fbpx

The Ocean Race: På vej mod Aarhus!

Inkluder i Newsletter: Ja

Så gik startskuddet i Newport, USA – de fire IMOCA'er har lagt kursen mod Grenen, som de skal runde inden de kan stævne sydpå mod femte etapes mållinje. Som altså ligger i Aarhus!

Fællesstart Inport/etape
Stormfulde forhold lørdag medførte at Inport Race måtte udsættes til søndag – og således endte det med blot at blive en "fællesstart" med etape-starten, hvor feltet sejlede en runde rundt om bøjerne inden de stak til havs. Den runde talte så som Inport Race.

Enright foran hjemmepublikum
Charlie Enright, skipper på 11th Hour Racing, var hjemmefavorit, og ville gerne vise publikum at etapesejren ind til Newport ikke var en tilfældighed. De vandt også starten klokkeklart, men kort efter blev de passeret af Malizia i den aftagende vind. Inport Race blev dermed vundet af Malizia, med 11th Hour Racing som nummer to.

The Ocean Race 2022-23 - 21 May 2023. In-Port race in Newport.
Let vind i Newport – men nu venter det store hav. Så der skal nok komme fart på!

Meget på spil
Femte etape tæller dobbelt, og der er kun to etaper tilbage efter denne. Så der er meget på spil, når Nordatlanten nu skal krydses.
For den førende Holcim PRB er det nogle særlig spændende dage: De fik med nød og næppe sat en ny rig op, lige tidsnok til at nå starten. Men dels har de lige mistet riggen på åbent hav – hvilket sidder i kroppen på mandskabet – og dels sejler de nu med en rig der lige er rejst, og som slet ikke er testet og tunet. De vil nok sejle en smule forsigtigt i begyndelsen, og tilbringe meget tid med at kigge op. Se video nederst i artiklen om deres vilde ridt mod søndagens etapestart.

Stillingen:
Team Holcim PRB står altså øverst på resultatlisten lige nu, med 19 point på tavlen, mens 11th Hour Racing og Malizia begge har 18. Biothern ligger på 13, og kan altså stadig nå med i kampen, mens Guyot Environment Team Europe kun har skrabet to point til sig, og dermed er sat pænt af. De krydser også Atlanten lige nu på et fragtskib, efter at de tabte masten på forrige etape.

Følg bådene løbende på tracker her