fbpx

'Hvordan kommer vi videre'? Interview med Nicolai Sehested fra AkzoNobel

Inkluder i Newsletter: Ja

Bådmagasinet fangede Nicolai Sehested, der var om bord på båden AkzoNobel, der assisterede Vestas under ulykken i går, hvor et fiskefartøj med 10 om bord blev påsejlet og sank. En fisker mistede livet.

---

Som fortalt her på baadmagasinet.dk var den dansk/amerikanske båd, Vestas 11th Hour Racing, impliceret i en dødsulykke. Det skete, da båden påsejlede en fiskebåd med 10 besætningsmedlemmer om bord.

Den tragiske ulykke fandt sted i nattemørket 30 sømil ud for indsejlingen til Hong Kong. Den kinesiske båd Dongfeng Racing lå 30 sømil efter Vestas, da ulykken indtraf. Selvom Vestas, ifølge Volvo Ocean Race’s Race Control, udsendte et MAYDAY på vegne af fiskebåden, blev Dongfeng ikke beordret til at bistå Vestas og den vædrede fiskebåd.

Det gjorde imidlertid den hollandske båd AkzoNobel, hvor den danske sejler og vagtkaptajn Nicolai Sehested var om bord.

– Det er utroligt tragisk. Det kommer til at lægge en dæmper på det her meget længe. Jeg har ikke overblik over, hvordan vi kommer videre. Det har været hårdt for dem, der var om bord på Vestas, og det vil det være i lang tid. Jeg må indrømme, at jeg tænkte ”det er synd, at de skal igennem den samme tur engang til”, fortæller Nicolai Sehested over telefonen fra Hong Kong med reference til den seneste udgave af VOR, hvor Vestas strandede deres båd på en ø i det Indiske Ocean.

Hvad der rent faktisk skete mens AkzoNobel var på ulykkesstedet kan han ikke uddybe, for Volvo Ocean Race har givet alle mundkurv på mens undersøgelserne af ulykken pågår.

– Vi må ikke sige noget om, hvad vi gjorde – alle ved, at vi sejlede derhen, og at vi var der et godt stykke tid. Hvad vi så og oplevede kan jeg ikke fortælle, udtaler Sehested til Bådmagasinet.

Nicolai Sehested kan imidlertid fortælle, hvordan man om bord på AkzoNobel sejler, når man nærmer sig land på de kanter.

– Her hvor vi sejler nu, er der utrolig mange både på havet, også uden lys og uden AIS, så ja, det er noget man tager hensyn til. Hos os er man mere på dupperne, man holder mere udkig. Det er tæt på skræmmende forhold, der er mange mindre både, der er svære at se. Man kan ikke lyse ud i mørket, for så ryger nattesynet. Det handler om at holde øjne og øre åbne, og have flere folk på dæk. Vi har to mand, der holder øje på instrumenterne, og så har vi fire på dæk, der har ansvar for at kigge ud også i læen. Og så prøver, at vi dækker alle vinkler på den måde, fortæller han.

Nicolai Sehested forklarer, at man om bord ikke har samme tracker, som os der følger sejladsen udenfra. Det er kun inden for VHF-afstand, ca. 15 km, at bådene kan se hinanden. Så det meste af tiden ligger de for langt fra hinanden til, at man kan overvåge konkurrenterne.

– Vi opdagede først, at der var noget galt, da vi blev informeret af Race Control.

På forskellige medier er der blevet spekuleret i, om Vestas vil blive kompenseret og tilkendt 2.pladsen, hvis det f.eks. konkluderes, at sejlbåden ikke er ansvarlig for ulykken. Det vurderer Nicolai Sehested ikke bliver tilfældet.

– Nej,det forstiller jeg mig ikke, at der bliver tale om redress. Jeg kan slet ikke forestille mig, at Vestas lægger en ansøgning ind på at få godskrevet placeringer. Det er folk der har prioriteterne i orden.

Han forklarer videre at VOR efter hans mening er nødt til at køre kommunikationen rimeligt striks.

– Det er for at undgå de mange spekulationer og gisninger. Jeg har dog fuld forståelse for, at alle der følger sejladsen vil vide, hvad der sker. Jeg ville have det på sammen måde. Men folk må huske på, at der er meget på spil her. For de involverede, for familiemedlemmer og for Volvo Ocean Race.

Nicolai Sehested er klar til at fortælle mere til Bådmagasinets læsere så snart undersøgelserne er overstået og han får sin ytringsfrihed om ulykken tilbage.

AIS track

Vestas 11 Hour Racings AIS track i Hong Kong. Læg mærke til at båden sejlede lige forbi den røde mållinje til højre i billedet, og så også HVOR mange andre både der er at holde øje med. En næsten umulig opgave! Vestas sejle forbi mens Mapfre gik i mål, hvor helikopteren fokuserede på Mapfre, fik Vestas lov til at slippe for pressens bevågenhed - på det tidspunkt kendte man ikke til den tragiske udgang på uheldet. 









★ Gør det selv

★ Bundmaling: Ram den grønne bølge med det nye sort

★ Artikel

★ Tjekliste til en sikker søsætning

Havne

København kan snart få flydende øer

Kapsejlads

Torbole Lake Garda: Dansk E-jolle triumf

Kapsejlads

J/70 Easter Camp i K.A.S.: Rekorddeltagelse og fokus på VM

Kort nyt

Uventet gave til sejl- og motorbådsklub





Udvalgte artikler *