fbpx

Ingen tvivl, kanalbeviset er et lovkrav

Inkluder i Newsletter: Ja

Vi spurgte specialkonsulent Sten Emborg, Søfartsstyrelsen: "Er det nu også et lovkrav at danske lystsejlere skal have et kanalbevis for at sejle på de Indre Vandveje. Danmark er jo ikke med i CEVNI samarbejdet?"

Til det svarer Sten Emborg:

- "Der gælder særlige regler for certifikater og for sejlads på de Indre Vandveje. Disse regler er fastlagt af CEVNI landene Holland, Tyskland, Frankrig og Østrig i fællesskab. I modsætning til sejlads på det åbne hav, hvor de nationale regler om certifikater gælder, har CEVNI landene pålagt fartøjer fra udlandet at følge deres regler for certifikater for sejlads på de Indre Vandveje.

Det betyder i praksis, at et lystfartøj op til 15 meter, som fører dansk flag, skal følge danske regler for certifikater på havet uanset om det fx er i svensk eller tysk farvand. Men når den samme båd er på de Indre Vandveje er det ubetinget CEVNI reglerne, som gælder. Herunder kravet om dokumentation for gennemført sejladsundervisning (i daglig tale kaldet Kanalbeviset, red.)."

{redmod}

Kanalbeviset kan fås som et tillægskursus til et duelighedsbevis eller yachtskipperbevis for fritidssejlere. I CEVNI konventionen skelnes mellem reglerne for lystfartøjer under og over 15 meter og der er særlige regler for fartøjer over 15 tons og en fart på mere end 20 km/t. Desuden gælder der supplerende regler for sejlads på de store floder som Rhinen, Donau, Rhone m.fl.

Steen Wintlev-Jensen fra Dansk Sejlunion udtaler i samme forbindelse:

- "Ud over de rent lovmæssige krav giver det god mening at tage Kanalbeviset. Der er nemlig temmelig mange regler, som er anderledes end dem, vi kender fra sejlads på havet. Fx er vigereglerne helt anderledes, da de på floder og er defineret ud fra, om du sejler med eller mod flodens løb. For at gøre det mere kompliceret kan skibe, som sejler mod strømmen vælge at sætte et blåt skilt på styrbordsside af styrehuset, som betyder at han viger til bagbord – altså modsat det normale."

Hold øje med "vejskiltene"

Steen fortsætter: "Fra havet er vi jo ikke vant til "vejskilte", men der er faktisk mange skilte på de Indre Vandvejes bredder, broer og sluser, som du skal kende. Det gælder ensretning, indsejling forbudt, fartbegrænsning, gennemsejlingshøjder og henvisninger i forbindelse med passage af sluser. Og på mange af de Indre Vandveje er der stadig en ret kraftig trafik af endog meget store fragtskibe, som du ikke skal ønske dig at komme i vejen for."

VHF på floder og kanaler i Europa

Hvis du har VHF radio ombord og din båd har en motorkraft på mere end 25 W (ca. 32 HK) er ATIS lovpligtigt. ATIS er normalt indbygget i nyere VHF radioer. Systemet udsender et identifikations signal med din båds data. Du skal slå ATIS til, når du sejler ind på de Indre Vandveje. Samtidig frakobles AIS automatisk. Har du en VHF med DSC skal du indkode et 9-tal foran dit MMSI nummer.

Hvornår skal du vise dit kanalbevis

Det er de færreste danske lystsejlere, som får lejlighed til at fremvise deres kanalbevis for myndighederne, men fx i Tyskland er det ikke ualmindeligt, at det tyske Wasserschutzpolizei, stopper udenlandske lystbåde for kontrol af bådens papirer bl.a. bevis for betalt moms. Så det er altid en god idé at supplere sit duelighedsbevis eller sin yachtskippereksamen med et kanalbevis, som for de fleste vil være ganske nemt at opnå. Og det er jo aldrig dumt at blive klogere.