fbpx

Dansk OL-håb til tops ved World Cup i Miami

Inkluder i Newsletter: Ja

Anne-Marie Rindom har endnu en gang understreget, at hun er rykket op blandt de absolut bedste i verden i den olympiske Laser Radial-klasse. Lørdag opnåede den 23-årige Horsens-sejler karrierens hidtil største triumf, da hun vandt World Cup-stævnet i Miami, USA.

Det var Rindoms første World Cup-sejr i karrieren, og den kom i hus efter en koldblodig præstation i det afsluttende og altafgørende Medal Race, hvor positionerne mellem de forreste i den samlede stilling skiftede flere gange undervejs. Rindom lå midt i feltet gennem det meste af sejladsen, men rykkede frem til sidst og gik i mål på en tredjeplads.

Læs også: Anne Marie's World Cup triumf i Miami

Det var nok til at distancere de to nærmeste konkurrenter i den samlede stilling, hollandske Marit Bouwmeester og belgiske Evi van Acker – henholdsvis sølv- og bronzevindere ved OL i 2012.

AMR

Alle ved at et foto siger mere end 1.000 ord, jeg syntes vi bliver meget godt bekræftet i dette lige her. Foto: Lånt fra Facebook

Anne-Marie Rindom blev nummer 13 ved OL i 2012. Siden da er hun gradvist rykket tættere på verdenstoppen - ikke mindst i sidste halvdel af 2014, hvor hun først vandt den olympiske testevent i Rio og kort efter fik sin hidtil bedste VM.-placering med en syvendeplads.

Tredjeplads til dansk 49er

De danske sejlere hentede yderligere en podieplacering ved World Cup-stævnet i Miami. I 49er-klassen sluttede Jonas Warrer og Anders Thomsen på en samlet tredjeplads. De danske VM-sølvindere fra 2014 vandt lørdagens Medal Race – men lidt for store udsving i resultater tidligere på ugen betød, at den samlede førsteplads var uden for rækkevidde.

I 49erFX sluttede Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen på en samlet fjerdeplads. De danske VM-sølvindere, Ida Marie Baad og Marie Thusgaard – kåret som Årets Fund i dansk idræt i 2014 – blev nummer 11. En placering, der skal ses i lyset af, at Ida Marie Baad har været ude med en fodskade siden november.

Værd at bemærke er også den unge RS:X-surfer Sebastian Fleischer, der hele tiden rykker tættere på verdenseliten. I Miami sluttede Fleischer på en 13. plads – efter at have imponeret med flere top 5-placeringer i de indledende sejladser.