fbpx

Ligasejlads på Wannsee

"Verein Seglerhaus am Wannsee" er Berlins maritime svar på al det royale, som Kongelig Dansk Yachtklub kan - bare ganget med ti. Aldersmæssigt matcher de to klubber hinanden, da begge har en historie, der går næsten 150 år tilbage. Wannsee er et sejlerparadis: Et kompleks af søer og beliggende kun et kvarters bil kørsel fra Berlin down town. Her sidder deres udsendte i tunge lædermøbler, nyder udsigten og venter på vind. Som den eneste danske maritime journalist er jeg udsendt til at dække finalen i den tyske sejler bundesliga. Ligaen er forbilledet for den klubliga, der startes op i Danmark i 2014.

Vil skabe hype omkring sejlsporten

Under overskriften: "Puls og vand i håret" er det Mads Kolte-Olsen og Peter Wolsings vision at skabe en medie- og publikumstiltrækkende landsdækkende sejlsportsevent. Visionen er at skabe hype omkring sejlsporten, så flere danskere finder det våde element attraktivt. Kort sagt, at stoppe sejlsportens dødsspiral og skabe nyt liv i de mange havne.

Sådan er virkeligheden også i Tyskland, og med den tyske sejler bundesliga er visionen den samme. Selv denne fredag fungerer konceptet maksimalt, alle sejlerne fra de 18 sejlklubber sidder sammen med mig og venter på vinden.


 

RBB, Rundfunk Berlin und Brandenburg, den regionale TV station er her med det helt store TV transmissionsudstyr. Det vrimler med journalister og fotografer. SAP og Audi, der er de to store sponsorer, er her, med alt hvad de kan hamle op med af lir og reklame. Selv solen skinner på Wannsee.

Sejles i J70

Den tyske liga sejles i J70, hvorfor er et naturligt spørgsmål i forlængelse af den seneste tids debat i Danmark. Svaret er helt entydig fra arrangementskomiteen: Der er ikke noget reelt alternativt, J70 er bare bedre på alle parametre. En holdning som der er bred enighed om blandt de mange sejlere. J70 er også den hurtigst voksende sportsbådsklasse i Tyskland. Enten har de deltagende sejlklubber allerede købt J70 til klubsejlads, eller også sker det inden for en overskuelig tid.

Bundesligaen sejles i de J70, som stilles til rådighed af arrangementskomiteen. Så alle deltagende er rene "taskesejlere". De får en spændende weekend, hvor de sejler alle mod alle. Derfor skal der sejles mange og korte sejladser, hvor besætningerne udskiftes løbende mellem de enkelte sejladser.

Det bliver en spændende weekend, hvor jeg har lovet den gamle redaktør at rapportere løbende hjem til jer læsere.