fbpx

Analyse: Volvo Ocean Race – hva' nu?

Inkluder i Newsletter: Ja

Snakken om de kommende udgaver af sejladsen Volvo Ocean Race/Whitbread Round the World Race fortaber sig både i medierne og på de sociale medier i teknikaliteter om bådetyper og måleregler. I stedet burde opmærksomheden henledes mod, hvilken sejlads den nye svenske ejerkreds ønsker sig for fremtiden? 

Bådmagasinet ser i tre dele udfordringer og muligheder for den prestigefulde sejlads.

DEL 1:
It’s not about the boat...

Mens der fortsat udsendes pressemeddelelser og fantastiske videoer fra det netop overståede Volvo Ocean Race ligger vejen for de kommende udgaver af sejladsen langt fra lige for.

Det største problem er, at eventledelsen tilsyneladende ikke ved, hvad deres egne succeskriterier er. Status for den næste udgave af sejladsen, der i mangel på en titelsponsor, går under navnet FCRTWR, Fully Crewed Round The World Race, er følgende: Der er indgået en aftale med den fransk dominerede IMOCA-klasse om at lave en specialudgave af IMOCA60eren til en fem-mandsbesætning. Aftalen er fortsat under forhandling. Der er sendt prøveballoner op om, at sejladsen også skal omfatte et race for de nuværende VO65-klassebåde. Det står klart, at deltagerne skal eje, og i stor grad, vedligeholde deres både selv. Dermed er forsøget fra de seneste to udgaver af sejladsen, hvor deltagerne leasede VO65erne, taget af bordet.

Hvad ønsker svenskerne?
Man kan her gå ind i detaljerne om hvad de forskellige både kan, og om det vil være fornuftigt at gå den ene eller anden vej? Dette kan du læse om i del II og III af denne artikelserie, som vi bringer i løbet af de næste par dage. Her og nu er fokus på kernen i udfordringen: Hvad ønsker de nye eventejere Johan Salén, Richard Brisius og Jan Litborn, at FCRTWR skal være?.

Valget står tilsyneladende mellem om vi skal tilbage til sejlsportens Formel 1? Eller om succeskriteriet i højere grad går på at øge deltagertallet, så sejladsen igen får flere end 10 deltagere? Eller skal det være noget helt nyt?

Fundamentet – Golden Globe Race
Det helt store udfordring er, at finde essensen i en jorden rundt sejlads med stop-overs og fuld besætning.

Sejladsens rødder forgrener sig helt tilbage til den højdramatiske 'The Sunday Times Golden Globe Race' – verdens første non-stop solosejlads jorden rundt. Robin Knox-Johnson vandt sejladsen i sin 32 fod træ-ketch Suhaili – det tog ham 312 dage. Sejladsen havde en enorm fascinationskraft, og blev dækket tæt i medierne på trods af, eller måske netop fordi, det var uhyre sparsomt med informationer om sejlernes positioner, om bådenes forfatning og om de mentale udfordringer. Sejlsporten solgte aviser og læserne kunne identificere sig med deltagernes få opturer og mange nedturer. Euforien over sejren til Knox-Johnson og Great Britain blev krydret med sidehistorier leveret af de øvrige deltagere som bl.a. omfattede snyd og bedrag, selvmord, fallit og den franske deltager Bernard Moitessier, der efter Kap Horn erkendte at han var på en spirituel rejse og derfor valgte at tage en omgang mere rundt om Sydpolen for stige af ræset og bosætte sig på Tahiti. 

Det var i denne stemning, at forløberen til Volvo Ocean Race, Whitbread Round The World Race, opstod.

The Sunday Times Golden Globe Race kan du forøvrigt læse en fyldestgørende artikel om, i næste udgave af BÅD som kommer på gaden ultimo juli.

 









★ Gør det selv

★ Bundmaling: Ram den grønne bølge med det nye sort

★ Artikel

★ Tjekliste til en sikker søsætning

Havne

København kan snart få flydende øer

Kapsejlads

Torbole Lake Garda: Dansk E-jolle triumf

Kapsejlads

J/70 Easter Camp i K.A.S.: Rekorddeltagelse og fokus på VM

Kort nyt

Uventet gave til sejl- og motorbådsklub





Udvalgte artikler *