fbpx

WOW! For nogen både...

Inkluder i Newsletter: Ja

To banesejlere først rundt om første mærke. Camper øgede senere føringen, mens Telefonica faldt noget tilbage. Foto: Asbjørn Thorup/SEILmagsinet

Først endnu en lille IT-teknisk beklagelse, som der har været en hel tradition for her på sitet de seneste dage. Et lille, privat software-nedbrud her i Alicante medfører at egenproducerede fotos må vente til magasin-artiklen. Her bringer vi i stedet fotos fra Asbjørn Thorup, SEILmagasinets fotograf.

Sprøjter mod syd
Men så til sagen: Volvo Ocean Race 2011-12 er i gang - seks VO70'ere sprøjter lige nu afsted langs den spanske sydkyst, i et kapløb med både konkurrenter og vindforhold. De rige bliver formentlig rigere når bådene nærmer sig Gibraltar, så tabte meter på den indledende, meget interessante banesejlads kan koste dyrt.


Camper - bedst fra start. Kombinerede på mesterlig vis klogt sejlvalg, god trim, taktik og ikke mindst boathandling. Foto: Asbjørn Thorup/SEILmagasinet


Camper imponerede
Som man kunne se på live-transmissionen her på sitet, kom Camper afsted fra start med et brag. Chris Nicholson og hans kiwi-hold viste at de skyhøje forventninger ikke var taget ud af luften. Først ud fra start, fulgt op med konstant høj bådfart og ikke mindst den sikreste boathandling i feltet førte til en magtdemonstration som må have gjort ondt på konkurrenterne. Camper kom afsted med en føring på flere hundrede meter! Fra første række i en foto-RIB, helt tæt på bådene, var det tydeligt at Camper faktisk var den eneste båd som ikke kom ud i boathandling-problemer, eller lavede deciderede fejl på den korte bane.

Banesejlere fremme på tæerne
I det hele taget var det tydeligt at se hvem der havde banesejlere ved roret - Telefonicas skipper, tidligere OL-mester i 49er Iker Martinez, lavede en flot start, og Ian Walker hos Abu Dhabi og Ken Read hos PUMA holdt sig heller ikke tilbage. De markerede sig også ved at holde gaspedalen trykket helt i bund, selv i vindkast som gjorde bådene så overriggede at de nærmest var begravede i søsprøjt. Det førte til en hel del tekniske vanskeligheder på lænsen, hvor de garvede professionelle stjernesejlere gang på gang fik svært ved at kontrollere de brutale bæster, som VO70'erne er. Synet var uforglemmeligt, og live-transmissionen har angiveligt været mesterligt produceret, så I der hjemme også har kunnet mærke suset.


Abu Dhabi trykker dem af. Foto: Asbjørn Thorup/SEILmagasinet


Bank til franskmændene
Franck Cammas og Groupama startede forsigtigt, med lille sejlføring og en svag placering til læ, og lavede også en fejl som medførte en straf. Banesejlads var åbenbart ikke franskmændenes force. Sanya med norske Aksel Magdahl startede svagt, men satsede hårdt med en stor gennaker på lænsen, som gav dem et kortvarigt comeback - kortvarigt fordi gennakeren viklede sig om forstaget, og tvang mandskabet til at sejle langt forbi mærket, inden de kunne få det store sejl ned. Rækkefølgen ud på turen jorden rundt var: Camper, Puma, Telefonica, Abu Dhabi, Groupama, Sanya.


Sanya med norske Aksel Magdahl som navigatør fik en tung start langt efter de andre, efter en dyr "fuck-up" med en gennaker, der viklede sig om forstaget. Foto: Asbjørn Thorup/SEILmagasinet


Holdt det enkelt
Bouwe Bekking, som kommenterede starten på en tilskuerbåd for Volvos VIP-gæster, siger til Bådmagasinet at Campers store sejr langt hen ad af vejen skyldes at de sejlede med en lille fok hele vejen, som de kunne kombinere med gennaker og code zero. Det reducerede sejlskift og gjorde boathandling nemmere for dem. "Det er rigtig mange meter at tjene på at undgå fejl, og gennemføre hurtige manøvre", siger han. "Ellers er det ikke meget man kan konkludere ud fra det lille vi har set. Det er mere interessant at følge med i bådenes fartspotentiale, når de nu flyver sydpå med alle klude sat...."