Sidste udkald til Darsser Ort

Darsser Ort er en køn og velbeskyttet naturhavn mellem store skove, klitter og sandstrande i et fredet naturområde på den tyske nordkyst midt mellem Warnemünde og Rügen.
At den østtyske marine har brugt havnen, giver forestillinger om rustne skibsvrag og grimme huse. Men her er ingen bygninger, kun ren og smuk natur med fyrreskove helt ud til bådebroerne, lærkesang og sandklitter med skrigende terner.
Da de to Tysklande blev lagt sammen, var havnens træbroer så forfaldne, at man ville brase igennem, hvis man trådte ud på dem. De er for længst sat i stand, og eneste tegn på, at marinen har været i havnen, er nogle møre duc'dalber.
Det er ved at være sidste udkald for at besøge denne spændende naturhavn, mens det endnu kan lade sig gøre. På grund af naturen og miljøet skal den nemlig nedlægges som havn, men da den er praktisk placeret, må den indtil videre bruges som nødhavn.
Lystsejlere skal skrive under på, at de forlader havnen senest næste dag kl. 11. Det er af hensyn til det fredede områdes dyreliv med hjorte, ræve, storke, traner, havørne og 140 andre fuglearter.
Havnen skal dog først nedlægges, når der om adskillige år er bygget en ny havn et par sømil længere østpå ved Prerow landsbyen ved de hvide klitter Hohe Dünen.
Samtidig med at miljøet bevares ved at lystsejlerne bliver jaget ud ved 11-tiden, tonser skarer af energiske, tyske campister fra en kæmpestor, nærliggende campingplads rundt på havnen og på skovstier mellem træer og sandklitter. De generer åbenbart ikke miljøet.
Et skilt oplyser, at fisker Heinrich Kleist hver tirsdag kl. 11 fortæller om traditionelt fiskeri på havnen. Det er kun for en flok campister, for lystsejlerne skal jo være ude kl. 11. Den tyske WWF Umweltstiftung og Nationalpark har bestemt, at lystbåde i havnen generer dyrelivet, mens campister til fods og på cykel i skovene er i orden. Den tyske sejlunion har protesteret forgæves mod denne sære form for miljøbeskyttelse.

Ind mod skov og sandrevler

Darsser Ort er en sandodde, der minder lidt om Skagen, fordi sandet vokser mod nord og bøjer lidt mod øst i sydvestenvinden. Det oldtyske ord "Ort" betyder odde eller hjørne i stil med gammel dansk -ør som i Helsingør, Dragør mv.
Vi kom krydsende de 20 sømil fra Rügen i surt vejr, der undervejs blæste op til 15 m/s vind, så en havn eller blot nødhavn var velkommen.
Sandodden er ganske lav og fortsætter nordpå i sandrevler, der omsider gav lidt læ for den meget grove sø. Der lå en tryg grøn lysbøje lidt nordøst for havnen, og denne bøje er det eneste, der ses på søkortet. Havnen er ikke vist eller nævnt. Fra den grønne lysbøje viser båker i pejling 256 grader ind ad det gravede sejlløb med to røde bøjer mod skov og sandstrand. Selve havnebassinet er gravet ind i land, så der ikke er noget at se ude fra vandet, før man tæt på og kan se nogle master over træerne.
På vej ind bemærker man på vandets lyse farve, at der er sandgrunde langs begge sider af løbet. Hovsa, den inderste røde bøje lå lige midt i sejlløbet, og lavt vand med den afslørende lyse farve rakte betænkeligt ud mod bøjen fra begge sider. Vi måtte glemme alt om båkernes præcise pejling og liste forbi bøjen. Det gav ingen problemer, og vi kom ind i det store, fredelige havnebassin, som er omgivet af skov, siv og klitter.
Der er ingen bygninger, men på kajen ved et par redningskrydsere stod en orange container, hvorfra en mand kom ud og prajede. "Ich bin der Hafenmeister. Willkommen. I kan fortøje med anker ved vestbroen eller ved en af bøjerne ved sydbroen. Bagefter kan I komme her für Anmeldung."
Vi lagde os ind i hjørnet med hækanker og stævnen mod vinden og mod fyrretræerne på klitterne i bedst mulig læ mellem flere tyske både. Der var én dansk båd foruden os.
Senere ankomne tyske både foretrak de orange bøjer til agterfortøjning, måske fordi turbåde har anker placeret i stævnen, så det ikke er let at bruge som hækanker. Men den slags bøjemanøvrer kan tyskere slet ikke klare i hård sidevind, for tyskere er kun vant til pæle og Y-bomme. De har ikke som svenskere (og erfarne danskere) en stang med en svær karabinhage, man let klikker i bøjens øje i forbifarten. Mandskabet på de høje tyske både kunne ikke nå ned til bøjens øje, fordi de ikke lå på maven på dækket med hoved og arme ude over skibssiden, og fordi skipperen ikke kom tæt nok på. Så måtte båden stoppe op, og drev omgående af i den hårde vind. Katastrofebakning og nyt forsøg. Rekorden var en stædig tysk båd, der først i syvende forsøg fik en line i bøjen. Men med 14-15 m/s vind tværskibs er det også en næsten håbløs opgave, mens derimod ankring med stævnen mod vinden kan gøres langsomt og roligt.

Nødsituationen: Det er aften

Træbroerne er lidt spinkle, og et skilt siger Achtung, Tragfähighkeit (bæreevne) højst 2 personer pr. kvadratmeter. Vi gik rundt langs fyrretræerne ved det store havnebassin til Hafenmeister. I Tyskland går man altid til havnekontoret og betaler havnepenge.
Den venlige Hafenmeister gjorde meget ud af at fortælle, at det var en nødhavn. Alle var velkomne, og som "nødsituation" var det nok, at der ingen anden havn var i nærheden sidst på dagen.
Vi skulle underskrive en Nothafen Anmeldung om, at man ville forlade havnen senest næste dag kl. 11. Nå, hvis vi var store nok til at krydse herud i 12-15 m/s, kunne vi vel også fortsætte næste dag, der lovede aftagende vind.
"Når det er en nødhavn, så er det måske gratis?" spurgte jeg rigelig optimistisk. "Godt forsøg," grinede Hafenmeister. "Men vi har store udgifter, fordi løbet sander til og må uddybes to gange om året - du så selv, hvor skævt bøjerne lå. Så vi tager 17 DM (64 kr) i havnepenge."
Hertil kom, at det kostede 0,50 DM (2 kr) i toiletdøren. Bad fås kun fra badestranden. Ferskvand kan hentes i dunk fra en vandhane. Indkøbsmuligheder er der i en kiosk på campingpladsen. Darsser Ort er som en ankerplads, hvor man bør have provianten med sig, og affald skal man tage med sig.
"Hvad med den kæmpestore campingplads," spurgte vi. "De må godt være her i naturen, mens sejlere skal være ude kl. 11?"
"Der er ingen natur på campingpladsen, så de skader ikke. Ved sandodden er der ørne, og kommer der mennesker nærmere end 800 m, så stikker ørnene af. Vi har et mas med at holde campingpladsens windsurfere væk, for de kender ingen regler. Derfor er der gule bøjer om det fredede, lavvandede område."
Det er meningen, at den gamle flådehavn mellem klitterne skal have lov at sande til, men ikke før der er bygget en ny lystbådehavn et par sømil mod øst ved landsbyen Prerow og Hohe Düne (høje klit). Havnemesteren viser tegningerne frem. Men det kan vare mange år, for det er dyrt. Ved Prerow havde floden Prerow Strom et u