Foruden at synge er hun producer, står for markedsføring og hjemmeside og er desuden den ansvarlige for husholdningen, humøret og samhørigheden om bord. Hun lystrer tilnavnet Mega(m/k)okken.
”Det kan godt være en udfordring. Det er ikke et hotel. Vi er et sjak, så alle skal hjælpe til. Men det er alligevel mit ansvar, at vi får noget at spise. Det er ikke alle, der er lige vant til at sejle. Og så kan det komme bag på dem, at jeg beder dem smøre madpakke en dag, hvor der er udsigt til vind. Er vejret slemt, får de et par Marzine og bliver lagt ned, og så sejler vi,” fortæller Leni.
”Ja, det er kun os, der ikke bliver søsyge, men du kan ikke opleve noget på en båd, som kommer i nærheden af det, du kan opleve på et jagerfly,” erklærer Niels tørt.
Stor efterspørgsel
Selvom koncerterne kunne udvikle sig til en fest hver aften, så holder Leni hårdt på, at det foregår om læ efter klokken 22. ”De andre sejlere skal også have lov at have fred i havnen,” siger hun.
Trods de skånselsløse betingelser har det aldrig været svært at skaffe en besætning, som både kan klare den sociale udfordring om bord, være underholdende på scenen og sluge en søsygepille. I begyndelsen rekrutterede de fra det nære netværk. Nu kommer folk og søger om lov til at være med.
”Vi har det jo sjovt med det, vi laver. Det kan mærkes. Folk kommer og byder sig til, fordi de har hørt os, og så tager vi en samtale og tester deres musikalske evner og underholdende gen,” forklarer Leni.
”Havnefogederne og turistforeningerne er også begyndt at ringe til os. I år skal vi til Dyvig. Havnefogeden ringede og spurgte, om han kunne lokke med et telt og et fadølsanlæg. Det kunne han godt,” smiler Niels.
Det bliver dog på bekostning af en af de gamle havne, for Leni kan kun være med i 28 dage, så der er ikke plads til at udvide programmet.
Den indre hest
Der er ingen, der får penge for Visens Skibs koncerter bortset fra KODA, der opkræver op til 9.000 kroner i rettighedspenge. Visens Skib er en forening, og koncerterne er gratis. Udgifterne dækkes af forskellige sponsorer. I år er det foreningen Danske Tursejlere, Tuborgs Grønne Fond, virksomhederne Lillering Skov og Solo-gruppen, der sponsorerer gildet. Dertil kommer koncertindtægter fra vinterhalvåret, når foreningen Visens Skib er hyret til private fester og spillesteder.
”Det er nødvendigt med en forening, for vi vil ikke som privatpersoner beskattes af sponsoraterne, som går udelukkende til vores kulturfremstød for dansksproget sangpoesi. Helst ville vi være foruden alt det bøvl med regnskaber og fundraising. Det kan forekomme mere kompliceret, end det burde være, at få lov at synge en sang,” siger Leni.
Men de bliver alligevel ved. Hvorfor?
”Lønnen er publikum og den modtagelse, vi får i havnene,” siger Leni, og så begynder en længere perlerække af historier.
”Vi spiller næsten altid protesevisen. Det var kosteligt, da en svensker blandt publikum tog sit gebis ud og klaprede med det i hånden,” griner Niels.
”Jeg fattede ikke, at Leif kunne holde masken. Det var så morsomt,” tilføjer Leni.
”Han så det slet ikke,” svarer Niels.
En anden lille historie om en af de overlevende efter Tunø-festivalen, fortæller også en historie om de glade musikanter. Efter en udveksling om, hvorfor de ikke optrådte i ens tøj, runder den bagstive tilhører af med ordene: ”Nå, I er en flok ”invidualister” i forskelligt tøj med en indre hest, der vil frem.”
Den indre hest driver etablissementet år efter år, og der er kun én ting, Leni savner: ”Jeg kan godt savne at kunne stå op om morgenen uden en plan. At kunne se på vejret og bare sejle med vinden.” Turnéplan 2014 klik her
