fbpx

Vær med til at kåre 'Årets Havn 2015'

Inkluder i Newsletter: Ja

Selvom der stadig er mulighed for nogle gode weekendture i sensommeren, tænker du sikkert også tilbage på sommeres gode sejleroplevelser og de mange dejlige havne og steder, som I har besøgt i løbet af sæsonnen.

Havnene er meget forskellige, lige fra store marinaer til de mindste hyggelige gamle fiskerihavne. Service, faciliteter, mulighed for aktiviteter og meget mere er med til at gøre havnebesøgene til gode oplevelser, og sejlerne har naturligvis meget forskellige krav og forventninger til havnene.

Det er også nu du skal tænke tilbage på, hvilken havn, du synes fortjener at blive hædret som Årets Havn 2015.

Det er medlemmerne i Danske Tursejlere, der afgør hvem, der skal have titlen som Årets Havn og afstemningen foregår dels via Danske Tursejleres hjemmeside, dels ved at man indsender sin stemmeseddel til sekretariatet. Stemmesedlen findes også i medlemsbladet Tursejleren.

Sejlerne skal begrunde deres indstilling af deres kandidat ved at besvare en række spørgsmål:

  • Er der et synligt havnekontor med brugervenlige åbningstider?
  • Er der mulighed for køb af diesel og benzin?
  • Er toilet- og badeforhold gode og renholdte?
  • Er der aktivitetsforhold for både børn og voksne?
  • Er der gode indkøbsmuligheder i nærheden af havnen?
  • Er der el og vand i tilstrækkeligt omfang på broerne?
  • Er der fair priser for gæstebåde?
  • Er der bådpladser i alle aktuelle bredder/længder?
  • Er havnens medarbejdere serviceminded?
  • Kunne du tænke dig at besøge havnen igen?

Leif Niels DT og Jesper Højenvang FLID DT_528

Leif Nielsen (th), Danske Tursejlere og Jesper Højenvang (tv), Foreningen af Danske Lystbådehavne (FLID) samarbejder om at styrke havnenes udvikling, så de bliver endnu bedre i fremtiden. Foto Danske Tursejlere

Leif Nielsen, forretningsfører i Danske Tursejlere fortæller:

"Det er af stor betydning, at så mange som muligt afgiver deres stemme. Ved at analyse begrundelserne for stemmeafgivningen kan vi gennem vort samarbejde med FLID være med til at påvirke den udvikling, der skal pågå i havnene over de næste år.

I nogle havne har man allerede set de muligheder, der ligger i en forøgelse af gæste anløb og øget turismeindtægt men mange havne er fortsat bagefter med modernisering og udbygning af havnens faciliteter.

Specielt kan det være en udfordring ved kommunalt ejede lystbådehavne, hvor mange politikere endnu ikke har fået øjnene op for de muligheder, der ligger i en modernisering af havnens faciliteter. Vand drager de fleste mennesker og disse muligheder bør udnyttes siger Leif Nielsen.

Både ældre og ikke mindst yngre sejlerfamilier ønsker gode faciliteter og her skal vi også huske sejlerbørnene. Bliver sejlerbørnene engageret har mor og far jo fred så længe."

Jesper Højenvang, direktør i FLID supplerer:

"I Foreningen af Lystbådehavne i Danmark er man glad for de vurderinger som medlemmerne i Danske Tursejlere afgiver. Herigennem kan vi være med til at opfordre vore medlemshavne til at investere de rigtige steder således det giver mening for vore sejlere og i sidste ende giver øget aktivitet i havnen."

Og Leif Nielsen slutter med et smil: "Sluttelig skal man også huske, at når man har afgivet sin stemme deltager man automatisk i lodtrækningen om 2 minicykler fra Palby Marine."

Sidste frist for at afgive sin stemme er den 1. november 2015 og stemmesedlen finder du på www.dansketursejlere.dk

Årets Havn 2015 kåres den 25. november 2015 i forbindelse med, at FLID (Foreningen af Lystbådehavne i Danmark) holder deres efterårsseminar i Messe C i Fredericia.

Med kåringen følger også en check på kr. 5.000,00 som havnen kan anvende til forbedringer efter eget valg.

Tidligere er titlen som Årets Havn gået til

2008

Reersø Havn

2009

Agersø Havn

2010

Juelsminde Lystbådehavn

2011

Bogense Marina

2012

Dyvig Bådelaug

2013

Hundested Lystbådehavn

2014

Ballen Lystbådehavn, Samsø

2015

????