I den kønne finske skærgård mødte vi en nærsynet søslange. Den svømmede over sejlløbet til de skovklædte øer på den anden side. Det var en sort snog på kollisionskurs, og vi kom glidende for sejl. Først en meter fra bådens side stoppede snogen, løftede hovedet og stirrede på det hvide skrog, der gled forbi lige foran. Da der blev fri bane, fortsatte den.
Skærgården er bevokset med birk, el, fyr og gran, og det er ikke svært at finde en idyllisk ankerbugt, hvor man kan fortøje med stævnen til klipperne. Man binder fast i træer, og jernpløkke, som i den vestsvenske skærgård, er ikke nødvendige.
Der kan også være enkelte myg. Medbring myggespiraler til afbrænding og køb finsk myggeolie. Havbunden er som regel ler, der holder så godt, at du tror, at ankeret har sat sig fast.
Man må ikke ankre og heller ikke gå i land ved huse. Der er også enkelte militære skyddsområder med ankringsforbud.
De finske både, man møder, og folk fra sommerhusene vinker hjerteligt, når de ser vores røde Dannebrog,. Danskere nyder åbenbart stor velvilje, men det kan godt være, fordi vi er undtagelsen mellem de mange svenske både.
Finland har hørt under Sverige og siden Rusland, men også under Danmark. Velviljen overfor danskere kan vel ikke skyldes, at danske Erik af Pommeren i begyndelsen af 1400-tallet gav købstadsretigheder til bl.a. Åbo, eller at Christian d. 1. blev valgt til konge i Finland i 1457, også i Åbo.
Men den svenske Kong Gustav Vasa huggede Finland fra Christian II i 1523. Siden var Finland mere eller mindre selvstyrende under Sverige til 1808. Da blev Finland russisk storfyrstendømme indtil den russiske revolution 1917. Så kæmpede finnerne sig fri og blev endelig selvstændige med eget flag.
Gult på søkortet er 0-10 meter
Første og sidste stop på turen bliver nemt Ålandsøerne, som hører til Finland, men har selvstyre og er stolte af deres eget flag, ligesom Færøerne.
På søkortene vises grænsen mellem Ålandsøerne og Finland ikke, så man ved ikke præcist, hvor man skal skifte gæsteflag. Få hjælp af kortet her på siderne.
Helsinkis centrum har promenade vendt mod havnen og kæmpefærger til Stockholm og Tallinn. På havnepladsens marked sælges utrolige mængder jordbær og kartofler. Fra småbåde ved kajerne sælges også kartofler og et væld af blå kornblomster. Der er en gammel, overdækket saluhal (salgshal) med boder.
Vin købes i Alko, specielle "systembolag" som i Sverige.
Domkirkens grønne kuppel og græske søjler rager over byens hvide huse. En seværdighed er den moderne Tempelkirke, som er hugget ind i bjerget. Væggene derinde er det rå bjerg, mens en transparent kuppel sørger for Vorherres ovenlys.
Vandet er grønt og plumret
Vandet i Finland er grønt af alger, så man kun kan se trekvart meter ned. Det er ikke muligt at holde øje med havbunden som hjemme i Danmark. Til gengæld har finnerne gode båker og IALA-sømærker med tydelige farver, men ofte uden toppe.
Havvandet er så fersk, at der lever gedder og aborrer, og vandet egner sig til tøjvask, så man sparer på egen vandtank.
Mindste dybdekurve i finske søkort er 10 m, og vandet inden for er farvet gult på søkortet. Det betyder mellem 10 og nul meter dybde, og sejler man på "gult vand", kan de nul meter komme uden varsel. Men de fleste sejlløb har over 10 m dybde.
Når en finne går på grund, siger han, at det er russiske Pjotr's skyld. Gamle søkort er nemlig opmålt af russerne i 1850'erne med håndlod, og Pjotr fandt ikke alle sten. Nye finske søkort er naturligvis fra nye opmålinger, men det er stadig risikabelt at sejle i søkortets gule vand uden for afmærkningen.
Søkort har enkelte hvide pletter helt uden dybdecifre, og øernes omrids er fra flyfoto. Vandet er så stenet, at opmålingsfartøjer ikke kan sejle der. En finsk sejler fortalte, at han engang kom gennem sådan et hvidt område, men håll-da käften, der var bare sten, og det skulle han aldrig gøre igen.
Ålandsøernes skærgård er klynger af tætliggende øer med åbent vand imellem. Bliv ikke forbavset, når et par utrolig store kæmpefærger bruser mellem øerne.
Ved Åbo findes nok den allerkønneste skærgård, hvor man føler, at man sejler i store revner i fastlandet snarere end mellem spredte øer.
Mellem Hangö og Helsinki er skærgården så tilpas bred, at der snor sig to parallelle sejlløb. Det yderste er over 10 m dybt, kønt og med både tilpas vind og plads for sejl. Det inderste er smalt og snørklet mellem høje træer og klipper med læ, så det er mest til motorsejlads. Mange steder er det kun 1,5-1,7 m dybt.
Skærgården øst for Helsinki bliver mere og mere åben med flade, stenede øer hen mod den russiske grænse. Herude sydpå i Finske Bugt ser man den høje silhuet af den russiske ø Gogland. På svensk hed den Hogland (Højland), men russerne har intet H og bruger G i stedet.
Skærgården på Finlands sydkyst er svær at finde ind i fra åbent hav. Der er ganske vist fyr og båker på større skær, men der er undersøiske skær en halv sømil yderligere ud. Kun ved at følge et afmærket sejlløb mod en større by kommer man sikkert ind i skærgården. Ved første anløb af finsk eller ålandsk havn skal man melde sig hos kustvakten, se "Finske tips".
Åbo, Hangö og Helsinki
Åbo hedder Turko på finsk. Finlands ældste hovedstad fra svensketiden. Der var bebyggelse siden 600-tallet ved åen, der løber ud i en køn, smal klippefjord, i dag med eksklusive "strandvejsvillaer".
Byen har en borg og en domkirke, begge fra 1200-tallet, et frilandsmuseum med gamle bondehuse og i centrum moderne finsk arkitektur. Den brede å ved lystbådehavnen med industri er ikke køn, men det er tæt på byens centrum. 300 m længere inde i åen ligger to gamle fuldriggere som museumsskibe ved et parkanlæg. Åbo var hovedstad, indtil russerne flyttede regeringen til Helsinki i 1812.
Hanko er Finlands yderste forpost mod sydvest. Her er en stor og fin marina, og i gaderne er der velholdte to-etagers træhuse. Finlands jernbaner ender og begynder i industrihavnen, der er isfri om vinteren.
Hangö er sejlercentrum med store kapsejladser. Nyeste del af marinaen er på en klippeø med motorbådsfærger hele tiden, men det er lettere at fortøje på landsiden.
Helsinki hedder Helsingfors på svensk. Grundlagt i 1550 af Gustav Vasa, der tvangsflyttede flere landsbyer ud til åmundingen for at skabe en købstad, der kunne konkurrere med den gamle hansestad Tallinn.
Man sejler ind forbi den store fæstning Sveaborg (fra svensketiden, nu museum) på en klippeø. Den bedst beliggende lystbådehavn er ved et lille træslot, som Nylandske Jakt Klub har på en lille ø midt i selve havnen overfor byens centrum. Der er motorbådsfærge fra øen hver halve time.