fbpx

Vejen mod OL 2024 starter på Mallorca

Inkluder i Newsletter: Ja

Efter to års aflysninger, så er der gode chancer for at verdens største OL-stævne på Mallorca kan gennemføres i april 2022. Her starter OL-forberedelserne for alvor for det danske OL-sejlerlandshold.

På grund af udsættelsen af OL, bliver denne Olympiade (perioden mellem to OL, red.) reelt kun tre sæsoner, og der er endnu kortere tid til at OL-udtagelserne går i gang. Dels skal Danmark kæmpe om nationspladser i alle aktuelle klasser, dels skal sejlerne kæmpe om den indbyrdes kvalifikation i deres klasse.

Så efter utallige aflysninger af stævner i 2020 og 2021 på grund af pandemien, så håber alle stævnearrangører, at de vil kunne gennemføre deres begivenheder i 2022 med lempelse af sundhedsrestriktionerne.

Verdens største OL-stævne

Den første nøgletest i 2022 i opbygningen til OL i Paris 2024 bliver Trofeo Princesa Sofía, der afholdes 1.-9. april på Mallorca, Spanien. Stævnet – den 51. udgave af både verdens og Europas største stævne for de olympiske sejlsportsklasser – vil tiltrække over 1.500 sejlere fra 55 nationer, som konkurrerer på tværs af de 10 olympiske discipliner.

Den ugelange begivenhed byder på konkurrencer for kvinderne i ILCA 6, 49erFX, IQFoil og Formula Kite. Der forventes at være danske kvindelige OL-sejlere i førstnævnte tre klasser, hvor Danmark traditionelt har klaret sig godt i mange år.

Lærke Buhl har tidligere i vinterens løb annonceret, at hun stiller op i IQFoil. Anne-Marie Rindom har endnu ikke meldt endeligt ud, om hun tager endnu en OL-kampagne, og Anna Munch står klar til at kæmpe om OL-pladsen i ILCA 6. Men det er stadig et åbent spørgsmål om Danmark kommer til at stille med deltagere i Formula Kite.

Mændenes OL-klasser er ILCA 7, 49er, IQFoil og Formula Kite, og her er det relativt sikkert, at der bliver dansk deltagelse i alle fire klasser. Det bliver over hele linjen nye unge talenter som kommer til at kæmpe om OL-pladserne i Paris.

I de to Mix klasser 470 og Nacra 17, bliver det kun sidstnævnte, hvor der forventes dansk deltagelse. 470-klassen tiltrækker ingen unge sejlere i Danmark, heller ikke som mix klasse, og må nok betragtes som at være fortid i dansk sejlsport.

Hempel World Cup Series
Trofeo Princesa Sofía regattaen som årligt markerer starten i den europæiske sejlsæson for de olympiske klasser, vender nu – som det største olympiske stævne i verden – tilbage som en del af Hempel World Cup Series, hvor den vil være et fast element indtil OL 2028 i Los Angeles.

Dermed vil der fra sæson 2022 nu være tre europæiske stævner, som er en del af Hempel World Cup Series, nemlig:

- Hempel World Cup Series Palma (Princess Sofia Regatta), Spanien – 1.-9. april
- Hempel World Cup Series Amsterdam (Allianz Regatta - tidligere SPA, red.), Holland – 1.-5. juni
- Hempel World Cup Marseille, Frankrig (dato ikke offentliggjort)

OL-sejladserne i 2024 vil blive afviklet i Marseille, hvorfor det også er naturligt at World Cup stævnet i Frankrig placeres her.

En af Europas største og mest populære OL-stævner gennem mere end 50 år, Semaine Olympique Francaise de Hyéres udgår dermed af World Cup Serien, men den vil blive afviklet den 23.-30. april for alle 10 olympiske klasser samt i de kommende år.

Så mon ikke mange OL-sejlere fra både Europa og resten af verden fortsat vil komme til Hyeres i Sydfrankrig? Kommunen og regionen har bidraget med renovering og opgradering af den store havn som et "Olympisk Forberedelses Center" for sejlsport, og håber det vil bidrage til fortsat at byde internationale delegationer velkommen til Hyéres, samt til at fortsætte succesen med afviklingen af internationale sejlsportsbegivenheder i regionen.

Udover de fire nævnte OL-stævner er der tillige Kielerwoche den 18.-26. juni, så koncentrationen af store OL-stævner i Europa i forhold til resten af verden, vil også i fremtiden være en markant fordel for de europæiske og danske OL-sejlere.

Spøgsmålet bliver, hvor ofte de europæiske sejlere vil deltage i World Cup stævner i andre verdensdele de næste tre år, når der er så mange store OL-stævner i Europa?

Det kunne se ud til at Hempel World Cup Series, kan få svære vilkår de næste tre år frem mod OL 2024.