fbpx

Det skønne smuthul i Mols bakker

Inkluder i Newsletter: Ja

Sejlertips oppe i Århus Bugt med de maleriske bakker på Mols ligger en skøn ankervig. Indsejlingen er spændende, for ganske vist er den 10-14 meter dyb, men den er smal med grunde på begge sider. Bag indsejlingen hæver Mols sig med fjerne marker på små runde bakker oven på store runde bakker op til 120-130 m højde.
Det gælder om at finde den grønne styr- bords bøje ved den stejle grund syd for det smalle hul ind til Knebel Vig. Sikrest er det at komme ude fra nordmærket nord for 1,8 m grunden Pladen på kurs 115 grader mod indsejlingen.
Og så skal man bare finde kirken. Hånd-bøger og havnelodser beskriver, at man styrer ind med den grønne bøje overét med Knebel Kirke, så går man klar af grundene. Det ses også tydeligt på søkortet, men i praksis er der bare det, at man ikke kan se kirken. Den er skjult bag store træer, og det har den været de sidste 10-15 år. Håndbøgerne er ikke revideret på dette punkt.
Altså lidt kompassejlads på de 115 grader. Det er retningen fra nordmærket over den grønne bøje mod den usynlige kirke, og med godt udkik efter landgrundens lysere farve klares den smalle indsejling let. Hold nær den grønne styrbords bøje, for der er sten på den uafmærkede nordside af løbet.
Når man er lidt forbi den grønne bøje, ligger den rummelige, runde bugt med 10-17 m dybde åben og fri mellem bakker og marker. Nu man er kommet midt ind på bugten, kan man se lidt af den lille, hvide Knebel kirke. Det eneste, man skal passe på inde på vigen, er 0,3 m grunden, en muslingebanke, der stikker ud som en uartig tunge fra den inderste sydøstkyst.

Syngende lærker og mobiltelefon-fugle

Det fine ved en rund bugt med så snæver indsejling er, at man altid kan ankre i læ uanset vindretningen. Det er blot at styre op mod vinden og ankre så tæt på kysten, man kan og tør. Bedst er det at finde læ ved en af de lave kystskrænter. Der er også en lille åben bådebro, Knebel Bro, inderst ved husene ved sydøstkysten.
Der var frisk nordvestenvind over Knebel Vig. En del både lå for anker i det nordligste hjørne, som Kommas Havnelods anbefalede med et par indtegnede ankre. Men der så blæsende ud, fordi landet her er temmelig fladt uden at give læ. Vi fandt det oplagt at ankre lidt længere inde i en smule læ af bløde bakker med fjerne vindmøller.
Uanset hvor man ankrer i vigen, sejler man indad på 4 - 2,5 m vanddybde mod kysten, til dybden pludselig springer op til mindre end 1 m. Det lave vand ses tydeligt på den lysere farve. Så lader man båden drive lidt ud og plasker ankeret i, og freden sænker sig.
Inde fra bakker og kornmarker høres lærkesang og af og til en enkelt "mobiltelefon-fugl". Hvad det er for en, aner jeg ikke, men en eller anden fugl i Knebel Vig har lært sig at sige som en fjern mobiltelefon. Det var lidt forvirrende. Mon ornitologisk kyndige læsere vil træde til?
Ror man i land i gummibåden, skurer den snart mod bunden, og årerne dunker mod en let mudret sandbund med sten. Vandet er så lavt, at gummibåden kun kan flyde, når man soppende trækker den efter sig de sidste 100 meter til kysten.
På en bakkeknold med kornmarker ved kysten ligger den lille, kønne Knebel kirke med årstallet 1550 over våbenhuset. Alter-tavlen er forbavsende nok et nyere barnemaleri af et kors i form af et dannebrogsvindue med udsigt til en grøn mark med børn plus en ræv og en hjort ved en symbolsk meget fredelig jæger og ditto soldat.

Tved kirke - også i skjul bag træer

Engang ankrede vi med sydlig vind lige neden for kystskrænten med Tved kirke, der på søkortet ses at ligge helt tæt på sydkysten.
"Hvaffor en kirke?" sagde besætningen tvivlende, for der var kun en skovskrænt at se. Kirken er også her helt i skjul bag træer oppe på kystskrænten. Vi roede ind for at tjekke, at skipper havde ret i, at der var en kirke deroppe. Første tegn var en stump gravsten med årstal 1919 på stranden. Efter en klatretur op ad en meget stejl skrænt mellem store træer og små brændenælder stod vi pludselig foran en hvid kirkegårdsmur med tilhørende kirkegård og en lille, hvid kirke. Der var også en flot, lang præstegård med bindingsværk og stråtag.
Den kønne middelalderkirke har intet tårn, og det glædede en af besætningen, som i forrige havn var blevet vækket af kirkeklokker. Nå, næste morgen ringede det alligevel lystigt fra Tved kirke, for selv om der ikke er tårn, så var der tydeligvis en klokke alligevel.

Læg selv havnepenge i klubbens kasse

Knebel Bro ved de hvide huse inderst i vigen er en gammel betonbro til dampskibe og udskibning af landbrugsprodukter. Nu er der lavet små træbroer med åbne pælepladser, som kan være urolige med pålandsvind. Men i godt vejr ligger man fint. Dybden er ca. 3 m ved brohovedet og ca. 2 m ved pælepladserne, men kraftig vind kan give lav- eller højvande. Håndbogen lovede indtil 1,2 m højvande ved frisk nordvestlig vind, men denne dag gav samme vind 0,4 m lavvande. Stol ikke for meget på håndbøger.
Et opslag fra Knebelvig Bådelag om havnepengene siger, at man tager en af plastposerne og lægger 35 eller 45 kr alt efter størrelse i en kasse inden kl. 20. Meget enkelt. Ved landenden af broen ligger et rødt murstenshus på tværs. Det er et tidligere
pakhus med gule krummelurer i hjørnerne og over døren et svunget bånd, hvor der står Tved, Knebel, Vistoft, de nærmeste landsbyer. Huset bruges nu af Knebelvig Bådelag og søspejderne.
Landevejen går lige bag pakhuset, og her er der en lille café. Længere henne er der købmand, men da det også er en ankerbugt, er det klogt selv at medbringe en del forsyninger.
Har man cykler eller mod på travetur, er der noget at se oppe i Mols Bjerge. Ca. 2 km fra Knebel ad vejen mod nordøst til Agri findes en af vore flotteste stendysser, den 4.000 år gamle Poskær Stenhus med 23 store randsten. Man kan fortsætte opad mod Agri Bavnehøj med 137 m og en fantastisk udsigt. I Agri landsby ligger Danmarks højest beliggende sø. Den har hverken tilløb eller afløb, men gammel overtro ved dog, at søen har en underjordisk forbindelse. En bondemand og hans studespand faldt en gang i søen og dukkede op i Femmøller Bæk ved udløbet i Ebeltoft Vig.
Det er muligvis en historie fra dengang, molboerne ville skjule deres kostbare kirkeklokke, da ufred truede. De roede ud og sænkede klokken i vandet og skar et hak i rælingen på jollen dér, hvor klokken ligger - et sted i Knebel Vig. Og der ligger der nok endnu.









Kapsejlads

Sejlerlandsholdets sidste store test før OL

Kort nyt

Podcast: Ny episode - hvorfor egentlig sejle?

Havne

Christiansø Havn skal igennem kæmpe renovering

Bådudstillinger

Ancora Yachtfestival – tre intense dage

Kort nyt

Krigsveteraner får hjælp til at komme ud at sejle 

Bådudstillinger

Boat Show i Fredericia for 30. gang

★ Artikel

★ Sejlads i det nye klima

Kort nyt

Tyveri lammer driften af historisk skib i Helsingør

Kapsejlads

Vegvisir Race Nyborg afvikler også eSejlsport finalen





Udvalgte artikler *