fbpx

Kungsbacka Fjorden:

Inkluder i Newsletter: Ja

Kungsbacka Fjordens klippeøer er naturreser-vater, men man må godt gå i land. Fjordens nordlige og østlige del har under tre m vand.

            Den vestsvenske skærgård begynder omkring Göteborg, det ved man da, og det ser man på kortet.<br />

Men der er faktisk en lille, ukendt skærgård noget tættere på Danmark. Det er en overset fjord, som de fleste sejler forbi, nemlig Kungsbacka Fjorden. Der er læ og hygge og ankerpladser mellem klippesider med skove og træhuse i pastelfarver, og der er også flere små havne og bådebroer ved fjorden.
På årets sommertur fandt vi, at der var så hyggeligt og så god læ for hårde vestlige vinde på fjorden, at vi besøgte Gottskär havn både på udturen og hjemturen.
På udturen ankom vi efter en lang sejlads til skærgårdens sydligste an-kerbugt nord for øen Malö. Den store bugt har det trygge navn ”Malö Havn”, og den østligste lille sidebugt hedder ”Skällehavn”. Det er gamle, sikre ankerpladser, og svenske søkort har indteg-net ankre i bugten. Det svenske søkort viser flere skær og grunde i bugten, men de lumskeste er afmærkede med røde bagbords sømærker, fordi det er officielle ankerpladser.
Vi ankrede på traditionel skærgårdsvis med stævnen ind til høje, nøgne klipper i et lille, smalt sund inden om øen Hästholm. Her lå en del svenske både, for netop dette sund er kendt blandt svenske sejlere. Stedet er også tæt på nord-syd ruten langs den svenske kyst, men bugten ses ikke ude fra Kattegat.
I godt vejr lægger svenske speedbåde ind til Malös nordkyst, hvor der er sandstrand, trods klipperne lige overfor i skærgården.
Skærgården var dejlig, men vores eftermiddag blev mest til ophold i kahytten, mens et forrygende tordenvejr med kraftig regn drev over bugten.
Da vejret klarede op, sejlede vi de fem sømil rundt om hjørnet og ind på Kungsbacka Fjorden for at gå i havn med indkøbsmuligheder.
Læ og lunt i Gottskär
Der er flere små havne på Kungsbacka Fjorden. Gottskär er den første, du møder, og det er også den bedste og mest kendte. En hyggelig lille oase helt i læ for vinde mellem sydvest og nord.
Der er to andre havne, 0,5 og 1 sømil nordligere, som du også kan anløbe som gæst. Det er private havne for lokale både, og omgivelserne er huse og sommerhuse, men der er ingen gode indkøbsmuligheder.
Nordligst i fjorden fører en gravet sejlrende under en tre m høj vejbro til byen Kungsbacka havn 1,5 sømil inde ad en å, så det er kun for mindre motorbåde.
Gottskär kan du finde i Komma’s Havnelods. På afstand finder du hav-nen som en koncentration af hvide huse op ad klippesidernes grønne skove. Ud for havnen skal du mellem en rød og en grøn stage.
Havnen ligger ved klippekyster med grønne træer og huse og sommerhuse, der titter frem overalt. Alle huse nede ved klippekysten har egne bådebroer og en eksklusiv udsigt til havnen og ikke mindst til vores båd, da vi gled ind i havnen.
Vi sejlede ind i bassinet mellem flydebroer med Y-bomme og konstate-rede ærgerligt, at der var røde skilte på de fri pladser. Men straks prajede en ung mand inde fra havnepladsen. Det var havnemesteren, der fortalte hvilken af de røde pladser, vi kunne fortøje på. Det gjorde han hver gang, en ny båd kom ind.
Hans system er, at når der er røde skilte på de fri pladser, så kan han selv fordele gæstebådene efter størrelse. Derved undgår han at en lille båd tager en stor plads, og det giver bedre forhold for alle. Det er en havnemester-service, man stort set ikke får andre steder i Skandinavien (men som er naturlig i tyske, hollandske og engelske Nordsøhavne).
Foruden pladser ved Y-bomme inde i havnen er der også gæstepladser på ydersiden af molen, hvor der er 2-3 bøjer til agterfortøjninger. Det er direkte ud mod fjorden, men den er rolig ved de fleste vindretninger undtagen hårde østlige.
Den inderste del af havnen er fyldt med mindre motorbåde ved Y-bomme. Pladserne er små og vanddybden ringe, så større gæstebåde skal ikke vove sig derind, medmindre havnemesteren anbefaler det.

Det hele fås på havnen
For ca. 100 kr. i havnepenge fik vi gratis dusch, men der var kun ét baderum og kun ét toilet. Det gav dog ikke ret lang ventetid, for havnen har ikke særlig mange gæstebåde.
På havnen er der kiosk og fiskebutik med ferske og røgede fisk samt lækre, færdige småretter med skaldyr, rejer osv. Vi behøvede ikke selv at lave mad i båden. Lige ved havnen er der også et par store restauranter, som tiltrækker en del turister i biler. Morgenbrød købte vi i et indbydende konditori kun 100 m fra havnen. Der er et ICA supermarked 200 m fra havnen, og som bekendt hedder ethvert supermarked på svensk ”livs”.
Ved landkajen fås brændstof, hvor havnemesteren rutineret håndterer de lange slanger.
Vi gik lange ture op og ned ad smalle, bakkede veje og stier mellem blomster, grønne træer, små græsplæner mellem klipper og mondæne strandvejsvillaer af træ med kik ud over den blå fjord. Nogle af villaerne har egen lille havn til 3-4 både. Det er en fornøjelse at trave rundt, for alle træhusene er malede og velholdte og kønne. Der er ikke forfaldne huse ved Gottskär.
Ude midt i Kungsbacka Fjorden er der flere nøgne klippeøer, som er natur-reservater og fredede. Man må godt gå i land, og de lokalkendte svenske både sejler ind mellem klipperne og lægger til og nyder livet. Det kræver lokalkendskab og forsigtighed, for der er mange undersøiske skær, og dybderne ved klippeøernes kyster er kun 1,5 - 2 m. Her kan man godt bruge nogle dage til at udforske øerne og hele fjorden.
Det var også derfor vi lagde ind til Gottskär igen på hjemturen. Vi har også tænkt at kikke ind på fjordens ankerpladser og havne næste gang, vi kommer forbi mellem Varberg og Göteborg.

Historie på havnen
Sejlklubben hedder ”Kaperen”, opkaldt efter en lokal svensk kaper, der hed Lasse i 1700-tallet. Det var under Store nordiske Krig, hvor Tordenskiold stort set holdt den svenske flåde i havn. Men private svenskere kunne udruste mindre og hurtigsejlende krigsskibe og få kongens tilladelse til at plyndre fjendens handelsskibe som statsautoriserede sørøvere, kapere. Det gjorde Lasse fra Gottskär så grundigt, at han tjente en formue, blev kendt og adlet (1715), og blev udnævnt til kommandør i den svenske flåde (1716). Han var kun 21 år dengang og jævnaldrende med den dansk-norske viceadmiral Tordenskiold. De mødtes i et drabeligt slag, da Tordenskiolds flåde uhørt dristigt sejlede tæt forbi fæstningen Nya Älvsborgs kanoner og direkte ind i Göteborgs havn, hvor de under et lynangreb skød flere skibe og huse i sænk, men måtte trække sig ud med store tab.