Kampen på vandet og i retten

11-02-2009 Hans Henrik11 Feb 2009 11:20 - Joakim Rechnitzer
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

America’s Cup-sejlerne i Auckland venter i spænding på fremtiden. Høringen i New Yorks appelret har man kunne følge live på nettet. Foto: Mark O'Brien/Alinghi.

Det forsvarende hold i America’s Cup, Alinghi, vandt i dag første slag mod BMW Oracle i udfordrernes finale af Louis Vuitton Pacific Series med kun et sekund. Amerikanerne førte sejladsen det meste af vejen, inden Alinghi på sidste lænseben kom igen, og valgte den favoriserede ende af mållinien.

Mens de to hold kæmper på vandet, er det sidste kapitel i retssagen om den 33. udgave af America’s Cup ved at blive skrevet. Ved appelretten i New York argumenterede holdenes advokater for hvem, der skal have ret til at være den officielle udfordrer. Alinghi vandt den seneste dyst i retten og med BMW Oracles appel vil rettens kommende afgørelse være endegyldig.

Vinder Alinghi i retten, så den spanske klub CNEV bliver officiel udfordrer, vil America’s Cup højst sandsynligt være oppe at køre igen med en event i 2010. Skulle retten gå BMW Oracles vej kan en dyst i store flerskrogsbåde mellem de to hold være på vej. Uanset resultatet i retten er det umuligt at forudse hvor America’s Cup er på vej hen.


Første stik til Alinghi (SUI) i udfordrerfinalen med bedste tilgang til mållinien og en sejr på et sekund over BMW Oracle. Foto: Paul Todd/Outsideimages.co.nz.


Kamp ude – Team Origin ved godt mod
På trods af nederlag i kvartfinalen til Damiani Italia Challenge har Team Origin og Christian Kamp vist deres værd. Med samme aggressivitet som tidligere pressede Team Origins skipper Ben Ainslie italienerne i starten, men umpirene på vandet dømte angiveligt ikke til englændernes fordel. Damiani kom bedst fra start og vandt kvartfinalen med 29 sekunder.

”Vi er kommet langt og holdet har et stort potentiale for fremtiden. Fremtiden for America’s Cup er naturligvis afhængig af retsagen, men med dette sagt er vores program for resten af 2009 lagt fast med sejlads i maxi-både og matchrace,” siger skipper Ben Ainslie, der håber at være hurtigt tilbage i AC-bådene og en America’s Cup konkurrence.

I semifinalen kunne italienerne ikke stille meget op mod BMW Oracle, der med en margin på 35 sekunder avancerede til udfordrerfinalen. Alinghi, der med en førsteplads i anden runde allerede var kvalificeret. Udfordrerfinalen sejles bedst af fem og vinderen møder Team New Zealand i finalen af Louis Vuitton Pacific Series.

http://www.louisvuitton-pacificseries.com/
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer