fbpx

Fokus på charter

Inkluder i Newsletter: Ja

Tjek charterbåden hjemmefra
Få styr på brikkerne, inden du tager af sted i lejet båd

Af Anders Høegh Post

Skal du leje båd, er der mange gode spørgsmål at stille, inden du tager af sted. Brochurer for chartersejlads viser gerne blåt vand, palmer, sol, bikinier og glade mennesker i en charterbåd. Det er sjældent, man på billederne ser en båd med de grimme ting så som den store, oppustede gummibåd, der ligger i vejen på det meste af ruftaget, eller slæber efter båden. Eller man ser landgangsplanken, som fylder på sidedækket, eller står op ad hækstaget. Brochurerne mangler også ofte nogle praktiske oplysninger, man som bådlejer kan have fordel af at spørge udlejeren om inden afgang.

Hvor længe?
Går bådudlejning fra lørdag til lørdag eller fra søndag til søndag? Det nævnes ikke altid, og når flybilletter skal bestilles, er ugedagene vigtige for at undgå hotelovernatning. Firmaernes procedure er oftest, at man overtager båden f.eks. en lørdag eftermiddag og afleverer båden igen en fredag aften. Så kan firmaet nå at gøre båden klar igen til næste kunde lørdag eftermiddag. Man kan dog næsten altid få lov at overnatte i båden, før den er overtaget, eller efter den er afleveret, hvis det passer bedst med flyet.

Depositum og forsikring
Depositum er obligatorisk og ofte det samme beløb som bådlejen. Depositummet returneres, når båden afleveres uskadt. Er der skader, tilbageholdes det, indtil firmaet har repareret skader eller har erstattet mistet grej. Herefter sendes det resterende depositum hjem. Ved dyre skader mistes hele depositummet, men heller ikke mere. Undertiden kan man i stedet vælge en forsikring på 700-1000 kr./uge, hvor pengene er tabt, selvom der ingen skader er sket. Forsikringen dækker ikke, hvis f.eks. gummibåden mistes.

Køjer
Spørg til køjerne og indretning. Forkahytten kan f.eks. have etage-køjer og ikke dobbeltkøje.

Hvad koster det?
Bådens pris burde være enkel at se, men ofte skal der lægges 3000-4000 kr ekstra til. F.eks. skal der næsten altid betales for den obligatoriske slutrengøring, tit 500-600 kr. Det indgår som regel ikke i bådens brochurepris. En påhængsmotor til gummibåden koster også ekstra oftest 600-800 kr. Spiler og spilerstage findes næsten aldrig og vil nok koste et par tusinde ekstra.

Transport
Hvor er nærmeste lufthavn, hvor langt er der, og hvad koster det? Prisen for f.eks. en minibus fremgår nogle gange af prislisten. Arrangeres en minibus af udlejeren, kører den til hans lokale takst. Taxaer i ”de varme lande” to-tredobbler nemt prisen, og taxametret bruges sjældent. Der kan også være ekstrapris for bagagen.

Ekstraudstyr
Lagner, tæpper og håndklæder skal i nogle tilfælde betales særskilt (100-600 kr.). Viskestykker, toiletpapir, køkkenrulle, opvaskemiddel, tændstikker til gasblus og opvaskebørste findes sjældent om bord.

Indkøbsmuligheder
Mad og drikke er ikke om bord, men kan bestilles, hvilket sparer en masse havnetid og giver mere sejladstid. Effektive charterfirmaer tilbyder levering eller har aftale med et lokalt supermarked, som uanset tiden henter to-tre mand af besætningen, kører dem til supermarkedet og tilbage til båden.

Vejrforhold
Gennemsnitsvejret står nogle gange i brochurerne, men ikke altid. Det eneste, du kan håbe, er, at hvis de lejer båd ud i en periode, så må vejret være nogenlunde. På www.dmi.dk/index/verden/verdensvejr kan du finde gennemsnitsvejret for alle jordens egne.

Havneforhold
I Middelhavet bakkes bådene normalt ind på en havneplads. Spørg om charterbåden har S-drev eller lige skrueaksel. Det sidste er langt det bedste at bakke med, fordi der er størst manøvreevne, når skruen er tæt foran rorbladet. Firmaets oversigt med sejladsområde og seværdigheder og anbefalede havne er meget værd for sejlere i et nyt område. Læs også ”Turen går til ...” samt parlør m.v.


Oplev Danmark fra en charterbåd
Hvorfor ikke leje en charterbåd nogle uger i Danmark frem for at købe egen båd til en masse penge og med arbejde og pligter i årevis?

Af Anders Høegh Post

Det er dejligt at sejle på sommerferie i vore farvande.
Man kan sejle frit, som vinden blæser, bade, fiske og deltage i feriehavnens hygge. Eller nyde en smuk ankerplads i en stille bugt. Alt sammen i ”egen” charterbåd.
Familien eller en flok venner sejler billigst muligt i en charterbåd, for man skal kun betale for båden i nogle uger. Båden overtages klargjort og i orden, og efter endt sejlads skal man ikke bekymre sig mere om den. En charterbåd i en uge koster mellem 6000 og 15.000 kr.
Fordelen ved charterbåd er også, at man kan vælge en båd i det område, hvor man ønsker at sejle, det sydfynske øhav, Limfjorden, den svenske skærgård m.v. Hvis man derimod sejler i egen båd, koster få ugers sommerferie penge i mange år for selve båden. Desuden koster det masser af tid, arbejde, udgifter og ansvar med vedligeholdelse, havneplads, reparationer, motoreftersyn osv.
Rigtig mange dyre, privatejede både ligger ofte ubenyttede hen i vore havne. En ubenyttet båd er et fejlkøb, og det ville være bedre, om bådejeren i stedet havde lejet en charterbåd. Eller måske slog sig sammen med andre familier om at dele båden, så den blev brugt noget mere.
Ved at sejle nogle somre i en charterbåd kan nye sejlere også afgøre, om familien egentlig kan lide at sejle så meget, at det betaler sig at købe egen båd.

Lidt svært at finde charterbåd
Med chartersejlads forestiller de fleste sig nok noget med palmer og varmt Middelhav, Thailand eller Vestindien. Dem er der masser af annoncer for.
Men der findes også charterbåde i vore egne farvande og i vore nabolande. I Danmark udlejes sejl- og motorbåde af nogle få store firmaer og af en del privatpersoner. Men annoncerne skal man lede efter.
Danske charterbåde findes bl.a. på internettet, søg under Google.
Danske bådblade har ikke mange annoncer for danske charterbåde, men dem finder du i det tyske blad ”Yacht” under charter-annoncer. Der er nemlig rigtig mange tyskere, der lejer en charterbåd i Danmark.
”Yacht” har også tyske charterbåde i kønne, nordtyske farvande som Rügen m.v.
Danske udlejere med en enkelt båd kan findes i sjældne annoncer i aviser eller klubblade. Disse både er som regel billigst, men der kan eventuelt være problemer med bådens standard.
Charterbåde fra større udlejningsfirmaer er stort set altid i orden.

Hvem kan leje båd?
Sejladserfaring kræves, og som regel vil udlejeren se et duelighedsbevis eller lignende. Har man ikke det, kan det normalt klares med en skrivelse fra sejlklubben om, at man er erfaren og har sejlet i mange år.
Når man overtager charterbåden, får man instruks i motorens betjening, sejlene og de elektriske installationer m.v. Her røber man sig straks som erfaren eller uerfaren. Er der tvivl, vil udlejeren nok forlange, at man skal bestå en prøvesejlads med havnemanøvrer og sejlsætning osv.
Man kan også leje en større båd med skipper. Det er dyrere, men sejladsoplevelserne er garanteret, for skipperen ved, hvor der er godt at sejle.
Med eller uden sejlerfaring kan du leje plads på en gammel skonnert. Der er måske ikke kahytter, men en fælles ”banje” (opholds- og soverum) med 5-20 køjer i det tidligere lastrum.

Charterbådens flag
Danske myndigheder regner en danskejet charterbåd som erhvervsfartøj, mens lejerne naturligvis regner det for et lystfartøj. Det giver den konflikt, at lejerne forventer et yachtflag (splitflag), mens myndighederne faktisk kræver et firkantet dansk handelsflag.
Der er ingen, der kontrollerer dette, så de fleste danske charterbåde fører splitflag. Dette kan forvirre, når besætningen i en båd med dansk splitflag viser sig kun at tale tysk.
Charterfirmaer instruerer tilsyneladende ikke tyske lejere om, at vi i Danmark tager flag ned ved solnedgang. Mange tyskere lader flaget sidde oppe om natten, uanset at der er en officiel tysk regel om, at flaget skal ned kl. 21.00.

Rapport fra sejlere, der har lejet båd i Danmark

Leif: Var privat udlejer

Jeg havde for mange år siden en Maxi 777, som jeg kun brugte til udlejning for at tjene lidt ekstra. Det gav en masse arbejde og kun lidt indtjening.
En gang havde jeg et ungt par, der ville leje båden. Manden havde duelighedsbevis, men da jeg instruerede dem i bådens sejl og motor, kunne jeg fornemme, at de intet anede om sejlads. Mandens duelighedsbevis var taget i en motorbåd, og pigen havde slet ingen erfaring med både. En prøvetur i havnen viste, at de ikke magtede båden, så jeg måtte sige, at det gik ikke. De fik pengene tilbage, og jeg havde kun ulejlighed af den handel.

Inger: Lejebåd bedre end ejebåd

Det er da en kæmpefordel at leje en båd frem for at eje en, når man er en travl familie som vores.
Jeg kan faktisk ikke se en eneste fordel ved at bruge omkring en million på at eje en båd. En charterbåd hvert år er meget billigere. Så kan du også vælge at starte lige i det område, du vil sejle i.
Min mand havde taget duelighedsbevis og Yachtskipper 3. Han havde sejlet aftenkapsejlads et par år, da vi for første gang ville prøve en familieferie med vore to børn i lejet båd. Det er nu tre-fire år siden. Det var mig, der måtte finde båden i sidste øjeblik, for min mand havde for travlt. Jeg fik det råd af hans skipper at søge på internettet på Google under Charterbåd, Danmark, og jeg fandt frem til noget Dan-charter eller Boat-charter med nogle få, mulige både. Jeg kendte ikke bådene, men min mands skipper rådede os til at holde os fra de store skrumler og vælge en ældre Shipman 28. Den havde lavt fribord og lav overbygning og dermed mindst vindfang for en uøvet ved havnemanøvrer i blæst. Og så var den billigst.
Vi havde en dejlig og oplevelsesrig 14 dages ferie, der gav blod på tanden til mere sejlads. Nu har vi vores egen båd, som vi ikke har megen tid at sejle i.

John: Har lejet båd mange gange

Min kone og jeg er erfarne sejlere, og jeg har været Sjælland Rundt over 20 gange. Vi har lejet båd mange steder og haft dejlige chartersejladser i Danmark.
Men vi havde vrøvl med den sidste båd, vi lejede for seks år siden gennem Jyllinge Camping/Bådudlejning. Båden var privatejet og lå meget praktisk i Sønderjylland, for vi ville sejle i tysk farvand.
Men der var ingen tyske søkort. Udlejeren ville ikke købe nogen, så det måtte vi selv i Tyskland.
Første dag ophørte motoren at give kølevand, selv om motoren if. udlejeren havde fået hovedeftersyn samme forår. Vi anløb tysk havn uden motor og uden søkort, og i øvrigt også uden havnelods.
En tysk mekaniker ordnede motoren. Den vigtige impeller, der pumper kølevand ind, var slidt op. Normalt fornys impelleren hvert år, men denne var flere år gammel. Han satte en ny impeller i.
Vi betalte og rapporterede hjem til udlejeren. Han blev sur, for han kunne være kommet i løbet af nogle timer og skiftet impelleren meget billigere.
Båden var meget beskidt ved overtagelsen, det burde vi have taget varsel af. Bl.a. var storsejlets rebesystem ikke brugbart. Vi skrev en klage til udlejeren, men fik kun et uforskammet svar tilbage. Nu har vi selv købt båd.




 

Tips til charter

Af Anders Høegh Post

• Prisen er normalt for en uge. Det nævnes
ikke altid tydeligt.

• Sejlbåde har normalt rullegenua. Spørg til storsejlet.

• Tjek om lejeperioden er lørdag-lørdag eller søndag-søndag?

• Tjek om der er håndklæder, sæbe, toiletpapir, opvaskemiddel, tændstikker (til gasblus).

• Er der gummibåd? Har den påhængsmotor?

• Det er sjældent, der er spiler, spilerstage og gennaker.

• Findes: Redningsveste, redningsflåde, søkort, havnelods og som regel GPS-navigator.

• Sejlertøj må man selv medbringe.

• Depositum får man tilbage, når båden afleveres uden skader. Skader betales af depositum, dog ikke højere end selve depositummet.

• Båden overtages med fyldt brændstoftank og afleveres med tank fyldt op igen.

• 10-30 % ”last minute” rabat fås ofte på en båd, der bestilles i sidste øjeblik, men så er udvalget heller ikke stort.

• Afleveres charterbåden ikke på grund af dårligt vejr, må der betales ekstra, så udlejeren kan hente sin båd eller sende næste chartergæster til båden. Undtagelse er, at båden har en alvorlig fejl, som skyldes udlejeren.

• God regel: Når en tredjedel af ferien er gået, begyndes hjemturen.

Tip: Spritstreg viser ror
Du kender ikke båden, og hvis den har ratstyring, kan du ikke se rorbladets stilling som med en rorpind. Rattet har ganske vist et mærke, som bør være øverst, når rorbladet er midtskibs. Men mærket passer ikke altid præcist, eller rattet skal drejes en omgang mere, før rorbladet er midtskibs.
Et sted agten for rattet sidder rorstammens firkantede top i en kistebænk eller under et dæksel i dørken. Her skal der kunne sættes en nødrorpind på, hvis styresystemet svigter. Drej rattet til rorbladet er midtskibs, se det inde fra broen. Sæt en spritstreg langskibs på rorstammens top. Inden du nu giver gas på motor, så tjek hvordan rorbladet står med spritstregen, især når du skal bakke. Så undgår du problemer.

Find båd på nettet:
Båd og nøgne piger fra Falster

Det er almindelige skandinaviske sejl- og motorbåde, der lejes ud, eller det kan være især franske bådtyper, specielt beregnet til charter, hvor pladsen er udnyttet med flere køjer. De fleste er mellem 8 og 12 m lange med to eller tre dobbeltkahytter foruden sovepladser i hovedkahyt. Meget store både lejes ud med skipper.
Priseksempel fra Scancharter: Sejlbåde på 10-12 meters længde, 6 køjer, sommer 13.000-15.000 kr./uge, før og efter sæson 9500-14.000 kr. Depositum 6000 kr.
Danske charterbåde findes næsten kun på nettet. Har du ikke adgang til det, må du få en til at hjælpe, eller du kan ”nøjes” med de her nævnte muligheder, som vi fandt via Google under ”Danmark” og ”bådcharter”.
Det er underholdende søgning, idet alle steder, hvor hjemmesider nævner ordene Danmark og bådcharter, er med. Det indbefatter foruden ”hyggelig IF” og ”båd til polterabend” også ”nøgne piger fra Falster”, ”byggekraner” og ”trykluftværktøj”, så der skal sorteres kraftigt.

Et udpluk af relevante charterfirmaer

• Scancharter www.scancharter.dk,
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. med både over hele
landet samt i Sverige og Norge.

• Sydfyns Bådudlejning,
www.sydfynsbaadudlejning.dk

• Yachtcharter-Bornholm,
www.yachtcharterbornholm.dk

• Shipshape, www.shipshape.dk

• Svenske charterbåde på Götakanal via
www.dalslandskanal.se

• Plads på en gammel skonnert fås bl.a.
gennem Danish Schooner Charter,
Helsingør, tlf. 49 26 07 46 og på
www.skonnerten-maja.dk




10 bud for slæbejollesejlads
Det er ikke ufarligt at sejle i slæbejollen til og fra båden, der ligger for anker. I hvert fald skal man tage sine forholdsregler.

Af Jakob Johannsen

Den franske sejlerpige Dominique Courteille var på sit livs ferie sidste år. Chartersejlads med sine nærmeste venner langs den thailandske vestkyst i Andamanhavet. En aften går hun alene i land på en af verdens lækreste strande ved et af verdens dyreste feriehoteller, The Mandarin’s Phuket Yacht Club Hotel der ligger ved en af de sydlige bugter på øen Phuket.
Det er tropisk nat, og det varme vand suger den køligere luft over land ud til havs. Da hun er ca. 50 meter fra sin båd, sætter den lille, ellers pålidelige påhængsmotor ud. Hun prøver først at starte den, men forgæves, så giver hun sig til at råbe og skrige, samtidig med at hun i mørket leder efter noget at ro jollen med i mørket.
Men ingen hører hende, og selvom hun padler alt, hvad hun kan, med en pagaj i stævnen af jollen, driver den blot længere og længere til havs. Tre dage senere bliver hun fundet tilfældigt af en indonesisk fiskerbåd mere død end levende efter tre dage i den brændende sol uden vand og mad. Hun er så dehydreret, at hun ikke kan tale, men kommer sig heldigvis fysisk efter nogle dage på et hospital på Phuket.
En ulykkelig hændelse, som ikke nødvendigvis behøver at foregå ved en strand i Fjernøsten, men lige så godt kunne ske på læsiden af Samsø eller Bornholm. Her er nogle gode råd om, hvordan man kan sejle sikkert i sin slæbejolle – og i øvrigt også i alle andre mindre joller med påhængsmotor.

HUSK:
Hav altid et godt lille anker med en lang line om bord i jollen. Det kan i det mindste holde dig nær land.

Hav altid et sæt årer i båden, også selvom du kun skal bruge den til at vaske fribordet af. Vær sikker på, at åregaflerne er om bord, og at de passer til hullerne.

Hav altid en pøs eller øse om bord.

Kontroller om der er benzin på tanken, før hver sejlads.

Husk altid at tænde ankerlanternen før du sejler i land.

Tag altid mobiltelefonen eller endnu bedre en håndholdt VHF-radio med dig i land.

Hav helst én mobiltelefon pr. mand om bord.

Lad nogen vide at du er sejlet i din jolle enten i land eller ud til båden.

Vær sikker på at din jolle er synkefri med motor.

Når man sejler små joller, er der ekstra grund til, at alle om bord har redningsvest på – uanset hvor kort en strækning og hvor lavt vandet er.


Med skipper og værtinde
Luksustur i det græske øhav med skandinavisk koncept.

Af Jette Jansen

Jeg har flere gange været på chartersejlads, men kun en gang tidligere med professionel skipper om bord.
Så forventningerne var store, da jeg tog på en tre-dages tur med både skipper og værtinde. Indbydelsen var fra det svenske charterfirma Navigare Yachting, der har udviklet det opvartende koncept. Sejlads i det græske øhav i strålende sol og total afslapning. Jeg kan godt lide at sejle – hver sommer står den på sejlerferie i egen båd i de danske farvande eller den svenske skærgård. Men det skal helst være fint vejr og solskin. Det fik vi i Grækenland.

Med operasyngende skipper
Vi ankom til Athen og tog færgen til Hydra, hvor en Jeanneau 49 lå klar. Der var rigtig mange charterbåde i den lille havn, og øen er kendt for at lokke mange kunstnere som f.eks. Leonard Cohen til. Efter kolde drikke var det tid til badning. Inden middagen så vi over en drink en flot solnedgang fra Hydronettes terrasse, der havde en fantastisk udsigt.
Middagen blev indtaget på hyggelige Douskus, øens ældste restaurant fra 1825 med et kæmpe stort bougainvillea-tag.
Ud over skipper og værtinde var vi fire mere om bord, og turen skulle foregå i selskab med en anden Jeanneau 49 med fem om bord. Begge både er fra i år og købt af henholdsvis en nordmand og en svensker som investering.
Vores skipper var Emilia på 22 og værtinden Johanna på 21, begge fra Stockholm. De to unge piger havde det som sommerjob. Emilia er operasanger og har været skipper i fire år – sjov konstellation. Hun har sejlet fra barnsben og startede i branchen med at hjælpe charterfirmaet på bådudstillinger og ved andre events. Det første år kørte hun dobbeltløb med en anden skipper, hvor de deltes om opgaverne som skipper og værtinde.
Johanna studerer arkitektur, og denne sommer var første år for hende som værtinde. Hun sørger for al fortæring om bord, og det må siges at være luksus!
Vi vågnede til et overdådigt morgenbord, som værtinden havde klaret, mens vi andre langsomt vågnede.

Rundt på Hydra
Hydra er en smuk ø og krævede en gåtur langs kysten. Øen er frodig med et væld af flotte blomstrende nerier, citrontræer med store frugter og vinranker med små druer og figentræer med små frugter. Og så er den bilfri med undtagelse af en skraldebil, så det var ”æsel-taxier” vi mødte på vores tur.
Efter gåturen kom vi tilbage til en fantastisk lækker frokost bestående af salat, som Emilia og Johanna havde fremtryllet. Samtidig var båden gjort rent – igen en af de ting, der gjorde ferien til afslapning.

Opvartning i det blå
Derefter var der afgang mod Dokos, en smuk naturhavn. På så stor en båd findes en ankerkæde på 80 m, som først skal trækkes indenbords – heldigvis foregår det elektrisk, men man får godt nok ondt i tommelfingeren af at trykke på fjernbetjeningen så længe. Ankerkædens længde på både under 46 fod er 60 m.
Vi sejlede lidt kapsejlads mod den anden båd, og turen tog ca. en time i stegende varme. Vel ankommet efter at have sendt gummibåden i land med agterfortøjningen gik vi frem igen for at lægge de 80 m ankerkæde ud, og så lå vi side om side med den anden båd i den smukkeste lille bugt med flot blåt vand (klart selvfølgelig) og en hel masse småfisk – sorte og blå.
Øen er ubeboet, men har en hel del geder med klokker om halsen spankulerende rundt helt ned til vandkanten.
Så stod den igen på den lækreste frokost fremtryllet af Johanna og efterfølgende badetur og afslapning. Værtinden sørgede for, at vi intet manglede mht. spise og drikke. Koldt vand, sodavand, øl, salte snacks og drinks hvis det ønskes.
Lækker aftensmad blev grillet på klipperne og spist om bord. Hygge i cockpittet og en fantastisk stjernehimmel, da dagens varmedis forsvandt.

Mod Poros
Efter den store morgenkomplet sejlede vi kl. 10 af sted for motor med 7,5 knob til en lille bugt for at spise frokost og bade. Vandet var lyseblåt og klart, og der var heldigvis en let brise, for ellers var det ikke til at holde ud for varme. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Alle slappede af og badede.
Afgang mod Poros, hvor vi fik en fin plads foran grækernes egen favoritrestaurant Oasis. Der indtog vi aftensmaden, og så var det tid til vodka-drinks på Asteria, et af de mange små steder på havnepromenaden. Aftenen sluttede med diskoteksbesøg, men det blev kort – der var alt for mange mennesker. Næste morgen var der tidlig afgang med færgen til Athen. Fin tur.

Jobbet som skipper/værtinde
Hvert år i vintersæsonen rekrutterer Navigare Yachting nye skippere og værtinder i Skandinavien. Kun 30 % af ansøgerne kan bruges, og de ca. 25 udvalgte tages med på to-tre ugers hårdt kursus i Grækenland eller Kroatien for at gennemgå alt med henblik på ansættelse som skipper eller værtinde. De skal lære båden rigtig godt at kende, manøvrering, motorlære og bådreparation, så der arbejdes hårdt. Det siger sig selv, at sejlererfaring er en nødvendig forudsætning for både skipper og værtinde.
I udvælgelsen tages der også hensyn til ansøgernes sociale adfærd – man lever jo tæt med gæsterne på en båd – deres psyke for at se, om de kan klare pressede situationer, og selvfølgelig deres smil.
Kontakt for yderligere information: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Det er især unge, som tager disse feriejob for at tjene til studierne, og de synes, det er fedt at tilbringe sommeren i Grækenland eller Kroatien. De unge piger om bord på vores båd kom fra et job i Kroatien og skulle tilbage dertil efter vores tur. Månedslønnen ligger på ca. 8-9000 SEK til værtinden og ca. 9-10.000 SEK til skipperen. Udgifter til mad og ophold er betalt.

Koncept og investeringsmulighed
Navigare Yachting er helt igennem et skandinavisk koncept. Skippere, værtinder, teknikere og basepersonale er alle skandinaver, hvilket giver sikkerhed for god service, og at alle forstår hinanden, så en ferie ikke ødelægges af f.eks. sprogvanskeligheder.
En uge eller to før gæsterne går om bord, kontakter værtinderne dem om specielle kulinariske ønsker, så alle indkøb kan være foretaget, inden gæsterne kommer om bord. Menuen kan laves efter de retter, som værtinderne ”kan” og har tilrettelagt i samarbejde med skipperen. Charterfirmaet sørger også for, at skipper/værtinde tilpasses kunden.
En typisk pris for en uge i Grækenland med seks-otte deltagere, morgenmad og frokost vil koste ca. 7800 kr./person.
Også firmature arrangeres med eksempelvis teambuilding-kurser.
For sejlere, der gerne vil sejle i egen båd i vinterhalvåret, er det muligt at investere i en charterbåd; firmaet garanterer en god forrentning. Du kan have en sejlbåd i Kroatien eller Grækenland i tre-syv uger hver sæson og få 10-12 % retur af investeringen (baseret på 20 ugers udlejning). Navigare-Yachting tilbyder en seks års kontrakt uden udgifter til vedligehold, vinteropbevaring, havneplads, forsikring osv. Bådene bliver passet professionelt, og ejeren vil altid have direkte kontakt med den bådansvarlige. Kontakt Navigare-Yachting.dk for yderligere information.


 

At cruise en cat
Før var de sjældne – i dag ses de overalt, hvor der er gode muligheder for cruising og charterbådssejlads. Er vi gået ind i cruising-katamaranens århundrede?

Af Jakob Johannsen

Som dreng så jeg i cirkus en kosak, der red rundt i manegen stående på to heste – én til hvert ben. Og af en eller anden grund, er kosakken dukket op i min bevidsthed, hver gang tanken om at sejle katamaran har strejfet mig. Måske derfor er det indtil i år aldrig blevet til andet end lidt Hobie-Cat-badning fra en af Rødehavets strandkanter.
Det var derfor med lidt blandede følelser, at jeg modtog en invitation til at prøvesejle en 46 fods cruising-katamaran i en uge i Caribien. Ville jeg kunne sejle et sådant fartøj? Hvad med havnemanøvrer? Hvordan ville det være at sove i et af de to smalle skrog? Kan sådan én vælte? Kan den gå over stag uden at stoppe i vindøjet? Sejler den hurtigt? Uvidenhed skabte som sædvanligt frygt.
Før i tiden var store katamaraner en sjældenhed – især i vore farvande. Men efter i mange år at være forbeholdt excentriske franske og amerikanske jordomsejlere er store katamaraner bygget til tursejlads begyndt at dukke op verdens sejlcentre, både som privatbåde og charterfartøjer, og på sidste bådudstilling i Fredericia var der sågar en stand for turkatamaraner (uden fartøjer ganske vist).
Ser man udenlandske bådmagasiner, kunne man forledes til at tro, at vi rent tursejladsmæssigt er gået ind i ”Katamaranens Århundrede”. Så hvis jeg ville beholde min sejlsportsjournalistiske troværdighed og slippe af med min katamarane jomfruelighed, så skulle det være nu – og hvor gøres det bedre end på Jomfruøerne.
Det var en næsten helt ny 46 fods cruising-cat, SunSail 464, bygget specielt til de to store henholdsvis engelske og amerikanske charterbådsfirmaer SunSail og The Moorings. Begge firmaer ejes af First Choice Marine i England, som efter vi var kommet velbeholdent hjem, fusionerede med tyske TUI.
Båden er konstrueret af de to amerikanere Morrelli og Melvin og bygget på det sydafrikanske værft Robertson & Caine i Cape Town, som har bygget både monohull og katamaraner til verdensmarkedet i mange år.

Hangarskib
Min otteårige søn, Adam, der skulle være skibsdreng om bord, var ved at tabe øjne, næse og mund, da han fra molen SunSails store marina på Tortola så, hvad vi skulle sejle i:
”Det ligner resultatet af en parring mellem en klassisk sejlbåd og et hangarskib,” udbrød han spontant (den slags lærer de tidligt i skolen nu om dage), og vi syv voksne, der skulle med på turen, måtte næsten give ham ret.
Men bortset fra et enkelt punkt, forsvandt hangarskibsfornemmelsen meget hurtigt, efter vi var kommet om bord. Den første positive overraskelse var de rummelige kahytter – én i hvert hjørne af båden.
Hver kahyt på en 46 fods katamaran er som forkahytten på en almindelig enkeltskrogsbåd – måske en lille smule smallere, men til gengæld længere og rigelig stor til en bred dobbeltkøje.
Hver kahyt havde et pænt stort bade/toiletrum selvfølgelig med elektriske pumper på både bad og toilet. En kahyt om bord – den forreste i bb-side – havde et lille ”børneværelse” med en enkelt køje og med indgang både fra dækket og via en luge i forreste skot over dobbeltkøjen.

Privacy
Man kan simpelthen ikke høre hinanden, når man opholder sig i hver sin af de fire kahytter med dørene lukket, så der er god plads til privatliv. Mellem hver kahyt i hvert skrog er en lille fælles mellemgang med skabe, og herfra går man via et par trappetrin op i den store og brede salon.
Her findes et stort spisebord/sofa-arrangement og et meget funktionelt, stort pantry. Og når de brede skydedøre er slået op til det overdækkede cockpit, virker det som et par stuer en suite, med mindre man vil have aircondition tændt. Det prøvede vi kun en halv time. Ventilationen i hele båden er tilstrækkelig – selv i Caribien.
Det delvist overdækkede cockpit er behageligt fri for tov, skøder, spil og skødeklemmer. Det er alt sammen samlet omkring rorsmandspladsen, som er løftet op gennem cockpit-taget.
Til gengæld er der et meget bekvemt sofa- og spisebordsarrangement i bagbord og en kistebænk med masser af plads under i styrbord. Fra det overdækkede cockpit går man ud på det brede agterdæk, der ligger i samme plan. Herfra kan slæbejollen hejses op i davider, og for enden af hvert af de to skrog er der badetrapper til krystalvandet.

Acceleration og fart
Da sejlene var sat og halet hjem til en foranfortværs på vej mod Peter Island gav båden os endnu en overraskelse. I Caribien giver den aldrig svigtende vind båden et ”push”, som man ellers kun oplever i meget lette både og joller. Den løfter luv skrog ganske let (ikke ud af vandet), og så accelererer den bare derudaf. 12 knobs vind og 9,4 knobs fart er ikke noget at kimse af.
Og trods de krappe søer i Sir Francis Drakes Channel, sejler båden som på skinner under vandet. Ikke noget med at vippe, højst hakke en lille smule. Senere sejlede vi båden i Atlanterhavet, og selv i frisk vind kunne vi spise alle måltider ved det store cockpitbord, uden at noget røg på gulvet, ligesom besætningen kunne spille backgammon under sejladsen uden brikkerne flyttede sig af sig selv på brættet. Det var også en overraskelse, om end den var knap så uventet.

Næsten helt op på stranden
En yderligere stor fordel ved cruising-katamaraner åbenbarede sig for os, da vi skulle ankre op for natten i en skøn lysegrøn bugt. Vi kom lidt sent, så der var godt fyldt op i bugten med andre turbåde. Men med en dybgang på 1,2 m kan man gå meget tættere på kysten end almindelige fartøjer. Tæt ved land, næsten ingen bølger, god nattesøvn og oveni er mulighederne for, hvor man kan ankre stærkt forøget.
Ankeret viste sig lidt problematisk. På grund af katamaranens fysiognomi er anker og ankerspil placeret næsten midtskibs. Derfor skal man sætte en hanefod, der er monteret i stævnen af de to skrog, fast i ankerkæden, inden man firer de sidste 10 meter ud. Det fik vi hurtigt tjek på. Men det elektriske ankerspil var underdimensioneret, og propperne gik ustandseligt, især når vi skulle bjærge ankeret. Vi har senere erfaret, at SunSail har udskiftet samtlige ankerspil på denne bådtype.

Kryds på læns
Vi prøvede båden i alle mulige vindretninger, i de seks dage vi sejlede den, og på platlæns bliver den virkelig kedelig. Dels kan storsejlet ikke komme langt nok ud pga. de bagudvendte salingshorn, der er nødvendige, for at masten kan stå uden agterstag. Dels manglede vi en spiler eller en hul gennaker. Men man lærer hurtigt at skære 10-15 grader op, og krydse sig frem mod målet på agtenfortværs. Så kommer farten igen op på de 8-10 knob, og man får igen lyst til at slå selvstyreren fra og lege båden gennem vandet.

Hangarskibsfornemmelse
De hangarskibsfornemmelser, der var tilbage efter seks dages sejlads, kan tælles på tre fingre. Man skal virkelig vænne sig til, at der er utrolig langt ud til vandet. Man kan ikke se ned i vandet fra cockpittet, men skal rejse sig og gå ud på et af skrogene. Til gengæld er der ufattelig meget plads og mulighed for ”privacy” på dækket og i cockpittet, især er den store trampolin mellem forskibene på de to skrog en fantastisk solbadningsplatform, hvor man fornemmer vandet under sig, den svale opstigende luft, og man ligger blødt og sikkert i god afstand fra rælingerne.
Vi lå for anker i alle seks dage, så da vi skulle i havn den sidste dag, var det første gang, vi skulle prøve at lægge til med det brede fartøj. Det var temmelig skræmmende at fylde det meste af havnehullet ved indsejlingen og mase sig ned mellem to rækker både med en bredde på 7,5 m. Men det gik udmærket med de to motorer en i hvert skrog.
Undervejs blev der talt meget om katamaranens fortræffeligheder som charterbåd under behagelige himmelstrøg. Men vi diskuterede også, hvordan det ville være at have en katamaran som turbåd derhjemme. Og vi kunne ikke blive enige om, hvorvidt man kan sejle fra havn til havn i Skandinavien med en så bred båd.

Er der plads i danske havne?
Derfor har jeg efter sejladsen taget kontakt med flere sejlere, der har tursejlet med katamaraner i Skandinavien. Og medmindre de er for forelskede i deres både til at tale helt sandt, så lyder det samstemmende fra dem, at de næsten aldrig har problemer med at finde plads i havnene. En af dem siger:
”I starten telefonerede vi altid til havnefogden i forvejen. Og da han hørte, vi var 6,5 m brede, lød der et gisp i telefonen. Men da han derefter erfarede, at vi kun stak ca. en m, så åndede han lettet op og anviste os en plads i inderhavnen. Kun én gang på fire år er det sket, at vi ikke har fået plads i en sommerhavn. Og det kan vel også ske for en enkeltskrogsbåd,” siger den entusiastiske katamaransejler. Er disse oplysninger rigtige kan jeg næsten ikke vente med at krydse mig en langtur i skandinaviske farvande i en stor cruising-cat. Og min søn Adam på otte insisterer på, at han vil med.

100.000 katamaran-sejlere om året
Charterbådssejlskaberne Moorings og SunSail har 72 baser rundt om i verden og en flåde på 1800 fartøjer. Ca. en tredjedel af bådene er katamaraner – hovedsagelig fra Robertson og Caine i Sydafrika. Det betyder, at ca. 100.000 mennesker hvert år holder ferie og sejler langtur i en katamaran.

Fuld kontrol fra kommandobroen
Det er måske lidt akavet, at man skal ud på sb-sidedæk for at komme de sidste trin op på rorsmandspladsen, hvor der er plads til to personer. Men herfra er der ikke alene fuld kontrol over bådens sejl og motorer tillige med et fantastisk udsyn over hele båden og dens omgivelser. Det er ”hangarskibets kontroltårn” eller kommandobro.
En anden glædelig overraskelse kommer, da vi sejler ud af den smalle havn. Ikke noget med bovpropel. Næ, på en turkat er man anderledes mobil med en 39 hk motor i hvert skrog. Det giver en næsten grænseløs bevægelsesfrihed uanset, hvordan og hvilken retning man ønsker at manøvrere. Frem på den ene motor, bak på den anden, og hele fartøjer snurrer rundt som en karrusel.
Storsejlet er stort. Især når det skal sættes via et spil – der ikke er elektrisk på masten. På en privatbåd ville man helt sikkert have et el-spil til at trække i storsejlsfaldet. Men op kom det da hver dag, uden nogen fik hjerteinfarkt.
Forsejlet rulles ud og ind på traditionel og let vis.
På en privatbåd ville de to store spil til henholdsvis storsejl og genua være elektriske, men på en bådcharter har man tid nok.

Værft: Robertson & Caine
Længde/bredde/dybgang: 14,14/7,38/1,37 m
Vægt: 10,98 t
Mastehøjde: 21,34 m
Motor, 2xYanmar: 39 hk
Antal enkelt-/dobbeltkahytter: 1+1/4 stk.
Udlejning: Sunsail og Moorings
Pris pr. uge fra: 31.100-45.000 kr.


 

Chartersejlads om Mallorca
Sejlads ved Mallorca byder på høje klippekyster og smalle fjorde – sandstrande med turister ser man ikke fra en båd uden for turismens højsæson.

Af Anders Høegh Post

Oppe på den brune klippekyst stod et rundt vagttårn fra 1400-tallet som værn mod arabiske sørøvere. Tårnet havde bevogtet indsejlingen til Mallorcas ældste havn for hovedbyen Palma i Cala Pi, en ganske smal cala (fjord) på 50-75 m med 20 m høje klippesider med fyrretræer øverst.
I den smalle cala lå to andre charterbåde med stævnanker og liner fra hækken ind til klipperne. Vi ankrede også, og besætningens viking Lars tilbød at svømme ind med en line. Det var nemmere end med gummibåden, selv om hans kone Anne mente, at han ville dø i det kolde vand. Det var 5. april, så vandet var kun 15 grader. Men Lars svømmede ind og trak vor line gennem en tovstrop, der hang til formålet, og kom tilbage uden at dø.
I lavaklippernes mange huller hang disse tovstropper til at gøre fast i, for calaen er så smal, at der ikke er plads til at svaje rundt. De flossede lavahuller kan skære bådens trosse over i dønning, men de faste tov-stropper var vi ikke ømme over.
Vi nød frokost med sol, vin, brød, pølse og oliven og roede en tur i land i gummibåden. Klipperevnen fortsætter ind i land, og vandet ender i en lille sandstrand med murede fiskeskure og fiskejoller. Et par turister solede sig, og børn badede.

Parat til start
Vi overtog båden i en af Palmas lystbådehavne, San Antonio, kun fem minutter med taxa fra lufthavnen. Båden var en Beneteau 50 på 15,45 m. Vi var otte, og båden havde fire dobbeltkahytter med egne toiletter.
For at spare havnepenge til en båd over 15 m var den ”målt ned” til 14,98 m, hvordan man så gør det ...
Den tyske udlejer og hans tyskhurtigsnakkende medhjælper gennemgik båden sløset med os, for de kendte os fra tidligere. ”Her er redningsveste, her er sikkerhedsudstyr og værktøj, motor startes sådan. Sig til, hvis der går noget i stykker.”
Vi var landet sent og først sejlklar kl. 18, men mørket ville komme ved 20-tiden, så vi blev i havnen og spiste på en anbefalet restaurant.
Næste morgen spillede vi, som vi plejer, for fuldt drøn på kahyttens højtalere ”Venter på Far” med pigerne, der roser dygtige mænd. Fine tekster. Konerne tror, at de er ironiske. Og alle vågner.
Bagefter opdagede vi, at der også var højtalere i cockpittet, så naboerne havde også hørt om dygtige mænd.
I øvrigt er det en dum idé med højtalere i cockpit ved bådens to kompasser – de havde 15 graders forskel pga. højtalernes magneter.

Hæk til bro i Middelhavet
Vi ville sejle Mallorca rundt, for det jo er en ø. Forventningsfulde kom vi ud af havnen og rullede storsejl og genua ud i solen. 6 knob og kurs mod den eneste havn på den lange nordvestkyst, Porto Soller ca. 50 sømil borte.
Palmabugten har mange kapsejladser, lange sandstrande og hoteller, og den enorme, gulbrune katedral i byen rager virkelig op. Men efter den første klippepynt så vi ikke mere til Palmas turisme.
Vi sejlede på 50-100 m dybt vand langs gulbrune 50-150 m høje klippekyster og passerede havnen i Andraitx og strædet ved den spidse klippeø Isla Dragonera, drageøen.
Nordvestkysten er imponerende. En af klippepynterne Peninsula de la Forada har et stort hul igennem. Men opmærksomheden tog seks-syv delfiner, der lystigt sprang rundt i en fiskestime.
Efter 47 sømil nåede vi den runde, velbeskyttede bugt med Porto Soller. Havnebyen ligger malerisk op ad bjergsider med fyrretræer, en strandpromenade med palmer, små sporvogne og restauranter. Og om sommeren mange turister.
I Middelhavet fortøjer man med hæk til bro og anker i stævnen. Og en marinero (havnemand) anviser plads ved et tov, der går ud til en betonklods. Båden bakkes ind, marinero’en løfter tovet, så det kan fiskes fra båden med bådshage, og tovet føres ud i stævnen, inden båden driver af. Vores store båd havde bovpropel, så vi havde styr på stævnen.
En formular udfyldes med bådens dimensioner og alverdens numre fra bådens papirer. Vi skrev samvittighedsfuldt, men havnen så kun bådlængden, som bestemte havnepengene. For 14,98 m betalte vi 43 euro i Soller. Andre havne tog otte-40 euro.
Vi spiste udendørs ved en af havnens restauranter en stille, lun aften først i april.

Dramatiske Cap Formentor i dønning
Det nyeste print af vejrmeldingen på spansk blev tjekket i havnekontorets vindue. Så sejlede vi fra Porto Soller for motor i let modvind og lidt dønning langs den stejle klippekyst. Igen så vi delfiner.
Kl. 16 rundede vi Cap Formentor, som er en 200 m høj lodret klippe med et fyr på toppen. På det korte stræk om pynten var der dønning fra øst og tilbageslag fra klippen, så vi rullede vildt.
Vi slingrede ind i bugten mod Pollensa, men heldigvis forsvandt dønningen efter sidste klippepynt før havnen. Pollensa og den nærliggende Alcudia har 2000 år gamle havne, og der er altid læ. De er grundlagt af romerne, begge byer har rester af små amfiteatre, og Alcudia har en flot bymur fra 1400-tallet.
Der er sandstrand ved byerne, og i højsommeren er der turistræs, men i april lå stranden øde. Havnepenge på otte euro efter ny formular i Pollensa.
Vi fortsatte over Alcudia-bugten til Mallorcas flotte, østlige klippekyst. I en lodret klippeside så vi åbningen til en stor hule, som gav Jules Verne ideen til ”Rejsen til Jordens indre”.
Porto Christo er en lang klippesprække med en lang lystbådehavn mellem byens hvide huse. Marinero’en krævede 34 euro uden formularer ligesom i Danmark, nej, hvor nemt.
Byens myldrende liv foregik oppe over havnen, hvor vi igen spiste på restaurant. I april var der mest lokale beboere, men i højsommeren er der nok rigtig mange turister.
Næste dag gik vi under jorden i de kæmpestore
drypstenshuler, Cuevas del Drach. Der var spotlys på de sære klippeformationer og nederst i hulen en underjordisk sø med tivoli-lys. Musikere i robåde spillede klassisk musik.

Mallorcas kønneste 30 sømil
Vi sejlede 10 sømil videre langs den flotte, næsten øde bjergkyst til Porto Colom, Columbus’ havn. Han kunne stamme herfra, da hans navn er mallorkinsk stavemåde.
Havnen er en klippebugt med fiskehavn og lyst-både og masser af plads. Om en kirke ligger den gamle del af byen, og her kan små fiskerbåde trækkes op fra havnen til murede bådhuse i stuen og beboelse ovenpå, typisk Mallorca.
Vejrudsigten sagde este (øst) 3 beaufort, marejadilla (lille søgang), algun aguacero (nogle byger). Vi havde heldigvis en spanskkyndig og en ordbog med.
I stedet for ambitiøst at sejle rundt om Mallorca kunne vi have fået de flotteste klippekyster, havne og ankerbugter ved at sejle 30 sømil frem og tilbage her på Mallorcas østkyst.
Her er små idylliske cala’er, dog med hvide hoteller inderst. Her er Cala d’Or, som deler sig i tre velbeskyttede cala’er, hvor de to nordlige har smukke ankerpladser mellem skovklædte klipper, men også turisthoteller inderst. Turister så vi ikke, kun et par andre charterbåde for anker. Den sydligste cala har en langstrakt lystbådehavn over for fiskerbådene med de typiske, murede bådhuse.
I en anden, velbeskyttet bugt ligger havnen Porto Petro med fiskerbåde og lystbåde.
Til frokost ankrede vi i den smalle Cala Figuera på smuk, lysegrøn sandbund. På den ene klippeside var der huse og en lille havn i en sidefjord og på den anden et fyrrekrat. Små, ledige bøjer havde antagelig små ankre, så vi lagde vort eget anker ud mod en svag vind, bakkede hen og gjorde også fast agter i en af de små bøjer. Så svajede vi ikke ind i klippen eller ud i sejlløbet.
Vi nød frokosten i den kønne fjord, men så kom torden og styrtregn. Vi slog bimini (solsejl) op og fortsatte frokosten i cockpittet, mens regnen piskede ned. Det var dog hurtigt overstået.
Det var næstsidste dag, så vi skulle hen i nærheden af Palma. Vi rundede den flade klippepynt Salinas og kom til en skuffende lystbådehavn Rapita 22 sømil fra Palma. Ingen by, ingen restaurant, lidt sandstrand og store havnepenge på 70,5 euro. Bådudlejeren sagde bagefter, at mange må benytte havnen til og fra Palma, så havnepengene er i top.
Sidste dag tog vi frokost i Cala Pi og sejlede med spilede sejl over Palmabugten til hjemhavnen efter dejlige 176 sømil rundt om Mallorca.

Læs vejrmeldinger på havnekontoret
Nord: Norte
Syd: Sur
Øst: Este
Vest: Oeste
Tag ikke fejl af de to sidste.

Spansk lynparlør
Mallorca: udtales ”maljorka”
Ja/nej: Si/no
Goddag/godmorgen: Bouenos dias
God aften: Bouenas tardes
Godnat: Bouenas noches
Hej: Hola
Tak: Gracias
Farvel: Adios

Charterbåd på Mallorca
Firmaer bl.a.: United Seasport: www.unitedseasports.dk
Sun-Way: www.sun-way.dk
Pris/uge for 10-12 m båd med seks-syv køjepladser:
April-maj og september-oktober: ca. 12.000 kr.
Juni-august: ca. 17.000 kr.
Havnepenge: 60-500 kr.


 

Flere former for chartersejlads
Af Jakob Johannsen

Chartersejlads i flok
Det kan være nemmere og meget hyggeligt at følges med andre charterbåde.
Hvis man vil besejle nogle af verdens vidunderlige, men navigationsmæssigt vanskelige farvande kan man i første omgang nøjes med at booke sig på en ”flotille-chartersejlads”. Her sejler man som kaptajn, mandskab eller ligefrem passager i en chartersejlbåd, men følges med en hel flok andre både. Turen ledes af en ”rigtig kaptajn” eller lods, som kender de lokale forhold, og som sejler forrest i flotillen.
Der er flere såvel danske som udenlandske charterbådsselskaber, der arrangerer flotille-charter-sejladser. Men et af de bureauer, som har rendyrket denne form for bådudlejning er So Long Yachting, et tysk charterbådsfirma i Hamborg med hjemmeside på bl.a. dansk.
Et af deres flotille-sejladsfarvande er den franske Atlanterhavskyst ved vidunderlige Saint Malo. Turen går til kanaløerne Guernsey, Jersey og Alderney, hvor de ekstreme tidevandsforskelle og den stærke strøm gør helt nøjagtig planlægning og navigation utrolig vigtig.
Undervejs bliver deltagerne undervist i f.eks. opankring på fremmed kyst, afkodning af vejrudsigter på fremmed-sprog og noget så dødkedeligt, men ikke mindre vigtigt for at sejladsen bliver vellykket, som indklarering til myndighederne af båd, besætning og grej i fremmed havn.
Saint Malo-sejladsen finder sted hvert år midt i oktober, mens firmaet har lignende sejladser ved de Kanariske Øer, hvor udfordringen er at sejle på det store, dybe Atlanterhav.
Der arrangeres også ture til Seychellerne i Det Indiske Ocean, hvor emnet er at lære den ædle kunst at sejle med store cruising katamaraner.
For god ordens skyld skal det nævnes, at So Long også har en flotille-sejlads med instruktører i danske farvande.
Uge-sejladsen mellem de Kanariske øer foregår hvert år i slutningen af november, mens katamaran-turen til Seychellerne begynder omkring midsommer. So Long charter findes på www.solong.de, som kan læses på både dansk og engelsk.

Kapsejlads under eksotiske himmelstrøg
Selvom man ikke sejler en international kapsejladsklasse, kan man godt sejle race i eksotiske farvande.
Mange sejlere drømmer om at sejle kapsejlads under fremmede og eksotiske himmelstrøg, og for dem har flere af de store charterbådsfirmaer efterhånden mindst én årlig kapsejlads, hvor sejlerne enten kan leje en hel båd eller leje sig ind som besætning sammen med andre sejlere.
Som regel er det et arrangement for de lidt større charterbådsfirmaer, der afholder sejladserne, når sæsonen går på hæld. En af de sejladser er det dansk-tyske International Yacht Clubs Marmaris Cup i efteråret, hvor op mod 30 både dyster på venskabelig fod.
www.iyc.at/site/dk/

En klassiker for kapsejladsinteresserede chartersejlere er Antiqua Racing Week i begyndelsen af april, hvor de store internationale charterbådsfirmaer SunSail og the Moorings (de har samme ejer) udlejer både til kapsejladsen. www.sunsail.eu

Man kan også nøjes med at tage til den græske ø Korfu i det Ioniske Hav. Her sejles hvert år i den danske efterårsferie Blue Horizon Cup fra lørdag til lørdag, arrangeret af tyske So Long Yachting i og græske Europe Yachts i Athen. www.solong.de/web/solong/dk

Fælles for de fleste kapsejladser, som man kan leje sig ind på, er, at der sejles i store, tunge cruisingbåde, og selvom kapsejladsreglerne benyttes, så handler det først og fremmest om at passe godt på bådene og sejle gentlemanagtigt. Og at de daglige sejladser er gjort så tilpas korte, at der også bliver tid til ”after-sailing” på de eksotiske ankerpladser, hvor dagens mållinje er placeret.

For sejlende singler
Mød nye partnere på charterbådssejlads. Hvis du er sejler, single og søger en partner, der også holder af sejlsport, så er ”Meet-under-sail”, måske det rejsebureau, du skal tale med, når din næste sejlerferie skal planlægges. Det nye engelsk-tyrkiske rejsebureau har ”We bring people together” som deres engelske slogan. På tysk er det udvidet med spørgsmålet: ”Sind Sie auch auf der Suche nach aktiven Urlaubspartnern?” (Søger du også efter aktive ferie-partnere?)
Så hvis du er træt af matchrace og trænger til lidt match make, så klik ind på hjemmesiden www.meetundersails.com. Her kan man bl.a. læse: meetundersails er et unikt rejsekoncept, der skræddersyer sjove og eventyrlige ferier. Vi finder partnere, der passer sammen blandt vore gæster (We “match make” our guests). Ikke noget med ældre og unge gæster på samme kryds, ingen børn sammen med romantiske par. Næ, nej. Vi har designet disse rejser, specielt for ”singles sailing” – et helt nyt maritimt udtryk, som endelig ikke må forveksles med ”at sejle single-handed” (det betyder nemlig omtrent det modsatte, red.)
Sejladserne finder sted i sommerhalvåret i det tyrkiske øhav, hvor der sejles i de såkaldte tyrkiske Gulets, store to- og tremastede træ-skonnerter, og turene varierer fra 8-14 dage. Når man udfylder formularen om hvilke bådtyper og prisklasse, man ønsker at rejse på, skal man samtidig oplyse sin civile stand, køn/alder, præferencer og ønsker med hensyn til, hvilke krav man stiller til en partner. www.meetundersails.com.




 

Bådcharter Tyrkiet
For begyndere og feinschmeckere.
Det er lige så nemt at sejle i Tyrkiet som at komme dertil. Og farvandet egner sig både til charter-begyndere og mere hærdede charterskippere.

Af Jakob Johannsen

Hvad enten det er første gang, man skal forsøge sig med en charterbådsrejse, eller man er en gammel, hærdet blue-water-sailor, så er den tyrkiske skærgård et perfekt sted at bruge sin surt optjente ferie.
Her er et højt maritimt serviceniveau, hvor man bliver hjulpet - hvis man altså vil hjælpes - fra man lander i lufthavnen, til man rejser hjem igen. Man bestemmer selv de navigationsmæssige sværhedsgrader, ligesom man selv bestemmer, om der skal sejles langt eller kort mellem overnatningspladserne.
Der er næsten altid vind, i hvert fald efter kl. 11, men den skifter i retning - hele kompasset rundt - og i styrke, dog meget sjældent mere end 10 m/sek.
Og så er den tyrkiske skærgård så utrolig smuk og indbydende, at den kan måle sig med Caribien og andre sejlparadiser. Til og med til meget lave priser for både flybilletter og prisen for at chartre både.

Europæiske priser i land
Det eneste, Tyrkiet mangler, er de tropisk varme vintermåneder. For sæsonen i den tyrkiske del af Middelhavet går ”kun” fra 1. april til en gang i november. Selvom priserne på billetter og charter er rimelige, så har prisniveauet på land de seneste år nærmet sig europæiske højder de fleste steder.
Vi havde chartret en spritny Hanse 37 hos International Yacht Club, IYC. Og selvom der er klub-agtig stemning og hygge på deres baser i Marmaris og Fethive, så er det et dansk-tysk-tyrkisk charterbådsselskab med hovedkontorer i Marmaris og Faaborg.

Moderne både og marinaer
IYC råder over omkring 75 fartøjer i tyrkisk farvand, fordelt på havnene Marmaris Netsel Marina (www.netselmarina.com) og Fethiye Ece Marina (www.ecemarina.com). Bådene er relativt nye fra 34-51 fod og af typer som Hanse, Bavaria, Beneteau og Dufour. I denne sæson har der været ni katamaraner, men allerede i sæson 08 vil ca. 1/3 af firmaets fartøjer være katamaraner mellem 38-50 fod. De billigste flybilletter, vi kunne finde, var hos Tyrkiet Eksperten.
Vi, tre voksne og fem børn, sejlede ud fra Marmaris Netsel, men næste gang tror jeg at vi vælger marinaen i Fethive, bl.a. fordi den ligger meget nærmere Dalaman, den store internationale lufthavn på Tyrkiets sydvestspids, og for at slippe for den voldsomme nattelarm i Marmaris.
Ellers (dvs. om dagen) er det en vidunderlig og meget stor marina med alt, hvad hjertet begærer, lige fra lækre restauranter, swimmingpools og velforsynede supermarkeder. Og på IYC-molen er der så god service fra firmaets ansatte, at man næsten skulle tro, at International Yacht Club var en rigtig sejlklub, man pludselig var blevet medlem af.
Er man på en båd uden skipper (bare-boat-charter) for første gang, udgør den store beskyttede bugt lige uden for Marmaris en pragtfuld kravlegård, hvor man sagtens kan få de første dage til at gå med at lære båden at kende. Ja, man kan endog lægge sig for anker en nat eller to i en af de fredelige og helt beskyttede bugter. Er man fuldbefaren, kan man stikke ud gennem klipperne omkring Marmaris og f.eks. fortsætte lige ud mod syd og sydvest til det græske øhav. Man kan også lægge kursen til bagbord og sejle ind i den dybe og berømte skærgård, som udgør det meste af landets lange sydkyst.

Mod det græske øhav eller den tyrkiske skærgård
Man kan også som vi først sejle lidt langs med halvøen mod sydvest og så ombestemme sig og stikke østpå nogle timers sejlads over til sydkysten med alle dens små øer, bugter, fjorde og små byer, som forsynet har strøget så generøst ud i denne del af Middelhavet.
Jeg havde lovet børnene hjemmefra, at vi skulle ligge for anker om natten i en læ bugt med morild i vandet og stjerner på himlen. Så slap jeg også for at smide anker og lægge til en fremmed mole med fendere og fortøjninger.
Men i modsætning til Caribien er cruising i tyrkiske farvande lagt an på, at man lægger til ved land næsten hver nat. For det første blæser vinden fra forskellige retninger i løbet af natten. For det andet er de gummibåde med motor, som hver båd er udstyret med, så små, at en fuld besætning som vores måtte sejle flere gange og endda med nedsat fart for at få alle i land. Belært af erfaringer med tabte slæbejoller anbefaler de fleste charterselskaber i Tyrkiet, at man tager jollen på dækket under sejlads.
Så da solen begyndte at nærme sig bjergkammen, hev vi ankeret op og stævnede mod nogle små broer inde ved stranden. Her havde vi ved ankomsten til bugten set en mand vifte ivrigt med et stort rødt flag på broen. Med min danske skepsis var jeg sikker på, at han ville jage os væk. Men da vi så, hvordan andre både blev modtaget af farvede flag, før de lagde til ved de spinkle broer, tog vi også chancen.
Alle mand var på dæk med anker, fortøjninger og fendere – til ingen verdens nytte. For manden med det røde flag kom os i møde i en lille jolle.

Fortøjning og forpligtigelser
På en blanding af engelsk og tysk fik han forklaret, at han havde både en udhalerline og fortøjninger til os, og fenderne kun var nødvendige, hvis dem han havde, ikke var fine nok. Da vi havde fortøjet, kom han løbende med et el-stik og en slange, så vi havde både el og vand. Det kan man da kalde service.
Men, men, men. Denne fantastiske service har en årsag. Systemet virker som følger: Du lægger til ved en bro og får udhalerline, fortøjninger, vand og el. Men så forventes du og din besætning også at indtage jeres middag i den lille taverne for enden af broen og evt. proviantere i den lille butik, som gerne findes lige bag ved.
Det system er ganske smart, men det vender op og ned på en del begreber. F.eks. skal man ikke lægge båden, hvor der er mange pladser fri, for det kunne jo betyde, at maden her er dårlig eller dyr. Omvendt, hvis der ligger mange både ved broen, så er der chance for at man kan få sig en god middag, når man ellers har fendret ordentlig af.

Tre uger i den samme bugt
Bugterne omkring byen Fethiyei er enhver tursejlers paradis. Jeg ville påtage mig at sejle rundt her i tre uger uden at lægge til ved den samme bro eller ind i den samme pittoreske bugt mere end en gang. Vil man sejle langt, sejler man på kryds og tværs. Vil man derimod sejle så kort som muligt, kan man sejle fra sted til sted på maks. en time. Et vidunderligt driver- og sejlerliv. Fethiyei selv er en dejlig gammel by, som tilsyneladende er vokset lidt for hurtigt, men som støjmæssigt ikke kommer op på højde med Marmaris.

Og så er det hjem i ”klubben”
Turen tilbage til Marmaris tog vi i et stræk, og det var som at ”komme hjem til klubben” i den moderne marina, hvor vi heldigvis kunne ligge et par udflugtsdage, indtil turen gik hjem igen. Vi var allerede stamkunder og på fornavn med de fleste på broen, og i de tre dage vi nød Marmaris om dagen og lukkede den ude med ørepropper om natten, mødte vi mange andre gæster fra Tyskland, England, Frankrig, Danmark og Sverige, som var på deres tredje eller fjerde tur med ”klubben” IYC.

IYC-charter i Tyrkiet
Priser 7.400-38.000 kr.
Bestil: Yachtbroker tlf.: 62 22 99 96
Englandsvej 2, 5700 Svendborg, www.iyc.dk