I mandags fortalte Nicolai Sehested om den nat Vestas Wind ramte revet. Hvordan han oplevede det da de ramte revet, om en lang nat, kort sagt følelserne i de dramatiske sekunder og timer efter den dramatiske grundstødning og rednings på et rev i det Indiske Ocean
Læs også: Ekstremt heldigt at ingen kom til skade, da vi ramte revet
Nicolai er i Danmark en uges tid, inden holdet igen samles i Abu Dhabi, hvor der mellem jul og nytår forventes en udmelding om Vestas Wind og holdets fremtid.
Bådmagasinet talte også med Nicolai om sejladsen indtil da, ikke mindst første etape, oplevelserne, holdet, tekniske problemer med mere.
Fortæl om første etape, det var din første havkapsejlads og i det hele taget første sejlads på åbent hav ?
Oplevelsen at komme i gang med første etape var helt fantastisk. Det var en drøm, der blev realiseret, vi var meget spændte, også lidt nervøse, fordi man ikke aner, hvor hårdt det vil blive, hvor udkørt man bliver. Det var kun noget vi havde hørt om.
Dels skulle Peter og jeg være ’drivere’, altså rorsmand, og man håber selvfølgelig, at man er hurtig nok til at styre båden – og dermed kan blive ved med det. Det viste sig, at det gik godt, og vi lærte meget hurtigt båden at kende, under mange forskellige forhold. Og jeg blev derfor fast driver på det ene vagthold, og Peter på det andet.
Det var en meget lang etape, tids- og distancemæssigt. Vi har prøvet al slags vejr. Det har været hårdt både fysisk og mentalt, da man stort set er presset hele tiden for at sejle optimalt. Bådene sejler meget ens og det bliver marginalerne som tæller, konstant optimering teknisk og trimmæssigt.
Som bådkaptajn er det også min opgave at holde alle systemerne i gang, gennemgå alt, hele tiden, så der er hele tiden noget at lave, når jeg ikke er på dæk i min vagt.
Man får ikke så meget søvn, men det er selvfølgelig afhængig af vejret, der har været dage hvor vi har fået minde end én time, nogle dage to en halv time, og i et godt døgn omkring 4 timer. Når man er på dæk, så er det hele tiden 100%, der er ikke tid til et power-nap på dæk, det er kun når man sidder en stund nede i båden. Det den er rytme man har i 27 dage. Det er spændende, intenst, hårdt, men også sjovt.
Første fire dage til Gibraltar var hårde, med 30-40 sejlskift, og så tænker man, bliver det sådan de næste mere end 20 dage ude i Atlanterhavet, ja så bliver det hårdt fysisk.
Vi vidste på forhånd, at ’trade winds’ ikke ville virke som de plejede på grund af nogle høj- og lavtryk som modvirker fri passage, og det var derfor feltet sejlede ned langs Afrikas kyst. Det viste sig så, at man faktisk alligevel kunne være gået mere vestpå ud i ’trade winds’, men feltet var samlet, så det var ligegyldigt.
Nicolai blev fast "driver" på det ene vagthold. Foto Brian Carlin
I havde nogen tekniske problemer på første etape ?
Ja, vi havde mange problemer med installationerne. Vi har jo ikke fået testet dem så meget som de andre både, som har opdaget problemer under deres relativt mange testsejladser. Det havde vi jo ikke tid til, så der var problemer med el-systemerne, hydraulikken og motoren.
Motoren er helt afgørende for at kunne få strøm til alle bådens systemer, så hvis vi ikke havde fået løst det, så havde vi ikke kunnet gennemføre etapen. Men det lykkedes heldigvis.
Når der er problemer, så har vi kontakt til vores shore manager Coxy over satelittelefonen, hvor vi taler det hele igennem og fejlfinder. Så vi har efterhånden lært alle systemerne godt at kende.
Den spanske båd havde ligeledes problemer, og brændte nogle systemer ned. De har jo heller ikke fået testet så lang tid, som de øvrige både.
Vores køl holdt for eksempel heller ikke 40 grader, men gled hele tiden ned. Vi måtte derfor låse den i yderpositionen. Det gjorde det samtidig mere vanskeligt i vendinger og bomninger.
Jeg oplever, at vi generelt på Vestas Wind har mere teknisk kompetence om bord end de andre hold, ikke mindst på grund af de tre ’gamle’ - Nico, Tray og Salty som har sejlet tre Volvo Ocean Race sammen. Det var også afgørende for at vi kunne løse de relativt mange tekniske udfordringer på etapen.”
Hvordan påvirkes man fysisk på en lang etape ?
”Selvom vi får omkring 7000 kalorier per dag, så taber man sig ofte alligevel. Både Peter og jeg tabte 7 kg. Men da vi kom i havn i Cape Town, så tager man dem hurtigt på igen.
Man vænner sig hurtigt til søvnrytmen om bord, og det at få så lidt søvn. Man er 100% på hele tiden, så man bliver presset fysisk og mentalt til at yde sit yderste, ofte under ekstreme forhold.
Der er to vagthold på 3 mand, og Chris Nicholson og Wouter Verbrak er floatere. Alle man er på dæk hver gang der skiftes sejl, men ellers driver man båden kun tre mand + en floater.
Når vi kom i land i Cape Town, sover man, til man bliver vækket, og derefter omkring 8 timer i døgnet. Da vi så nærmede os starten på anden etape, begyndte jeg med kortere søvn intervaller, for at vænne mig til at vi skulle af sted igen.”
Hvordan fungerer holdet ?
”Vi har det fantastisk sammen, og det er efter min opfattelse et meget stærkt hold. Vi bliver bedre og bedre hele tiden.
Det fungerer på typisk ’Kiwi’ stil, hvor der er mange regler, og der tages ikke hensyn til at folk ikke får sovet. Det er fuld speed på hele tiden. Man er venner men det er hardcore – og det kan jeg lide. De andre kalder New Zealænderne for ”Team Tough”.
Peter og jeg må slet ikke snakke dansk – alle skal snakke engelsk, hele tiden. Det duer jo heller ikke, at nogen snakker et sprog, som andre ikke forstår. Der må ikke på noget tidspunkt være tvivl om, at vi er et hold, vi deler erfaringerne, oplevelserne og udfordringerne.. Det har været en ekstrem stejl lærekurve.
Man får bøde, hvis man laver noget, de erfarne mener er forkert, en ’crime’, for eksempel at snakke dansk, at have lange underbukser på uden shorts udover, hænge sine sokker til tørre. Man spiser for eksempel heller ikke på dæk, og hører heller ikke musik.
Det er de ’gamle’ som fastsætter bøderne, Nico, Salty og Tray. De har alle sejle VOR 4-5 gange og det er den tredje de sejler sammen.
Det er sjovt at lære på denne måde fra så ekstremt erfarne folk, man lærer på den hårde men også gode måde. Vi kan jo se, at der er en anden kultur på de andre både, hvor man f.eks. godt må hænge noget til tørre, også over dæk.”
Nicolai håber sammen med hele besætningen, at de får et "go" med en ny Vestas Wind. Foto Brian Carlin
Hvordan var det at komme i mål i Cape Town ?
”En fantastisk oplevelse at komme i havn efter sin første etape på en Volvo Ocean Race, og så var det endda på min 25 års fødselsdag. Det er en dag jeg aldrig vil glemme.
Cape Town er jo også et helt specielt sted for mange sejlere, den sydlige spids af det Afrikanske kontinent, som markerer overgangen mellem Atlanterhavet og det Indiske Ocean. ”
Hvordan ser du på styrken i VOR feltet ?
”Dongfeng har imponeret og overrasket alle på de to første etaper, og jeg har hele tiden troet på, at de ville gøre det godt.
Brunel har vist at de sejler rigtig stærkt, de ser ud som de generelt har den bedste fart, og de sejler klogt.
Abu Dhabi er også hurtige, de sejler relativt konservativt og dækker feltet godt af, når de er i fører position.
Mapre havde ligesom Vestas Wind tekniske problemer på den første etape, men viste her på andet ben at de har farten, og vil kunne være med helt i top. De førte på anden etape, men
Jeg tror det bliver en tæt afgørelse mellem disse fire både.”
Selvom de ikke kan vinde samlet, så håber Nicolai, at de kan lave nogle gode resultater, hvis de kommer med på den sidste del af sejladsen. Foto Brian Carlin