fbpx

Særlig fokus på havmiljø, overfald og tyveri i Rio

Inkluder i Newsletter: Ja

Dansk Sejlunions sportschef Thomas Jacobsen ankom til Rio de Janeiro for et døgn siden og sluttede sig til sejlerne, som i morgen lørdag skal i konkurrence første dag under Aquece Rio international Sailing Week, som er sejlsportens test-event.

Vi fangede Thomas Jacobsen fredag morgen (brasiliansk tid) på en lidt dårlig Skype og telefonforbindelse, og han fortæller fra hotellet i Rio:

”Holdet er på plads i Rio. Alle har det godt og glæder sig til konkurrencerne starter i morgen.

Der er usædvanlig god søbrise for årstiden med 15-16 knob ude på havet og 10-12 i bugten. I følge lokalhelten Torben Grael skyldes det, at havet er koldere end normalen. Vi er rigtig glade for denne lidt stærkere vind, men det er jo ikke nødvendigvis sådan, som det bliver til OL næste år.

politi i parken TJ_528

Ekstra politi er udstationeret i parken tæt ved havnen. Foto sejlerlandsholdet

Overfald og tyveri på gaden er udover havmiljøet, en anden af vores særlige bekymringer. Myndighederne er opmærksomme på problemet, og der er sat ekstra politi ind i parkområdet uden for havnen, hvor det er værst. Så vi håber ikke, at sejlerne bliver udsat for nogle uheldige episoder.

Vi bor cirka 10 minutters gang fra Marina da Gloria, så vi har gode forhold her til test eventen. Det er let for sejlerne at komme til og fra havnen. Selve havnen er langt fra færdig, men vi kan bruge ramperne og bådparken, resten er en stor byggeplads.”

ol havnen er en byggeplads TJ_531

Den kommende OL-havn er en stor byggeplads, men den fungerer her ved For-OL. Foto Sejlerlandsholdet

Der har været talt om forurening i havnen og i OL-farvandet ?

”Det lugter fælt en gang imellem af slam og brakvand, så det er ikke behageligt, men vi har ingen oplysninger om vandkvaliteten lige nu.

ISAF har et eget miljøskib ude på baneområderne, som måler vandkvaliteten, og planen er, at hvis man oplever en stigende forurening, så aftaler ISAF med race-committee, at man flytter sejladserne til en anden bane den dag.

flydespørring ved flodudmunding TJ_532

Flydespærring ved en flududmundig. Men alt det andet løber urenset ud i Guanabara Bay. Foto Sejlerlandsholdet

Jeg har set, hvordan der ved flodudmundingerne er opsat flydespærrer, som tager en del af affaldet, og ude i baneområdet er der opsamlingsskibe, som skal rense områderne. Der vil også være helikopterovervågning, så man hurtigere kan spotte flydende affald.

Brasilianerne er meget opsat på, at gøre alt hvad de kan for at sejlerne kan få nogle gode sejladser og en god oplevelse i Rio. Der er meget fokus på miljøet, men det er på den anden side et sted som normalt holder mange sejladser. Brasilianerne brænder virkelig for at gøre det godt, og de er meget glade for at have sejlere fra hele verden i Rio. Man føler sig meget velkommen, og der en en dejlig afslappet atmosfære.”

Det hele er meget organisk hernede, man tager det afslappet, er aldrig specielt konkrete, vi ser på det og skal nok ordne tingene. Jeg kan godt lide den atmosfære. De er måske ikke så strikte med coach boat regulations og andre regulativer, som vi er vant til. Det er helt modsat i Weymouth, hvor der var OL sidste gang.”

Hvordan forebygger I, at sejlerne ikke bliver syge ?

”Vi følger et vaccinationsprogram fra Team Danmark, som blandt andet er forebyggende mod de mest forekommende bakterie typer. Kroppen udsættes for mindre doser bakterier, og dermed skulle kroppen gerne selv danne nogle antistoffer, som forhåbentlig medfører, at sejlerne ikke bliver ramt, eller i hvert fald kun bliver ramt af sygdom i mildere grad.”

”Derudover sikrer vi, at der er god hygiejne på holdet omkring alt, og er omhyggelige med at følge normale procedurer i forhold til af spritning af hænder, drikkedunke osv. Man skal også være meget opmærksom på, at deres fødevarehygiejne ikke er den samme som i Danmark, og set med danske øjne under al kritik, men sådan er det jo forskelligt rundt omkring i verden.” 

Hvad er jeres målsætning for sejladserne ?,

”Vores målsætning med stævnet er først og fremmest at opleve, hvordan de har tænkt sig, at OL skal afvikles. Det er vigtigt for os vide, hvornår man starter en sejlads, hvilken måde man håndterer banerne på, hvor sent man starter og så videre. Der kan kun sejles mellem klokken 13-14 og indtil lidt efter 17, hvor det bliver mørkt, så der er kun et relativt snævert vindue til afvikling af sejladsprogrammet.

Derfor har jeg særlig fokus på baneledelsen samt jury-setup’et."

Hvad er resultatmålet for sejlerne ?

"Vi har ikke opstillet nogen konkrete resultatmål for de enkelte besætninger. Jeg er meget mere optaget af, at vi lærer rammerne at kende og får skabt en læring om, hvordan det er at præstere hernede.

Omvendt er vores sejlere så fokuserede, at de naturligvis gerne vil præstere top resultater. De gør det så godt de kan, og vinder de, så er det en bonus.”

Tak for snakken og held & lykke med sejladserne i den kommende uge !