Oceaner af eventyr - få link til podcast

I dag, søndag den 8.august, udkommer podcasten, Oceaner af Eventyr. I de første ni episoder á 10-15 minutter fortæller Emil og Frederik fra hjertet om deres oplevelser til søs på en jordomsejling, der endte med et langt stop i Paradis.

Podcasten er også det første skridt i et nyt projekt, som har til formål at styrke unges lyst og mod til at tage eventyret og livsdannelsen tilbage og som blandt byder på foredrag med Emil og Frederik for skoler, ungdomsuddannelser og sejlklubber. Her er historien bag det, der blev til Oceaner af Eventyr. 'Vi er unge og udødelige hvilket er farligt. Men det er også den stærkeste drivkraft.'

Emil og Frederik havde en drøm. Som 11-årige gav de hinanden hånd på, at de sammen en dag skulle sejle jorden rundt i deres egen båd. Som 16-årige kørte de Mallorca rundt – på knallert – to meter høje men for ’små’ til at køre bil. Dog ikke for generte til at spørge de gamle mænd på kajen om sejlads på de syv verdens have.

Emil gik i gymnasiet og blev student. Frederik uddannede sig til konditor hvilket førte ham til søs på Kongeskibet Dannebrog. Her lærte han kongelig konditorkunst, at polere messing og møde velklædt til tiden. Samtidig arbejdede de begge ved siden af og opsparede penge til det mål, de satte sig som små.

Som 18-årige købte de Nautilus, en 55 fod Ron Holland af en tysk jordomsejler. Han så på de to unge mænd og sagde:
’I er unge og uforpligtede – det er det perfekte tidspunkt at sejle jorden rundt..’

Som sagt så gjort
En kølig oktober dag i 2018 efter megen knofedt, 100-vis af læretimer i et oprørt Bornholms-gat og for deres opsparing drog Emil og Frederik afsted i Nautilus - for sejl og med blikket rettet stift mod de store oceaner og alt der i mellem. Hermed beviste de søulkenes ord om: ’at man kan, hvad man vil’. Hvis man tør. Og arbejder for det.

..Og vi blev mænd..
Det er knap tre år siden, at Emil og Frederik blev ’mænd, da de krydsede Biscayen i oktober og hele besætningen lå og kastede op om læ. ’Vi havde bare ikke tid til at blive søsyge, så vi holdt hinanden oppe’ fortæller de samstemmende. Det har de gjort siden da. Med flere sømil i benene end mange af de gamle, kloge mænd på kajen nogensinde får sejlet, kan Emil og Frederik, der i dag er 23 år, utvivlsomt kalde sig langturssejlere – men endnu ikke jord-om-sejlere.

Sejladsen videre ud i verden blev brat stoppet, da en lille men verdensomspændende virus satte friheden til at bevæge sig der hen, hvor vinden blæser - på pause. Som mange andre sejlere blev de tvunget til at blive, hvor de var. Efter at båden havde ’over-cykloneret’ på Marqueses-øerne én sæson, var planen at fortsætte videre mod resten af øerne i Polynesien, og derpå til Tonga og Australien. Fem friske gaster var påmønstret i februar og de var klar til at fortsætte eventyret mod vest.

42 dage ved øde ø
I stedet blev det til en lang opankring med en halveret besætning på en øde ø midt i Stillehavet – og siden en permanet parkering i Fransk Polynesien. Ud af de fem besætningsmedlemmer blev kun to om bord, mens det sidste fly lettede og verden gik i pandemi-mode. Uden internet blev kommunikationen minimeret til korte mail beskeder via sat-telefonen. En gik klart igennem: udsigten til at sejle videre til Tahiti for dér at ligge i havn 24/7 og med forbud mod at bade og dykke, med krav om mundbind og et udgangsforbud hængende i en udefinerbar periode over hovederne gjorde valget let:

Det blev atollen. Som det skulle vise sig, de kom til at kende ganske godt: 42 dage lå Nautillus opankret og ventede på, at der blev ’klar bane’. Eller de ikke havde mere mad. Ingen havde forestillet sig hvor længe sådan en lille, usynlig virus skulle sætte friheden på stand-by.

’Vi havde jo regnet med at blive en uges tid – og havde proviant til to uger måske…Hvis ikke drengene havde været så gode til fange fisk, var vi nok gået sultne til køjs lidt oftere’ konstaterer Ditte og Kristine - de to eneste besætningsmedlemmer, der valgte at blive om bord.

Med en forholdsvis ensidig kost bestående af kokosnødder og fisk, de selv fangede, var det muligt at opretholde livet. Hajerne var begyndt at blive lidt nærgående, når der blev harpuneret, så af sikkerhedshensyn blev den type fiskeri indstillet. I stedet brugte de et gammelt net, som de fandt på øen. Hvilket viste sig at være meget effektivt. Pigerne jagede fiskene i nettet og drengene samlede og trak det op. Vupti - en fangst på flere fisk end de selv kunne spise, så når de spottede en sejlbåd på AIS’en undervejs fra Panama til Tahiti eller Tahiti til Nuka Hiva, blev der kaldt over VHF’en og handlet fisk for mel, olie, æg og grønt, varer i høj kurs hos Nautilus.

Uvisheden om hvad vej verden ville vende – og hvornår - blev plejet i et lille men velfungerende fællesskab på 4 ombord. Faste ritualer blev indført til at få dagene til at gå. Den pludselige opbremsning handlede ikke blot om at Nautilus nu lå for anker konstant, men også om at det sædvanlige og høje aktivitetsniveau ikke længere kunne opretholdes. Og slet ikke efter at gummibåden katastrofalt drev til havs og aldrig blev fundet.

Dykning blev til fridykning med nye rekorder dag for dag og pigerne blev gode til at filettere de mange fisk, der blev halet i land. Træning på dæk hver 2. dag og et spil kort med de få både, der efterhånden ’kom forbi’ - sejlende med vinden fra Panama. En af dem var, Dorte, Emils mor..! Om bord på en amerikansk båd. Unødvendigt at sige, at der blev spejdet i horisonten efter ’mor’ og at et gensyn på en atol midt i Stillehavet under en pandemi-nedlukning hører til de få og ubetalelige oplevelser i et liv.

Parkering i Paradis
Efter ’pitstoppet’ på atollen, lettede de anker og fortsatte til Tahiti, hvor båden fik en overhaling og rundturen frem og tilbage blandt de fem ø-grupper i Fransk Polynesien kunne fortsætte knap et år mere. Men aldrig videre end dét.

Og sådan ændrede drømmen om en jordomsejling sig til en ’parkering’ i Paradis. Nautilus har haft omkring 70 unge med på turen – mange helt uden sejlerfaring men med lysten til at lære det og opleve de fantastiske steder og dykning, som øerne i Polynesien byder på. Frederik og Emil har erfaret at alt, der kan gå i stykker vil gå i stykker. At de kan reparere det meste og at reservedele og tålmodighed går hånd i hånd med sejlglæden.

Det er blevet lidt af en udfordring at få gaster ud og hjem i en tid, hvor pandemien stadig besværliggør udveksling og ikke mindst videre sejlads mellem kontinenter og øer. Emil og Frederik er i Danmark nu, mens de tager en time-out fra sejladsen og lægger planer for fremtiden. Nautilus er i gode hænder hos venner på Tahiti, som passer på båden indtil de kommer tilbage.
Af Anette Molbech

Lyt med på historierne
Eksterne link her til Oceaner af Eventyr via: spotify og Google 



Galleri







Kort nyt

I aften - Rindom i Natholdet

Kapsejlads

F18: Stor ros til Aarhus Int. Sejlsportscenter - 'Great city,...

Kapsejlads

Silverrudder 2021: Hvilket jubilæum...vi talte med nogle af de...

Kapsejlads

H-båd: Yes - nyt team øverst på podiet

Kapsejlads

WOW: Vanvittig tæt afgørels i Sundby

Kapsejlads

Congressional Cup: Emil Kjær - lige ved og næsten…

★ Test af motorbåd

★ Motor: Hvad er bedst, påhæng- eller indenbords?

Kort nyt

Aftale sikrer landets første autonome og emissionsfrie...

Kapsejlads

Følg deltagerne i Silverrudder





Udvalgte artikler *