fbpx

Limfjorden del 1

Inkluder i Newsletter: Ja

Artikelindeks



Fra smal rende til bredning
Sømærkerne står tæt på den videre sejlads ad den smalle del af fjorden mod Agger-sundbroen. Streg hvert sømærke af i kortet, så du ved, hvor langt du er nået.
Atter lidt ventetid, før broen åbnede med to røde lys. Det blæste frisk fra sydøst, og en lille sejlbåd med uøvet besætning drev ind på en meter vand, hvor besætningen måtte ud og skubbe den fri.
Vi strøg gennem broen og fulgte det krumme sejlløb mellem grønne bakke-skrænter og lyse sandgrunde til Løgstør. Den lange, spændende kanalhavn var tæt belagt med gæstebåde, men vi fandt plads langskibs uden på en tysk båd.
Løgstør by er hyggelig med små, tætliggende byhuse i smalle gader - og en del hundelorte på brostenene. Mens vi nød aftenen i båden bemærkede vi hovedet af en sæl, der patruljerede frem og tilbage i indsejlingen. Der ses mange sæler i Limfjorden vest for Løgstør.
Løgstørs kanalhavn er den tidligere Frederik d. 7.s Kanal, som blev gravet 1857-61 med håndkraft inde bag kysten til udmunding 4 km mod sydvest i Livø Bredning. Før kanalen blev bygget spærrede Løgstør Grunde for skibe. Varer måtte omlades og færges over grundene i lægtere og derpå lastes i et andet skib før videre sejlads. I begge ender af kanalen er der hvide ”kanalhuse”, der brugtes til mandskab og heste, som trak skibe igennem. Kanalhuset i Løgstør er nu museum med gamle fiskerbåde og sjægter. De har smakkesejl og fok med ringe af kohorn som hager på forstaget.
I 1898-1901 blev den nuværende rende gravet direkte gennem Løgstør Grunde. Renden vedligeholdes stadig af et ud-dybningsfartøj. Ligger det i renden, så husk at du i al fald ikke skal passere på den side, hvor skibet har hejst to sorte kugler.

En af Limfjordens kønneste øer
I Løgstør Bredning rejser lille Livø sine stejle krat- og græsskrænter. Det er Limfjordens kønneste ø med fjordens mindste havn i læ på østkysten. Er inderhavnen og ydermolens pladser tætpakket, kan man ankre syd for havnen, men af vejen for færgen fra Rønbjerg. Hund, kat og biler må ikke komme på Livø. Fra havnen er der 1 km til landsbyen med købmand, kro og lejrskoler. Bag landsbyen bør man trave en tur i den frodige skov op til skrænterne mod nord-vest. Selv i vindstille ser man vestenvinden, der har bøjet de yderste buske og træer permanent mod øst.
Øens sydlige del er mest landbrug, og sydligst ender Livø i det meget lange rev Livtap, der er sælreservat.
Vi sejlede sydpå fra Livø i stille vejr, og flere sæler stak hovedet op for at se på os. Vejrmeldingen sagde torden og stormpust til natten, og i vindstille ankom vi til Hvalpsund. Det er en god, stor sovehavn med et stort bådværft. Der er også den gamle, tomme lystbådehavn ved færgelejet over til Sundsøre. Fra havnen er der 1 km til supermarkedet ad en villavej, hvor husejerne kappes om de flotteste haver. Vinderen har overdrevet vildt med frihedsgudinde og lygter ved små søer med åkander, springvand og små broer.
Vi satte ekstra fortøjninger med fjedre før natten. Vi vågnede ved et kæmpebrag, så alle røg op i kahytsloftet. Et lyn slog ned lige i nærheden, og vinden ruskede og regnen piskede. Godt at vi lå i en tryg havn med stævnen mod vinden.
Næste dag tog vi den lille færge over det smalle sund til Sundsøre med færgeleje, en restaurant, to huse og en ny, tom lystbådehavn, der aldrig blev helt færdig.
Vi krydsede sydpå ad fjorden mod Skive. Ved Sundsøre skal man øst om en grøn bøje på et af Limfjordens mærkelige, tynde rev, der strækker sig tre fjerdedel ud i et smalt farvand. På revet solede flere sæler sig.
Fjorden er køn på turen til Skive. Vi passerede indsejlingen mod Lovns Bredning, som inderst skjuler Virksund havn og Hjarbæk Fjord. Over for er ankerbugten Astrup Vig, hvor håndbøger beskriver Jeppe Aakjærs hus ”Jenle” (jysk: Enlig eller ensomhed). Men huset ses ikke fra vandet.
På afstand viser store siloer vej mod Skive industrihavn. Lystbådehavnen ligger kønt foran en lille grøn skov, der skjuler siloerne. På molehovedet står en blank, kantet stålsøjle, et sært kunstværk. Havnen har god plads og er et fint sted at overnatte. De nødvendigste ting kan købes i en kiosk, for Skive by er 2 km fra havnen, og det er for langt at gå. Krabbesholm kønne herregård, nu højskole, fra 1550 ligger lige bag skoven ved havnen.

Læs del 2 af Limfjords-turen i Bådmagasinet nr. 12 2003.












Havne

Havnefoged søges i Sydsjælland

★ Gør det selv

★ Bundmaling: Ram den grønne bølge med det nye sort

★ Artikel

★ Tjekliste til en sikker søsætning

Havne

København kan snart få flydende øer

Kapsejlads

Torbole Lake Garda: Dansk E-jolle triumf

Kapsejlads

J/70 Easter Camp i K.A.S.: Rekorddeltagelse og fokus på VM

Kort nyt

Uventet gave til sejl- og motorbådsklub





Udvalgte artikler *