fbpx

To 'tosser' på transport togt

Tirsdag morgen, forbandet tidligt - vågnede jeg i Gilleleje Havn ved en høj gennemtrængende lyd. Var det Rasmus, der atter søgte at indfange en torsk ude i forkahytten eller var der mobilen som spruttede rundt på bordet for at få lidt opmærksomhed. Indfangning af torsk i forkahytten, var nok ikke realistisk at ændre på, selv om fiskekvoten for længst var opbrugt i løbet af natten.

Så jeg gav mobilen min søvnige opmærksomhed, hvor der tikkede en længere SMS ind fra en ganske ophidset redaktør Øverup. Debatten stopper jo aldrig på baadmagasinet.dk, og på den seneste har både kendte og endnu flere anonyme gjort sig kloge. Jeg havde også været i tasteturet, og budskabet fra den ophidsede Øverup var ret klart: ”- LASSEN, Find kammertonen”.

Mens jeg filosoferede over den redaktionelle udmelding, læste jeg nattens indlæg igennem – Alt imens jeg filosoferede om den gode Øverup nu tændte cigaren før skærmen, eller omvendt. Positivt tænkte jeg smilende, at nu går den gode mand voldsom ophidset rundt i sin knælange hvide natskjorte med sin nathue solidt placeret på det kuglerunde hoved.

Forhåbentlig kunne den gode mand vende morgens voldsomme ophidselse over Lassen, til en omgang begejstring? Alt sammen til fælles morgenglæde for redaktøren og fru chefredaktør, når redaktøren altså havde lagt cigaren og natskjorten – men spændt som en fjeder, klar til aktion. Personlig håber jeg, at redaktøren også huskede at lægge nathuen, før han indtrådte i hjemmets sovegemakker? Svaret får I kære læsere nok ikke, redaktøren vil hårdnakket påstå, det henhører hos privatlivets fred?

Jeg er med den gode CB66 sejler Rasmus Knude på transport sejlads, på vej vestover til Rudkøbing på Langeland. Begrebet "Curling far”, har fået nye dimensioner denne sommer. Husets nu voksne unger, vil rigtig gerne sejle med en uges tid. De sætter dagsorden, afgangshavnen, tid og rute og jeg som far siger ”Jawohl”, derfor er vi på transportsejlads. Til med en besværlig en af slagsen. Mit privatliv er i kaos, kompenseret med et 24/7 arbejdsliv. Sejlsportsligaen har trukket tænder, og så er der de andre opgaver oveni. Det gode skib ”Miss Saigon” har slet ikke fået den opmærksomhed, hun påkræver i sin modne alder.

Skibet trænger til opmærksomhed

De nye sejl kom først på i lørdags, den indre rengøring blev påbegyndt søndag efter en fantastisk 50 år fødselsdag med en cocktail af gale sejlere og vilde franskmænd. Hurtig trak besætningen over på ”Det fedtede hjørne” i Hornbæk, hvor Mickael Hardinger´s kone stod i spidsen for en jamsession med sin mand og Claus Asmussen – begge fra Shu bi dua's storhedstid i 80érne. Med sig havde de en gruppe dygtige musikere, så der var lagt musikalsk i kakkelovnen. Da de først havde fundet brillerne frem, nødvendige for at se strengene på guitaren, så rockede det til langt ud på natten.

Endelig mandag kunne jeg stå i Gilleleje, som Rasmus tørt konstateret – godt udbrændt. Det gode skib trængte til endnu mere opmærksomhed. Brian fra Volvo Penta værkstedet måtte tilkaldes, så fungerede motoren. Tak. Gaskomfuret var også stået af, den nye sikkerhedsventil er brændt af efter kun en måned. Ledningerne er simpelthen smeltet. Nu er den pillet af og der skal udvises ekstrem forsigtighed på sommerturen. Bilges pumpen skal skilles ad, da et fint støv er gået gennem filteret og sat sig på membranerne. Det bliver en af de kommende dage. Men det nye toilet fungerer, jeg har piger – og de stiller strikse krav til den slags.

LAssen bogkassen på sejerø_530

Sven Møller Kristensen ”Dansk litteratur 1918 1950” er en sikker sejler succes på Sejerø. Foto Nicolai Lassen.

Sejerø er stadig en tidslomme

Endelig onsdag formiddag – vi faldt også i gryden tirsdag aften med de lokale fra Gilleleje Sejlklub - var vi klar til afgang. Afsted, i hvert fald til Havnebyen ved Sjællands Odde. Endelig tilsmilede DMI os, en frisk brise fra øst fik gennemsnittet op på 8 knob, så vi kom rundt Snekkeløbet og nåede Sejerø. Cirka 50 sømil, en tur jeg traditionelt altid har taget i modvind – så det var en god dag.

Sejerø er stadig en tidslomme, helt sin egen med et meget ukompliceret forhold til begrebet turisme. I badebygningen ligger der en kasse med bøger du frit kan låne, skal der ryddes op i skibsbiblioteket er du mere end velkommen tll at supplerer kassen op. Det var onsdag, så den stod på pandestegt flæsk, små kartofler og fed persillesovs på den lokale ”Rødspætten” bag Brugsen. God oplevelse, selv i en meget varm sommer aften.

90.000 tons flytter sig ikke lige

Det er en transportsejlads, målet er lige som vedligeholdelsestanden og oprydningen ikke til diskussion. Der ligger en solid dags arbejde foran mig, så det er suverænt at vi nu ligger i Nyborg, kun godt 20 sømil nord for Rudkøbing. Vi stod tidlig op torsdag, smed fortøjningerne og kom ud af havnen på en halvvind ned mod Asnæs pullerten. Sydover mod Røsnæs, forbi pynten hvor broen stod klar i formiddagssolen. God vind, agten for tværs indtil den døde et sted syd for Kerteminde. Et er, at vinden dør, med modstrømmen tog også hårdt fat. Det sidste korte stykke op mod broen havde vi 3 til 4 knobs modstrøm, og der er ikke rigtig nogle steder du kan gemme dig. Du står med fornemmelsen, at broen bare ikke vil indtages. Den stærke strøm fortsatte faktisk, lige til vi var i læ i Nyborg Fjord.

Passagen af Storebæltsbroen, er lidt som at sende små børn ud og lege på motor vejen. Erhvervsskibene var bare meget store, du skal end ikke tænke på at komme i vejen. 90.000 tons flytter sig ikke, fordi en sommersejler ikke kan finde ud af det. I dag kom de imod os, godt hjulpet af sted af med strømmen, der var på deres side.

Ved indsejlingen til Nyborg Fjord ligger Marinehjemmeværnets kursuscenter, det er en flok gutter som har min dybeste respekt. De reddede mig, skibshunden Chilli og familien fra en grum skæbne i farvandet mellem Lohals og Lundeskov tilbage i 2002.

I dag skulle de nye rekrutter indvies i værnets mange muligheder, adskillige af de karakteristiske hjemmeværnsskibe havde et stort søslag med krudt og kugler. En alternativ sommerlejr for voksne?

Nu er kl. 21.00, den værste hede er taget af. Så tiden er inde til at skifte tasteturet ud med vand og sæbe. Selv en gammel ged vil flygte, hvis den mødte deres udsendte nu

Fortsat god sommer, måske ses vi i det sydfynske ?