fbpx

Bådejere misbruger lave havnetakster mener kommune

Inkluder i Newsletter: Ja

En enig kommunalbestyrelse i Bornholms Regionskommune ønsker nu at fjerne bornholmerkortordningen, som ellers blev indført for år tilbage for at fremme turisme og kulturlivet i de Bornholmske havne.

Ordningen har hidtil betydet, at bornholmske lystsejlere med havneplads i enten en privat eller en kommunal havn kan besøge de andre havne på øen uden at skulle betale ekstra for ligge til en anden bornholmsk kaj.

”Lystsejlerne har allerede betalt for havneplads i deres hjemhavn og efterlader deres egen ledig, når de besøger en af øens andre havne. Det giver glade lystsejlere, liv i øens smukke havne og det samme antal ledige gæstepladser på øen totalt.” skriver Bornholms Tidende i deres leder den 7. marts. Avisen ønsker at bevare kortet.

Men politikerne ønsker forandringer. Torsdag aften i sidste uge behandlede kommunalbestyrelsen en indstilling fra øens Natur-, miljø- og planudvalg om - ifølge TV2 Bornholm - at revidere takstregulativet og takstbladet for 2024 med det formål at forhindre udlejning af både i de bornholmske havne via Airbnb og andre udlejningsformer fra kommunale bådpladser.

’Videreudlejning medfører blandt andet et betydeligt større forbrug af bl.a. strøm og anvendelse af havnens faciliteter, som brugerne ikke betaler for. Revideringen af takstregulativet og takstbladet inkluderer også en genovervejelse af den nuværende Bornholmerkortordning’, skriver TV2 Bornholm på deres hjemmeside.

I løbet af 2023 blev der ifølge netavisen Bornholm.nu solgt 122 Bornholmerkort, som gav en indtægt på 133.147 kr. Af disse blev 54 Bornholmerkort solgt til bådpladslejere, der ikke er hjemmehørende i de kommunale havne. Bornholmerkortet inkluderer forbrug af el, toilet, bad, vaskemaskine og tørretumbler.

Under mødet stillede Moderaterne et ændringsforslag, som fik flertal: Problemløsningen med bådpladserne og udlejning skal nu sendes tilbage til de politiske udvalg, så der kan udarbejdes en model, der kan sikre at bådejere betaler de faktiske udgifter, når bådene ligger i havn.

En samlet kommunalbestyrelse var enige om at lægge Bornholmerkortet i graven.
Kilder: TV2 Bornholm, Bornholms Tidende og Bornholm.nu












Udvalgte artikler *