fbpx

Shitstorm får Banque Populaire til at trække sig

Inkluder i Newsletter: Ja

Den franske bank Banque Populaire må være en af de virksomheder i verden, der har investeret mest i sejlsport. Igennem 30 år har deres firma-navn og logo prydet mange af sportens hurtigste og mest vindende offshore-både.

Erfaren og dygtig kvindelig sejler
Men over de seneste uger er de kommet i stærk modvind. Til den kommende Vendée Globe, som starter i efteråret 2024, har de været hovedsponsor for en kvindelig sejler, Clarisse Cremer. Hun gennemførte sidste Vendée Globe og blev nummer 12. Det er ikke nogen lille præstation – Cremer er en højst kompetent dame, og med en båd der forventes at blive en af feltets hurtigste, så tegnede det lyst for satsningen.

Blev sat af
Det vil sige, indtil Clarisse Cremer blev gravid. Det mente hun selv var håndterbart, med den tidsplan der var lagt – men det mente folkene med tegnebogen, Banque Populaire’s folk, ikke. Så de satte hende simplethen af, med den tanke at erstatte hende med en anden skipper.

Ægte shitstorm
Clarisse Cremer blev naturligvis vred, hvilket hun ikke lagde skjul på i sine opdateringer på sociale medier. Og så var betingelserne skabt for en ægte shitstorm, der nu altså har ramt den mangeårige mastodont blandt sejlsportens kommercielle støttespillere. I 2023 dumper man ikke ustraffet en kvindelig topidrætsudøver, fordi hun er blevet gravid. Sagen kørte i brede franske medier, og har nu skadet bankens omdømme ret betydeligt.

Nye regler skabte problemet
Nu har Banque Populaire meldt ud, at de trækker stikket helt for sin deltagelse i Vendée Globe. Det er et hårdt slag for det franske IMOCA-miljø. Men aben skal muligvis placeres hos Vendée Globes organisations-team: Tidligere var man automatisk kvalificeret til Vendée Globe, hvis man havde gennemført det foregående race. Under de gamle regler ville Clarisse Cremer have været klar, uden at skulle igennem det meget omfattende program der nu er lagt, for at man kan kvalificere sig. Det var lige præcis de nye krav om at sejle en lang række omfattende offshore-sejladser inden selve Vendée Globe, der gjorde det svært for Clarisse Cremer at nå det hele. Og de krav har man altså ikke villet slække på fra Vendée Globes side.

Clarisse Cremer skal nok kunne fortsætte sin karriere, men med hensyn til Vendée Globe, ser det sort ud. Der er nok en ledig IMOCA på markedet, hvis nogen skulle føle sig fristet.