På trods af det voldsomme vejr i weekenden gik marinaen i Horsens fri for det værste. Der var ingen tab af både, men en millionregning venter alligevel på at udbedre skader på estakade* og broer.
Havnefoged Søren Lykke Sørensen havde ellers frygtet, at marinaens yderste bolværk ville bryde sammen under den kraftige blæst, og at man ville miste både.
Nu vurderer han, at det kommer til at koste en-to millioner kroner at udbedre skaderne på estakaden. Der ligger allerede planer om en renovering af havnen, som blandt andet betyder, at et par broer skal vendes, og der på lidt længere sigt skal bygges en ny estakade. Derfor havde havnefogeden håbet på, at det ikke ville blive nødvendigt med reparation.
- Men det kan vi ikke vente på nu. Hvis der kommer storm igen nu, så vælter den, siger han for TV2 Østjylland.
At det ikke gik værre var rent held, mener en bådejer:
- Horsens Kommune har et ansvar. Vi betaler omkring 26-27.000 kroner om året for pladsen her. Jeg vil godt have, at den her bro er i orden. Den er ikke længere, siger Jimmy Schiøth, som har sin 20 tons tunge båd liggende i havnen, til tv-stationen.
Hos Horsens Kommune forsikrer man, at der er millioner på vej til forbedringer af marinaen.
- Vi har fuld fokus på, at havneanlægget skal være velfungerende og up to date i forhold til, hvordan vand og vind udvikler sig, siger Bjarke Butt Eriksen, direktør i Teknik og Miljø i Horsens Kommune.
Han henviser til, at man i det budgettet for 2024 har afsat 64 millioner kroner til udbedring og renovering over de næste fem år af havnen.
Kilde: tv2ostjylland.dk
Video: Bjarne Christensen // Horsens Marinas Facebookside
*Estakade, nedrammet pælerække, der anvendes langs bredden af et vandområde for at beskytte mod erosion og jordudskridning. Estakade anvendes også som betegnelse for pælebygværker, der anbringes opstrøms for bropiller for at beskytte pillerne mod belastninger fra drivende is, træstammer og i ældre tid tillige fra brandflåder og sammenlænkede træstammer, som fjenden sendte med strømmen for at ødelægge broen. (lex.dk, red.)