielt to af masterne havde helt klart de rigtige egenskaber som vi søgte efter. Vi stod så over for et luksus problem at skulle vælge en’ frem for en anden, da vi kun må måle en mast ind til OL. Men det giver en vis ro, at vide at ens reserve mast er fuldt ud lige så god som ”første spilleren”.

Den 5. målte vi båden og grejet ind. Alt skulle skilles ad til mindste detalje, måles og vejes. Der blev sat et stort Dannebrog i storsejlet og ligeledes kommer vi alle til at sejle med spilerne syet i national flag. Det bliver forhåbentlig et rigtig flot syn når vi kommer ”blæsende” forbi kameraerne.

Fire dage på græsk ferieø
Hele det danske sejlerlandshold er netop tjekket ind på det hotel som vi skal bo på under OL. Fra Dennis og jeg kom herned til den 5. august hvor båden skulle måles ind, har vi haft nogle virkelig lange og hårde dage på havnen, dels med at sejle, men også med at lave de nye master og båden klar. Det lyder umiddelbart ikke af så meget, men tro mig det er desværre ikke noget man lige gør på et par formiddage. Den 6. til 10. holdt vi så fri fra sejlads, vores kærester kom ned, og fire dage tilbragte vi så sammen på en Græsk ø der hedder Paros med en del sightseeing, men også en hel del tiltrængt afslapning.

Tilbage er kun nogle små justeringer og lidt kapsejlads træning inden det går løs med første sejlads den 16. August. Jeg vender tilbage med mere nyt når vi kommer så langt.

/nitz

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer