fbpx

Dynekilen: Fredfyldt ankerplads i Tordenskjolds kølvand

Inkluder i Newsletter: Ja

"Kile" er et norsk ord for en smal fjord, og Dynekilen ligger da også i grænseområdet et par sømil fra Norge i den nordligste svenske skærgård. Landsbyen Dyne inderst har givet navn til Dynekilen.
Masser af lystbåde myldrer forbi Dynekilen ad hoved sejlløbet mellem Strömstad og Oslofjorden. Indsejlingen mod Dynekilen er også svær at se på afstand, og ingen lystbåde ulejliger sig derind. Søkortet viser heller ingen havne derinde, bare en øde fjord.
Jeg er selv sejlet forbi fjorden mange gange, men navnet Dynekilen lokker, hvis man er lidt søhistorisk interesseret. Det var nemlig inde på denne smalle fjord, Tordenskjold vandt et afgørende søslag.
Nord for os så vi de norske bjerge på Hvalerøerne og syd for os klippeøer og sejlløbet til Strömstad. Men vi forlod det afmærkede sejlløb ved skæret Tjurholmsknappens lille hvide fyrtårn.
Som eneste båd sejlede vi ind mod Dynekilen og fastlandet gennem en åben skærgård med brune, runde klipper. Der er ingen afmærkning, men der er 25-40 m dybt og plads nok mellem de små klippeøer. Et lille problem er, at alle øerne ligner hinanden, og at søkortet viser enkelte farlige undervandsskær ved nogle af øerne. Derfor sejlede vi kompaskurs og stregede øerne af i kortet, efterhånden som vi passerede. Efter en sømil mellem spredte klippeøer var vi foran åbningen mod Dynekilen mellem skovklædte bjergsider. Oppe på den ene bjergside er der en lille hvidmalet "kummel", en gammel varde. Det er Dynekilens eneste sømærke, og det findes altså oppe i 30 m højde mellem klipper og træer.
Bjergsiderne med træer er øde, men ved kysten er der enkelte klynger af røde træhuse ved nogle småhavne. Den eneste havn, der er angivet i søkortet, er den lille Kungsvikshamn (3,5 m) i den nordlige del af den åbne skærgård, en lille sømil fra selve Dynekilen. Også ved Holmestrand på nordkysten og Bågen på sydkysten viser der sig små navnløse motorbådshavne.
Men vi styrer mod fjordens smalle del forude, og snart lukker træbevoksede klippesider sig tæt om båden på begge sider. Fjorden snævrer ind til 200 m mellem klipperne under den hvide varde og øen Krossön. Vi passerede en fiskende norsk motorbåd, den eneste gæstebåd, vi mødte, og ellers var der kun små lokale joller.
Sydligst i en bredning ved Krossön dukkede endnu en klynge røde træhuse op ved Hälle jolle- og motorbådshavn.
Kun 80 meter bred
Fjorden er fantastisk køn med de stejle bjergsider, hvor der vokser små bjergfyr, gran- og elletræer. Vi passerede fjordens smalleste sted, som kun er ca. 80 m, og på bjergsiden hænger tre røde træhuse i ensom idyl ved en minimal bugt.
Det er utroligt at forestille sig Tordenskjolds fregatter komme lænsende langsomt op gennem den smalle fjord mellem 30 m høje bjergsider. En fregat var 35-45 m lang og masterne lige så høje. Det var vanvittigt at sejle ind på en smal, fjendtlig fjord med så store skibe som Tordenskjolds, men han gjorde det som bekendt alligevel. Svenskerne inde på fjorden havde følt sig alt for trygge.
Vi måtte sejle for motor, fordi der var så lidt vind på fjordens inderste bredning. Det måtte Tordenskjold også, idet han som "motor" brugte galejer og robåde.
Inderbredningen er 600-700 m på hver led, og skovklædte bjerge flader lidt ud mod øde klippekyster. En lille klippeø i bredningen ligger midt for fjorden, og det var på denne ø, svenskerne havde et batteri med 6 kanoner til forsvar for naturhavnen. Kanonerne kunne skyde ud gennem fjorden, da den lille klippeø lå strategisk velplaceret.
Vi sejlede ind på et par meters afstand af klippeøen for at aflæse en lille mindesten. "Tordenskjold. Slaget i Dynekilen. 8. juli 1716" står der.
Vi kunne have ligget for anker med stævnen til klippeøen. Men desværre var fjordens stilhed og idyl i vore dage brudt af en stærkt trafikeret vej langs den flade kyst 100 m borte, hvor der også var en grim campingplads.
Men der er masser af andre ankerpladser og fred i fjordens sidegrene, hvor der altid vil være et sted med læ for vinden.
Vi sejlede dog lidt tilbage ad fjorden og lagde os med hækanker og stævnen til klipperne i en lille, blikstille bugt på nordsiden af fjorden. Bortset fra enkelte terneskrig var der ikke en lyd i en fjord, der havde runget af kanonskud under de dramatiske begivenheder i 1716.
Brug for galejer
Den krigsgale svenske kong Carl d. 12. belejrede Frederiksten i Norge nær den svensk-norske grænse i 1716.
En svensk transportflåde havde listet sig indenskærs fra Göteborg med tiltrængte forsyninger til belejringen, og nu lå flåden i Dynekilen en halv dags sejlads fra målet. Det vidste danskerne, som havde herredømmet på havet.
Tordenskjold var 25 år og "formand og ældste kommanderende(!)" for en flådeafdeling på to fregatter, to stykpramme og tre galejer. Stykpramme var store, ældre krigsskibe, indrettet som flydende fæstninger med mange kanoner ("stykker"), men med reduceret sejlføring, så de ofte skulle bugseres. Det var et job for galejerne. Dem brugte både svenskere og danskere i skærgården, hvor de kunne manøvrere i snævre farvande i modvind og uden vind. En galej havde ca. 30 årer bemandet med søfolk, ikke galejslaver.
Tordenskjold havde besluttet sig for et overraskelsesangreb, og om aftenen ankrede hans flåde i vindstille mellem Kosterøerne og Strömstad. Som han plejede, sendte han robåde ud og fangede et par svenske fiskere, som blev udspurgt om fjenden.
Den 8. juli lettede Tordenskjold ved daggry for en let sydvestlig vind, så de danske skibe kunne lænse ind på den helt ukendte fjord.
Inderst i bredningen lå de svenske skibe beskyttet af en stykpram og ni galejer samt et batteri med kanoner på den lille klippeø. De begyndte straks at skyde mod danskerne.
Tordenskjolds stykpramme og fregatter måtte først sejles frem og hales i stilling med ankre, trosser, robåde og galejer på bredningen, hvor de fire skibe kunne ligge i forlængelse af hinanden. Først da kunne de besvare skydningen uden at være i vejen for hinanden. Det har krævet dygtigt sømandskab at hale de tunge krigsskibe på plads med håndkraft og ankerspil.
Danskerne havde dobbelt så mange kanoner, og snart lå krudtrøgen tæt over den stille fjord. Ved 13-tiden opgav de svært beskadigede svenske krigsskibe modstanden. Besætningen satte dem på grund og flygtede i land. Danskerne stormede batteriet på klippeøen, og kanonerne blev "fornaglet" med søm i fænghullerne, så de ikke kunne skyde.
Musketerer skød
efter officererne
Den eneste svenske modstand var nu 500 tyske lejesoldater på bjergsiderne. Soldater hed dengang musketerer, fordi de skød med musketter (geværer). Det var kun tre berømte franske musketerer, der fægtede.
De danske skibe holdt musketererne på afstand med "skrot", kanonskud med jernskrot som en frygtelig gang hagl. Skuddene var lige så meget for at krudtrøgen skulle skjule skibene.
Tordenskjolds folk roede over til de forlad