Meget mærkelig kapsejlads

04-02-2010 13:44 Christina04 Feb 2010 12:44 - Øyvind Bordal
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

 

Som journalist til større arrangementer – events, som det vel hedder på nudansk – skal man akkrediteres. Det vil sige, at man skal udfylde et skema med en masse oplysninger om sig selv og det medie man repræsenterer. Hvorefter der foregår en slags sikkerhedscheck, og en vurdering af om man er en relevant person at slippe indenfor døren. Dette har jeg prøvet nogle gange – men i forbindelse med den tilstundende America's Cup var processen noget besynderlig.

Meget mystisk sejlads
Når jeg nævner det, er det fordi det allerede her blev bekræftet, at den 33. i rækken af America's Cup sejladser har udviklet sig til en meget, meget mystisk sejlads. Svage sjæle kan endda begynde at tvivle på, om den egentlig findes.
Jeg er stadig, i skrivende stund i Danmark – først søndag, dagen inden det store showdown, er jeg på plads i Valencia. Derfor foregår det meste af den informationsudveksling, som fylder så meget i en journalists hverdag, stadig på internet. Virkeligheden har endnu ikke indtruffet.


 

Kun én kapsejlads uden netside 
At nettet overskygger alle andre kanaler til information, gælder ikke kun for journalister, men sikkert i lige så stor grad for dig som læser det her. Og hvor er det nu forresten du læser det? Nåh jo - på nettet. 

Enhver aftenmatch på net
Den situation har betydet, at der i stadig stigende grad oprettes netsider for enhver ”event”, som bare er lidt større en onsdagsmatch i den lokale sejlklub. Her findes både nyhedssektion, bannere med sponsorer, resultater, tilmeldingsblanketter, deltagerlister, fotogallerier, og i stigende grad filmklip fra lokaliteten. Jeg tror faktisk jeg kan sige, med hånden på hjertet, at der kun er én kapsejlads det seneste års tid, som jeg har skullet forholde mig til arbejdsmæssigt, og som ikke rigtig har eksisteret på nettet. 

Nu også med eget website
Tro det den som vil: Den sejlads er America's Cup. Verdens største kapsejlads, en historisk begivenhed hver gang den søsættes, og et show med milliardbeløb involveret og en større mediebevågenhed og publikumsintereresse end noget andet sted i vores sport.

Et par ufærdige dokumenter
Alligevel - indtil mandag 25. januar, nøjagtig to uger inden selve starten af første sejlads, fandtes der ikke andet på www.americascup.com vedrørende den 33. America's Cup, end et par forkølede udkast til sejladsbestemmelserne, behæftet med sidelange røde rettelser. Ellers ikke noget. 


 

Ingen eksistens uden net
I lang tid var det næsten som om al den omtale, der fandt sted i andre medier verden over, ikke havde rod i virkeligheden. For findes en ”event” ikke på nettet, er det nærliggende at begynde at tvivle på, om den egentlig findes. De hundredevis af journalister, der jo allerede for lang tid siden har skullet rasle med flybilletter og hotelreservationer til Valencia, har faktisk ikke haft noget sted at henvende sig, indtil altså i forrige uge. Hvor der så omsider annonceres på netsiden, at der rent faktisk bliver en America's Cup.

Skal se det før jeg tror det
Det er i sandhed en meget mærkelig kapsejlads. Selv har jeg - i går, to dage inden afrejse - fået bekræftet min akkreditation. Tvivlen har hele tiden været til stede; sejler de virkelig mod hinanden mandag den 8. februar? Denne fornemmelse af uvirkelighed tager jeg nok med mig helt ind i flyveren lørdag aften. Jeg skal ligesom se det før jeg tror det. 

Ingen almindelig kapsejlads
Men jeg tager altså afsted. Det jo trods alt omsider bekræftet, at arrangementet findes. Og for alle jer der agter at følge slaget her hjemme fra, kan jeg love en tæt dækning her på sitet af noget, som ikke ligner noget andet I har set. Altså, når virkeligheden på mandag overtager den noget uvirkelige og usikre eksistens, som den historiske event så langt har svævet i. 

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer