Skønneste skærgård

Vi sejlede mod vest fra Stavern langs den norske klippekyst, på et åbent stræk uden skærgård. Sydvestenvinden blev hård, og hvide skumtoppe voksede frem.
Men vi styrede mod skærgården bag Jomfruland, og bag de yderste skær faldt de hvidtoppede bølger til hidsige småbølger. Vi kom ind bag høje klippeøer med grantræer, der klyngede sig til stejle fjeldsider, og vinden nåede kun vandet som lette pust. Vi gled ind på en stille bugt, omgivet af fastlandets høje, grønne bjerge og fiskernes idylliske røde skure ved vandet - en utrolig kontrast til "liten kuling" derude.
Vi ankrede, men kunne også have gjort fast i de gamle jernbolte, der sidder på klipperne i ankerbugter. På bjergsiden er der malet hvide cirkler omkring de rustne bolte, så de er til at få øje på.
Dette var en norsk "lun havn". Det betyder lidt forvirrende "god ankerbugt". En rigtig havn er en "molohavn"- (med moler.
Påhængsmotorer overalt
Vi havde lært at ankre lidt i afstand fra sommerhuse med bådebroer. Norske børn drøner nemlig rundt i joller med påhængsmotor hele dagen til solnedgang, men de kommer sjældent mere end 500 meter bort fra broen med deres motorstøj og bølger.
Tæt ved bebyggelse er der konstant motorsummen. Benzin koster ganske vist betydeligt mere end i Danmark, men børnenes fædre må have råd til det.
Efter en stille stjernenat for anker fortsatte vi i skærgården mod Kragerø. Det var næsten vindstille, og for motor sejlede gennem et smalt sund, der nærmest kun var en revne gennem en stor klippeø. Det var overdådigt flot og spændende, når de 30-40 meter høje skovklædte bjergsider trykkede sejlløbet ind til en bredde på kun 8-10 meter. Dybden var 5-20 m ifølge søkortet. På det smalleste sted tjekkede vi med ekkoloddet og blev forskrækkede. Et sekund røg dybden fra 5 m op til kun 2 m (vi stikker 1,9) og ned igen. Men det var nok det norske kraken-søuhyre, der strøg under båden.
Pyt. Vi er alligevel vant til at norske motorbåde drøner få meter forbi. Mange motorbådsførere er søgående bilister, og biler kan jo passere hinanden tæt og hurtigt.
Her følger vinden solen
Den norske Sørlandskyst har fralandsvind ved vinterstorme fra vest og nordvest, derfor gror der træer meget smukt helt ud til kysten. Også om sommeren standser de norske fjelde skyerne effektivt ved nordvestenvind, så Sørlandskysten holdes skyfri. Så er der "solgangsvind", hvor en let vind kommer fra den retning, solen står i. Det er et dejlig praktisk vejrfænomen, og i de par timer, hvor man f. eks. har modvind, kan man ankre og nyde livet. Ved 17-tiden kan søbrise forstærke sydvestenvinden kortvarigt til 6-10 m/s, og derpå bliver det stille om natten.
Kun lavtryk med sydvestenvind blæser parallelt med kysten, og så er der kun læ for vind og sø inde i skærgården, hvilket let kan udnyttes som en kærkommen pause til at gå på eventyr. Sørlandet et pragtfuldt sted at holde sejlerferie.
Redningskrydseren fører an
For at komme til næste havn må man nogle steder sejle 10-15 sømil udenskærs i Skagerrak. Der er lidt dønning og ofte 1 knob strøm mod sydvest langs kysten, men det er jo ikke noget problem i godt vejr.
Når vejret er lusket, har nordmændene en glimrende løsning: Mod et mindre kontingent optages man som medlem af Det Norske Redningsselskab, og det giver ret til assistance fra en redningskrydser. Hver dag kl. 10 samles en større flok motorbåde som kyllinger om hønemor, om havnens redningskrydser, som følger dem forbi pynten til næste skærgård. Vi så kun motorbåde benytte eskadrerne.
Ind imellem drønede en redningskrydser ud og kom slæbende tilbage med en lystbåd med motorstop. Systemet er indarbejdet til rutine, så sikkerheden er god.
Norske søkort og sømærker
Nogle norske IALA-sømærker har nogle forvirrende blå striber. Det er blå refleksbånd, der i mørke markerer den sorte farve på sort-gule kompasmærker. Blå reflekser har vi også i Danmark, men de norske er tydeligere om dagen.
Et traditionelt norsk sømærke er en jernstang boret ned i et undersøisk skær. Toppen har en pil eller "hånd", der peger til den side, man skal passere.
Norske søkort og bådsportskort har områder med mange undervandssten. De er tegnet håbløst gnidrede med dybdecifre med millimeters afstand, men de allerfleste er overflødige med 4-8 m dybde eller mere. Man må sejle uden om de gnidrede områder eller "finkæmme" kortet med lup, for der kan gemme sig et par farlige dybder på kun 1,5 m i virvaret.
Havne, hvalbøffer og priser
Havnene har som regel flydebroer med Y-bomme, da der er 5-15 m dybt. Grønne fri-skilte er sjældne, men der er gæstepladser, hvor der ikke står "privat". Havnepengene er som i Danmark.
Priser på kød og frugt er høje. Men vi fandt også madvarer til samme pris som hjemme, og der var spændende, billige ting som velsmagende hvalbøf og sød, brun gedeost. Agurk sælges i små stykker, da en hel er for dyr. Tag rigeligt med hjemmefra.
Øl er så dyrt, at nordmændene selv henter øl i Sverige. Vin og spiritus fås kun i "monopolet" i store byer, så det er nok en ide at have gode forsyninger med hjemme fra. Vi har ikke hørt, at norske myndigheder er særligt aggressive overfor gæstesejlere, men garanterer ikke noget!
Hav godt med mønter parat, for havnetoiletter koster 5 kr i dørautomat, bad koster 5 kr i dørautomaten plus 10 kr i automaten med varmt vand.

Øerne du møder langs Sørlandet
Hvaler-øerne
Kønne øer yderst i Oslofjorden med ankerpladser og meget smalle klippesunde, som dog er spærret for høje master af "spen" (el-kabler) i kun 12-13 m højde.
I Oslofjord nær Hvaler ligger Søstrene, to markante, runde og øde klippeøer af vulkansk oprindelse. Ingen havn.
Hankø
Kønt sund ved Oslofjorden med sejlercentrum og fin gæstehavn. Butikker findes kun på den anden side af sundet (færge 15 kr).
Det norske kongeskib ligger ofte i Hankøsund. På Hankø har den norske konge sommerhuset Bloksbjerg, skuret på hans bådebro ved havnen har en heks på kosteskaft som vindfløj.
Tjøme
Køn skærgård. "Kun for badende" siger den norske håndbog "Kysten vår", men der er også fine ankerpladser.
Stavern
Fæstningsbyen hed Frederiksværn i den danske tid, senere ændret til Stavern. (Sta-værn). Hyggelig ferieby med liv i gaderne og stor lyst-bådehavn i beskyttet bugt med to udsejlinger. Det gjorde den til den vigtigste flådebase på Tordenskiolds tid.
På Citadeløya er der fæstningstårne, og på bjerget bag byen er der gamle, røde blokhuse med kanoner som på film med kavaleri og indianere. Fæstningen i byen er åben med skildvagt ved porten. Luftforsvarets skole bor der. Fæstningen har store, gule skure mod havnen. De er fra 1700-tallet til 40 årers ga