fbpx

VOR skal vi hen, du?

Anden og tredje etape i årets Volvo Ocean Race bliver noget, som aldrig er set før i en kapsejlads nogensinde. Grundet pirattruslen, der som kendt er voldsom i den nordvestlige del af den indiske ocean, har Knut Frostad og hans team i Volvo Ocean Race organisationen lagt hovederne i blød og tænkt: Hvad i al verden gør vi? Eller, som man gik og sagde her i Danmark for år tilbage: Hvor skal vi hen, du?

Oljepenge...
Dilemmaet er, at der er en arabisk båd med for første gang, og en stopover havn - Abu Dhabi – der efter sigende betaler langt mere end nogen anden stopover havn. I tillæg kommer at den kommercielle værdi af at bringe racet til den del af verden er uhørt stor. Mange sponsorer vil rigtig gerne eksponeres i den arabiske verden. At droppe Abu Dhabi ville altså koste dyrt på mange måder, og formentlig ville man også miste et af de kun seks deltager-hold.

Piratangreb katastrofe
Men på den anden side: Man kan heller ikke risikere sejlernes liv, og en VOR-båd med mandskab i piraternes hænder ville være en katastrofe, som ville true hele sejladsens overlevelse. Så hvad gør man? Løsningen er blevet en logistik-øvelse som er enormt kompliceret og dyr, men som formentlig vil sørge for at dække begge behov: Sikre sejlerne mod pirater, og bringe sejladsen til Abu Dhabi.

Bevæbnet fragtskib
Her er hvad der sker: Anden etape starter som planlagt fra Cape Town, i morgen søndag, men over det mest pirat-truede stykke hav bliver bådene transporteret som dækslast på et bevæbnet fragtskib. Det indebærer i praksis, at bådene vil gå i mål et hemmeligt sted i det indiske ocean, et sted som kun bådenes besætninger og arrangørerne kender. I god tid inden bådene når denne hemmelige "Safe Haven Port", slukkes de offentlig tilgængelige positionsopdateringer, så feltet ikke kan følges på nettet.

Endags-sprint
Ihærdige rygter siger, at den hemmelige havn er Maldiverne, men det er spekulationer. Uanset hvor det måtte være, så bliver bådene her lastet under armeret bevogtning, og transporteret med skib til Sharjah-området, langs kysten i de nordlige arabiske emirater. Sejlerne flyver dertil. Et ligeledes hemmeligt sted ved Sharjah-kystlinjen starter etapen på ny, og mållinjen kan dermed lægges som oprindelig planlagt i Abu Dhabi. Oplysningerne tyder på ,at denne sidste del af etapen kun består af en lille dags sejlads – altså en ægte, tæt sprint.

...og så gør vi det igen!
Point-systemet for etapen fordeler pointene med 80 % i den første, længste del, og 20 % i den anden, korte sprint-etape til Abu Dhabi. In-port race i Abu Dhabi sejles som planlagt den 13. januar.

Piratproblemet er selvfølgelig lige så truende når tredje etape starter og feltet igen skal passere Afrikas horn. Derfor gentages hele proceduren i omvendt rækkefølge, når Volvo Ocean Race-cirkusset rejser til Sanya, Kina, i sidste del af januar.

Følg starten LIVE
Starten på 2. etape ud for Cape Town er sat til søndag den 11. december kl. 14 (dansk tid). Bådmagasinet vi igen, som under starten i Alicante, vise den live her på siden.

volvooceanrace.com








Kort nyt

Forbud mod sejlads ved de tre gaslækager i Østersøen

Surf

Caroline Küntzel vinder APP World Tour i Sydkorea

★ Artikel

★ Design: Er den grimme ælling også den hurtigste?

Kort nyt

Sejlende kulturarv fylder Lillebæltet

Kort nyt

‘Kaptajnens Hjerte’ med talk ved Simon Bang og Carsten Jensen





Udvalgte artikler *

Hvorfor lære at sejle?

Mikroeventyr er hot – skal du med?

Ny båd til sommer?