fbpx

DEL I: Hvor står dansk sejlsport her to år før OL?

Related Articles: Paris 2024: Dansk Sejlunion forslår alternativ OL disciplin
Inkluder i Newsletter: Ja

Med mindre end to år til OL 2024 i Paris (sejladser i Marseille, red.) begynder vi her på Bådmagasinet, at holde øje med, hvordan det går med de danske OL-sejlere og om der er oplagte medaljechancer. Samtidig skal de danske OL-sejlere allerede i 2023 kæmpe for at opnå nations-kvalifikation til de olympiske lege.

De eneste danske deltagere i OL 2020 (afviklet i 2021, red.) som stadig er aktive mod OL 2024 er: Anne-Marie Rindom i ILCA 6, Jakob Precht Jensen (der sejlede med Jonas Warrer, red.) i 49er og Lærke Buhl-Hansen i IQFoil. For resten af sejlerne i 2024, vil det i givet fald være deres første OL-deltagelse, og erfaringerne viser, at sejlere kun sjældent vinder medaljer ved deres første OL.

Indtil nu har ingen danske OL-sejlere været i nærheden af medaljer ved EM eller VM i løbet af 2022, og kun to danske besætninger er at finde i top 10 på verdensranglisten, i OL-klasserne. 

Generelt er der dog lovende takter i flere klasser, men der er samtidig kun fir ud at 10 OL-klasser med sejlere på et niveau, hvor de ser ud til at kunne blive medaljepotentielle, nemlig 49er mænd, 49erFX kvinder, Nacra 17 Mix og ILCA 6 kvinder. I de øvrige 6 klasser skal man spejde langt efter muligheden for OL-medaljer. 

I denne første artikel DEL I, kigger vi på de fire OL-klasser, hvor der lige nu ser ud til at være medaljepotentiale ved OL 2024 i Paris, og som tidligere nævnt, med sejlsporten placeret i Marseille.

ILCA 6 kvinder
Den OL-klasse som lige nu tegner til at have størst chancer for en medalje ved OL 2024 er kvindernes ILCA 6, hvor Anne-Marie Rindom har proklameret endnu en OL-kampagne, ligesom Anna Munch viser meget lovende takter. Sidste chance for VM- og EM-medaljer i år i en OL-klasse, bliver ved ILCA 6 VM i Texas i oktober, og ved ILCA 6 EM i Hyeres i november. 

Anne-Marie Rindom har slet ikke sejlet nogle stævner i ILCA 6 stort set siden OL i 2021, men har koncentreret sig om blandt andet SailGP, samt sine studier. Seneste internationale deltagelse i ILCA 6 var ved VM i 2021, hvor hun sluttede som nummer fire. Med OL-bronze fra Rio 2016 og OL-guld 2020 (sejlet i. 2021) vil Anne-Marie givetvis være blandt medaljefavoritterne i 2024, hvis hun vel at mærke - vinder den danske udtagelse mod Anna Munch?

Anna Munch ligger nr. syv på verdensranglisten og hendes bedste placeringer i 2022 er: Prs. Sofia Trophy nr. 5, Europe Cup Tyskland nr. 1 og Europe Cup Polen nr. 2.

49er mænd
Dansk sejlsport har siden 49er kom på OL-programmet for mere end 20 år siden konstant haft flere besætninger i top 10 på verdensplan ligesom det er blevet til medaljer ved OL, VM og EM, men lige nu er der reelt kun én besætning, som viser potentiale til at være med i toppen. 

Frederik Rask og Jakob Precht Jensen har sejlet deres første sæson sammen, og er netop kommet hjem fra VM i Canada med en beskeden 15.-plads, udenfor medal-race. To andre danske besætninger Carl Emil Sloth/Nikolaj og Joakim Salskov-Iversen/Markus Nielsen blev henholdsvis nr. 40 og 50.

Frederik og Jakob evaluerer selv deres VM-præstation således:

”Dårlig fart, dårlig udførelse, og lav selvtillid. Vi ender 15 til VM. Til trods for at vi sejlsportsmæssigt har haft et godt første år sammen, har det været svært for os at balancere skole og sport, og vi har for det meste kørt på lånt energi. Det har vi betalt prisen for på det sidste. Siden EM har vi begge været helt udbrændte, og har begge brug for at have mere tid i hverdagen fremover, til at kunne fokusere på sejlsporten uden at brænde sammen. Det er vigtigt at lære af det og komme videre.”

Frederik og Jakob har absolut haft en godkendt sæson 2022, og er den eneste danske 49er besætning, som har præsteret mere konstant i top 10 ved internationale stævner tidligere på året, hvilket tegner lovende for den unge besætning, som stadig mangler mere tid i båden sammen samt international erfaring. Deres øvrige sæson 2022 placeringer er: Prs. Sofia Trophy nr. 8, Semaine Olympique Francaise nr. 7 og EM nr. 7. Samlet nr. 9 på verdensranglisten.

Med en god og målrettet OL-kampagne burde Frederik og Jakob kunne være med i kampen om medaljer i 2024. De øvrige danske 49er besætninger savner endnu at vise deres potentiale.

Danmark har ikke vundet OL-medaljer i 49er siden den famøse guld fra Quingdao i 2008 - og bronze i London 2012.

49erFX kvinder
Den unge besætning Johanne Schmidt & Andrea Schmidt præsterede en flot 8.-plads ved EM på hjemmebane i Aarhus, ligesom de viste gode takter ved Prs. Sofia Cup og Kielerwoche med henholdsvis nr. 5 og 8. Besætningen deltog ikke ved VM i Canada. De ligger nr. 15. på verdensranglisten.

Anne-Julie Foght Schütt & Iben Nielsby, som tabte den seneste OL-udtagelse med marginaler, har siden holdt pause fra samarbejdet i 49erFX'en. Iben begyndte at studere og har siden prøvet kræfter med nye bådtyper og roller, mens Anne-Julie har fået en søn og været på barsel. Kort tid før EM på hjemmebane i juli tog de fat på makkerskabet igen, og retter nu al fokus mod at komme tilbage med fornyet styrke. EM har været deres eneste stævne i 2022, hvor de blev nr. 23.

49erFX har to solide besætninger, som begge vil kunne udvikle sig de kommende to år mod at blive OL-medaljepotentielle. Danmark har kun én gang tidligere vundet medalje i 49erFX, nemlig bronze i Rio 2016.

Nacra 17 Mix
Ved sidste OL var det marginalerne som gjorde, at det ikke blev til en dansk medalje. Der er kun én ny besætning på vej, som viser lovende potentiale, og det er Natacha Violet Saouma-Pedersen & Mathias Bruun Borreskov.

Ved det nyligt afholdte VM i Canada blev de nr. 14, mens de i 2021 blev nr. 9. Besætningen har været flittig med stævner i i 2022 blandt andet med følgende placeringer: Prs. Sophia Cup nr. 5, Semaine Olympique Francaise nr. 8, Kielerwoche nr. 10 og EM nr. 14.

----------------------------------- 

Vi følger denne artikel op med en DEL II, hvor vi kigger på de øvrige 6 OL-discipliner, hvor man lige nu skal spejde langt efter muligheden for dansk deltagelse og medaljer - kommende OL i 2024 Paris, kan blive med det smalleste sejlerlandshold set i mands minde, og skulle det gå så galt som i 1972 Munchen/Kiel og i 1984 i L.A. (nul medaljer, red) - så vil det kun være tredje gang ved et OL, at de danske sejlere vender tomhændet hjem!

Vi arbejder ligeledes på en DEL III hvor vi vil kigge nærmere på resultater i ungdomsklasserne og dermed talent-rekrutteringen.




Seneste nyheder

Boat Show i Fredericia for 30. gang

★ Sejlads i det nye klima






Bådudstillinger

Boat Show i Fredericia for 30. gang

★ Artikel

★ Sejlads i det nye klima

Kort nyt

Tyveri lammer driften af historisk skib i Helsingør

Kapsejlads

Vegvisir Race Nyborg afvikler også eSejlsport finalen

Sejlsportsliga

Sailing Champions League: KAS var få point fra cuttet





Udvalgte artikler *