fbpx

Tak ...

Inkluder i Newsletter: Ja

 

Egentlig er det underligt, for når jeg spiller fodbold er jeg verdensmester i kunsten, aldrig at ramme målene. Ofte kommer jeg farende, 120 kilo i frisk nyskidt morgen-kampvægt, og med stor begejstring, for derefter at sparke forbi bolden. Når det så gælder at ramme en sten i det enorme Kattegat, så "bum" så finder jeg den med 100 % træfsikkerhed. Selv når jeg står med papir- søkortet i hånden, og kortplotteren arbejder for fuld damp.

Den 28 juli spurgte Niels Thal Jensen i en kommentar til "Er du ikke lidt patonisk?" - citat kommentar:  Vil det sige, der ligger en farlig, uafmærket stengrund i nærheden af "Grønne Revle", eller hvad er der helt nøjagtig sket? Bare tanken om at ramme sten giver jo de fleste kuldegysninger

Svaret må jo sige at være "Ja", tilmed på en position hvor hverken kortplotter eller kort siger, der er fare på færde. Det udsagn er jo altid forbundet med usikkerhed, men midt i al kaosset tog jeg et billede af kortplotteren. Den giver efterfølgende den info, at jeg har 2,3 sm til waypointet. Waypointet ligger cirka 1 sømil nord for bøjen, der markerer indsejlingen til den gravede renden der fører dig ind til Hundested. Pejlingen til waypointet er kurs 100, her hvor usikkerheden kommer ind. Faktum er, at jeg først søger at kommer i "sikkerhed" før jeg griber min Ipad – da telefonen var stendød. Men med den usikkerhed i mente er positionen for grundstødningen udregnet som bredde 56.05.01 længde 11.44.80, som planlagt på den nordlige side af kanten til "Grønne revlen". Skulle jeg så i virkeligheden reelt have sejlet længere inde, havde jeg stadig fin respit til det markerede rev der ligger derinde. Revet står i kortet, men bøjen er fjernet!

Lige som den "anonyme" den 29. juli fortæller, at der på Navionics i juni 2012 er markeret (med lille sort kvadrat) en "2m stengrund" på pos. 55'59.528 / 11'48.561. Den information har jeg fået fra flere sejlere, de seneste dage. Fiskerne fortalte også, at Grønne Revle er et sted med langt flere sten end søkortet fortæller. Desværre lidt sent at få den info, så lærdommen må være – hold dig helt fri af Grønne Revle ved indsejlingen i Hundested.

Turen gik med nødror til Hundested, hvor nogle søde sejlere hjalp mig på plads. Aften gik med oprydning og eftertanke. Kl. 22.00 faldt jeg i en dødelig søvn, men vågnede hver gang mit korpus skulle vendes.

Av, hvor er jeg ringe - rent fysisk. Mandag vågnede jeg sent, og i en ufattelig rastløs stemning. Snakkede med Pantaenius, som også læser Baadmagasinet.dk, så opkaldet var ventet. De gode mennesker oppe i Skive, er ikke de billigste på markedet for bådforsikringer, når præmien skal betales. Men når du først er i situationen, som jeg nu står i, er der reelt set ikke nogen forsikrings alternativ. Jeg betaler også min præmie, om ikke med fornøjelse – men så i dyb respekt for servicen og fagligheden hos de ansatte i Pantaenius.

De gav mig lov til at sejle alene på nødror til Hornbæk, mentalt rigtigt godt for deres udsendte. Men om det var den rigtige beslutningen, kan godt diskuteres.

Nødroret på en Dynamic er en træ rorpind, på knapt en ½ meter. Med den skal du styre en 43 fods sejlbåd, knapt 12 timer efter du har fået læsterlige klø. Nu blæste det ikke ret meget, men dønninger nordfra som starter omkring Liseleje vest for Gilleleje, var onde ved mit kadaver. Især at skubbe roret, gjorde stadig mere ondt – lige pludselig er der meget langt til Hornbæk.


 

Hornbæk Havn og havnemester Allan Vodder, er jo gode bekendte af "Miss Saigon". Senest skrev jeg om hans nye badefaciliteter under titlen: "Ren fornøjelse at gå på lokum i Hornbæk", dejligt sted, så længe du går i en stor bue uden om Fiskehusets fiskefrikadeller. Formanden i Hornbæk Sejlklub - William Leedgaard - fortæller, at både en selv og disse 'fiskedeller' - får hele klubhuset til at stinke forfærdeligt. Læs selv: "Ilse, dronningen af Hornbæk"

Mandag var der alvorlig mange gæste sejlere, inde i den gamle havn. Heldigvis var der en plads i yderhavnen, som jeg selv kunne styre skibet ind alene – med voldsomme smerter på plads i. Ærligt talt, var jeg solidt vingeskudt og tingene gik bare langsomt. Men nu er jeg i "dårligt" selskab, hvor gode venner kan afhjælpe mine vanskeligheder.

2 dage til meget tiltrængt rekreation, tid til at får tid til at tænke over situationens alvor. Jeg og skibet er heldige, nok fik vi begge voldsomme klø. Men seriøst er det så heller ikke værre, materiel skader. Ja, men ingen døde, redaktøren undgik at skulle overveje om Lassen virkelig var en nekrolog værdig? Svaret kan jeg godt give, Nej - aldrig. Den trinde redaktør vil bide hårdt i cigaren, for at finde en hurtig – og helst meget billig – erstatning, til at fylde sitet ud.

Positivt starter denne sommertur med "2 tosser på togt" og den slutter med de samme 2 tosser, CB66 sejleren Rasmus Kunde og deres udsendte tog turen fra Hornbæk til Preben på Humlebæk Værft – igen på nødror.

Onsdag eftermiddag ankom vi til en smilende Preben, som også læser Baadmagasinet.dk. Vi var ventet, Preben er jo i en verden, der redder bagdelen på tåber som mig.

"Patonisk" eller "Platonisk", jamen den trinde redaktør havde advaret mig med udtrykket: "Den får du klø for". I kommentaren: "Er du ikke lidt patonisk ?" brugte jeg begrebet "Patonisk", som jeg mener er et godt græsk/dansk udtryk for begrebet: "Afsporet". Det har siden givet en hel del kommentarer. Mange mener jeg skulle have brugt begrebet: "Platonisk"? Hvem har så ret, Mig eller Jer?

Årsagen til diskussionen er, at jeg stillede spørgsmålet: "Nogle, også med rette – kan spørge om jeg ikke er en omgang for medie liderlig? " "Interessere det overhovedet 3. part at jeg er en klovn på vandet? Jeg er jo ikke den første og desværre heller ikke den sidste der går på grund i danske farvande. 

Svaret er ret enkelt: Nej, jeg er ikke medieliderlig, men det gør ikke at, jeg har et platonisk forhold til min sejlsport. "Platonisk" er græsk efter den græske filosof (427-347 f.Kr.), altså en lidt ældre fætter. Har du et platonisk forhold, så har du et åndelig, ikke sanselig, ikke erotisk forhold.

For mig er sejlsport, lige som sex. Svært at få godt, men altid værd at kæmpe en solid kamp for.

Så jeg holder fast i Patonisk, som kan oversættes med lidt god vilje med ordet: "Afsporet". Jeg valgte overskriften: "Er du ikke lidt patonisk?", da jeg synes at alternativet: "Er du ikke lidt mentalt afsporet?", lige var hård kost for dig som læser (og mig som skribent), selv om det nok er sandheden.

Skægt nok har Claus Jespersen den 29 juli læst den samme inspiration som undertegnede omkring filmen "Afsporet" - så starter anmelderen med dette her: Charles Schine har et noget patonisk forhold til sin kone, datteren og jobbet kommer først, så da han en dag møder en attraktiv kvinde i morgentoget, udvikler det sig, og så går alt skævt. http://cinemaonline.dk/Anmeldelse/afsporet.6386.html

Så er der åbenlyst andre end mig, der har brugt ordet: " Patonisk ".

Fortsat god sommer, måske ses vi - selv om du bliver nød til at kigge forbi værftet i Humlebæk, der er faktisk ret hyggeligt?