fbpx

Kristianopel

Havnen ligger i læ af nogle småskær foran svenske gran-skove, hvor den hvide, danske kirke rager op, synlig ude fra Kalmar Sund.
På molen står den gamle havnemester Sven-Erik Nilsson og hans hund Spiff. De tager imod gæstebådene, der ankommer i en lind strøm, og han anviser plads i den lille feriehavn, så den stuves bedst muligt. Hans gamle hund viger ikke mange meter fra sin havnemester.
Det er usædvanligt at en skandinavisk havnefoged gider tage sig af sådan noget som at placere gæstebåde. Det er mest noget man gør i Tyskland, Holland og England. Men Sven-Erik er en drøm af en havnefoged.
Nogle af de mindre gæstebåde kan måske blive lidt sure over at skulle fortøje uden på andre både i stedet for at ligge ved en ledig kaj, men sidst på dagen er havnen helt fuld, og alle kan se, at havnefogeden und-gik kaos med store både uden på små, ved at fordele bådene efter størrelse. Og der kommer mange både: Svenske, danske, tyske og hollandske.
Sven-Erik og hunden holder pause i eftermiddagssolen foran havnekontoret i et gammelt fiskerskur, da vi betaler vores 80 svenske kroner i hamnavgift. På hans hvide T-shirt med et firmalogo har han selv malet et efterhånden falmet HARBOURMASTER.
Opmærksomheden fanges af nogle bådnavne med spritskriver på indersiden af skurets opslåede dør. Der var bl.a. et navn fra ”Rungestedt”, som måske er Rungsted i Danmark.
”Nå, det er de både, som stak fra havnepengene,” siger Sven-Erik lunt. ”Dem skriver jeg her på min dør indtil de kommer og får betalt. Du kan se, at der er nogle mellemrum mellem navnene. Det er fordi de betalte senere, og så sletter jeg dem selvklart.”
Nu kan selv en flittig havnefoged og en pligtopfyldende gæstebåd gå galt af hinanden, så der ikke er nogen at betale til, når båden skal sejle. Men så vil man altså blive mindet på havnefogedens dør.
”Jeg havde i lang tid et hollandsk bådnavn og skipperens navn på min dør,” siger Sven-Erik. ”Det var en stor båd. Andre hollændere fortalte, at det var en af Hollands kendteste familier. Det var så pinligt, at andre hollændere tilbød at betale. Men jeg ville kun modtage betaling fra ham selv. Det fik jeg.”
Sven-Erik er en hel del over 70 år, og hans hund Spiff er også temmelig gammel. ”Jeg fik hunden, da jeg blev 70,” siger han. ”Jeg elsker at arbejde. Om vinteren kører jeg lastbil. Jeg vil ikke være uden arbejde.”

Kønne gamle både foretrækkes
Ved midsommer 2003 var den gamle danske spidsgatter ”Tat” fra 1925 i havnen. Eftersom det var midsommerlørdag lå gæstebåde gratis, hvis de satte fest-lige signalflag over toppen. Men ”Tat” havde desværre ikke signalflag med.
”Dem kan I låne af mig,” sagde Sven-Erik, for han holder af gamle, kønne både, og så blev ”Tat” pyntet til midsommer. Oven i købet inviterede Sven-Erik besætningen, Finn og Diny, til at spise sammen med sig selv ved havneskuret.
Også i 1998 var vi i Kristianopel. Da var der verdensmesterskab i fodbold. Til slutkampen stillede Sven-Erik sit fjernsyn ud i den lune sommeraften foran havneskuret, så besætningerne fra gæstebådene kunne følge med. Altså de, der ikke selv havde fjernsyn om bord, og det var der en del, der havde.
Den flittige havnefoged kan til langt ud på aftenen stadig finde plads til ankommende både, bl.a. uden på molens nordside samt ved ankerbøjer i bugten, for havnen ligger nogenlunde beskyttet i en mini-skærgård, hvor kun sydøstenvind går rent ind.
Ud over afslappet landsbyidyl kan Kristianopel byde på autografmuseum(!), gæstgiveri, supermarked, røgeri, café og camping med cykeludlejning.

Tidligere dansk grænseby
Ved havnepladsen i Kristianopel ligger den store kirke. Man tænker måske ikke over at den hvidkalkede kirke med rødt tegltag er typisk dansk med svært tårn og takkede gavle. Svenske kirker har normalt et tyndt spir.
Blekinge var også gammelt dansk land indtil midt i 1600-tallet, og fæstningsanlægget om Kristianopel og kirken er bygget af Christian 4. på grænsen til Sverige. Navnet Kristianopel er efter ham selv og en anden storby, Konstantinopel. Det var i al fald meningen at Kristianopel skulle blive en storby og udkonkurrere Kalmar. Christian 4. startede hvor der var en havnemulighed i år 1600 på den bare mark, anlagde kirke og fæstningsmure og flyttede beboerne fra et par nærliggende landsbyer inden for murene. Det var almindeligt at konger tvangsflyttede bønder og borgere. De fleste indflyttere blev hentet fra Åbo inderst i Hanöbugten hele 130 km borte, hvorfra de fik Åbos købstadsrettigheder med til Kristianopel.
I Kalmarkrigen indtog danskerne Kalmar og Öland (hvor 72 landsbyer blev brændt af), men så gik det dårligt og statskassen var ved at være tom. I Torstensonkrigen 1643-45 mistede Christian 4. et øje i søslaget på Kolberger Heide ved tysk østersøkyst, og ved freden 1645 i Brömsebro 8 km fra Kristianopel mistede Danmark nogle norske provinser samt Gotland, Öland og Øsel (estisk ø Saaremaa).
Ved Brömsebro ved en bæk inde i land bag Kristianopel står en 4 m høj fredssten. Her er også ruin af en fæstning fra Valdemar Atterdags tid samt en gammel vandmølle. Det er værd at leje cykler på havnen hos havnemester eller på campingpladsen og køre ind og se det historiske sted.
I 1648 døde Christian 4. og i 1657 startede Frederik 3. ny krig mod Sverige. Svenskerne gik overraskende over isen til Fyn og Sjælland, og ved freden i Roskilde 1658 mistede Danmark meget: Bornholm, Skåne, Halland og Blekinge - og dermed Kristianopel.
Sproget viser stadig at Kristianopel var dansk: Danske sild skifter navn til svenske strömming nord for Kristianopel.